Af Kashif Ahmad

“Er det virkelig så slemt med al den racisme Kashif?”

Det spørgsmål fik jeg under en samtale for noget tid siden. Og det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang. Det var midt i en samtale, hvor jeg ihærdigt var i gang med at fortælle om de mange former for racisme og diskrimination, der finder sted i Danmark og har gjort det længe. Men spørgsmålet kom prompte, er det virkelig så slemt?

Det fik mig til at tænke over spørgsmålet, som fik mig til at tænke over hændelser i mit. De mange hændelser. Faktisk utallige. Hændelser, små episoder og kommentarer jeg har glemt, undertrykt, eller grinet væk. For vi kan jo godt lidt brune, der kan grine af sig selv og tåle en god joke. Brune som ikke tager alt så højtideligt og alvorligt. Som ikke piver og er tyndhudet, eller bruger offerkortet. Efter at have gravet lidt i min fortid og underbevidsthed, fandt jeg ti begivenheder, som jeg gerne vil dele med jer:

1. I mine unge år, ringede jeg til fastfood restaurant i forbindelse med et jobopslag. Efter jeg havde præsenterede mig og spurgt til den ledige stilling, spurgte manden i den anden ende: “Hvad var du hed?” Hvorefter han sagde at stillingen var blevet besat. Min mavefornemelse var dårlig og en halv time efter ringede jeg op igen og sagde “Hej, det er Kasper.” Jeg fik at vide at stillingen ikke var besat og jeg kunne kigge ned forbi butikken.
2. Ret tidligt begyndte jeg at skrive debatindlæg til den lokale avis. Allerede efter de første par gange, modtog jeg et brev hjemme på min adresse. Der blev jeg truet og fik at vide at jeg skulle rejse hjem, hvis jeg var utilfreds med at være her i landet. Brevet var ikke frankeret, men lagt personligt i postkassen. Der stod blandt andet “Danmark for danskerne.”
3. Da jeg for mange år siden arbejdede på McDonald’s skulle vi til en fødselsdagfest, som nogle af vores kollegaer havde inviteret os til i København. Festen var på en natklub og jeg stod på listen som gæst. Da vi ankommer med blomster og gaver, bliver jeg stoppet og bedt om at vente. Herefter bliver jeg nægtet adgang, fordi de formodede at jeg havde været der og lavet ballade tidligere. Jeg havde aldrig været der før. Både mine kollegaer og ledere kom ud og gjorde indsigelser, men uden nytte. Politiet blev tilkaldt, men af dem fik jeg at vide at jeg bare skulle forlade stedet og ikke ødelægge min aften.
4. I mine gymnasieår kom vi en del ind til byen for at være en del af nattelivet. Uden at overdrive, blev jeg afvist 99 ud af 100 gange. Så meget at jeg til sidste oprigtigt spurgte udsmiderne om de ville fortælle hvad der gjorde, at de nægtede mig adgang, for at kunne vurdere om der var noget jeg kunne ændre ved det. Jeg prøvede alle konstellationer, pæn tøj, kun hvide venner osv osv, men intet hjalp.
5. Hele racismesagen mod mine gamle rektor/lærer på Avedøre Gymnasie har jeg allerede skrevet om. De kaldte os “en flok aber, der ikke kunne formulere os grammatisk korrekt,” men blev ikke dømt for at overtræde racismeparagraffen. Jeg vandt sagen senere i FN regi over staten Danmark.
6. For år tilbage fik jeg annulleret mine billetter til Champions League, fordi man mente at mit “fremmedklingende navn, var til fare for sikkerheden i Parken.” Jeg lagde sag an mod dem, men tabte i retssystemet igen. Ligebehandlingsnævnet traf efterfølgende en stik modsat afgørelse.

Jeg valgte nemlig at fortsætte sagen og klagede til Ligebehandlingsnævnet, og i september 2014 afgjorde Ligebehandlingsnævnet, at der var tale om “indirekte diskrimination på grund af etnisk oprindelse”. Jeg kom aldrig ind og se fodbold.

7. Efter et besøg hos en ven i Lyngby, blev en ven og jeg standset med dramatisk af en civil bil ved nedkørslen til motorvejen. Ud kom to mænd med pistoler trukket og stak den ind af vinduet, mens han sagde “hænderne frem og ud af bilen!” Vi blev holdt oppe mod bilen, mens vi blev kropsvisiteret, mens vi forsigtigt prøvede at spørge hvad der var sket? En anden bil kom farende efter og ud steg endnu flere civilbetjente, hvor en af dem, til mit livs store held, genkendte mig fra fodboldholdet i vores yngre dage og sagde “Kashif? Det er de forkerte vi har fat i!” Vi blev efterladt stående, målløse og chokeret og fik at vide at de søgte nogle mistænkte efter er røveri.
8. Efter flere optrædener i medier, blev jeg standset af en politibil og bedt om at stige ud. Han kiggede på mig og sagde: “hvor har jeg set dig før?” Jeg sagde at det muligvis kunne være fra medierne, hvor jeg sidst havde optrådt omkring drabet på Deniz Uzun og talt en masse om stigende vold blandt unge. Han grinede overlegent af mig og sagde “det tror jeg næppe. Jeg kender dig nok for noget andet jeg tidligere har stoppet dig for.” Jeg fik en bøde og han kørte.
9. Utallige gange er jeg “tilfældigvis” blevet stoppet utallige gange til tjek. Én gang spurgte jeg til om de ville forklare hvorfor jeg blev hevet ud som den eneste, hvilket resulterede i røde klistermærker på al vores baggage og endnu længere udspørgelser i modtager lufthavnen inden vi kunne komme ind i landet.
10. Jeg kunne fortsætte listen, men vil dedikere tiende punkt til al den hverdagsracisme, som jeg har oplevet i mange år. Også før jeg gik ind i politik. De kommentar man høre på gaden, i skolen, på arbejdet, på fodboldbanen, ja, mange steder. Dem orker jeg ikke at liste op, men de gør nas og er giftige.

Grunden til at jeg skriver dette er fordi vi skal tale åbent om dette tabubelagte emne, og jeg vil ikke længere være “ham alle godt kan lide, fordi jeg ikke er som alle de andre,” eller “ham som godt kan tåle en joke.” Jeg vil ikke være “ham” længere. Jeg vil være “ham som fortalte åbent om alle sine oplevelser” – i håb om at det gør en forskel og i håb om at vores børn kan vokse op uden knap så mange episoder.