Velstillede hvide heteroseksuelle mænd mener ikke at der er racisme i Danmark

Af Peer Aagaard

Abdel Aziz Mahmoud på Twitter i anledning af undersøgelsen der viser, at halvdelen af danskerne ikke mener, at racisme er udbredt i Danmark:

“Mænd: Vi har ikke et ligestillingsproblem

Heteroer: Homoer har det fint!

Rige: Der findes ikke fattigdom”.

Abdels ord har affødt en frådende debat, hvor det viser sig, at mange i ramme alvor tror, at uanset om vi taler manglende ligestilling mellem mænd og kvinder eller nedværdigende behandling af udlændinge eller seksuelle mindretal, så eksisterer problemet simpelthen ikke, fordi loven forbyder den slags.

Måske ikke underligt er det dog primært velstillede hvide heteroseksuelle mænd, der fremturer med den holdning.

De er så privilegieblinde og selvfede, at de simpelthen ikke fatter, hvordan store samfundsmæssige udfordringer kan have dem selv som årsag – at de selv er problemet.

En af de første skolebøger jeg fik i mine små hænder som barn hed “Læs og Forstå”. I dag føler mange tilsyneladende, at det er vigtigere at læse og derefter skrige op for at “vinde” en debat, hvor det ville klæde dem mere at indtage en ydmyg og lyttende position, indtil de forstår.

Det er sådanne personers mere eller mindre bevidste arrogance der blandt andet er årsag til de store demonstrationer i USA og den store BLM-demo herhjemme. Når tusinder går på gaden, og tingene nogle gange udvikler sig voldsomt, er det et udtryk for en vrede og en frustration, der er vokset gennem årtier.

I forbindelse med Black Lives Matter demonstrationen i København blev det oven i købet problematiseret af de selvsamme privilegerede typer, hvorfor de ikke fik lov til at få forrest i optoget. Ja, hvorfor tror I i grunden?

Balancen mellem at ønske at vise solidaritet og at risikere at ende med at dominere fuldkommen over sagens hovedpersoner er hårfin og overskrides ofte. Vi ser det fx herhjemme til Pride. Hver sommer når den store parade går gennem København, er den præget af en lang række firmaer, banker og politikere, der gerne vil udstille deres opbakning til den gode sag, men de gør det ofte på en måde, så de overdøver alt omkring sig. Jeg kan levende forestille mig beskederne på virksomhedernes intranet: “Næste lørdag er der Pride. Det er vigtigt, at vi møder op med så mange som muligt uanset seksualitet.”

Vigtigt for hvem?

Tænk hvis disse pengestærke korporationer i stedet valgte at stå på sidelinjen for at tilkendegive deres opbakning og bare denne ene dag overlod podiet til begivenhedens hovedpersoner. Intet forhindrer, at disse firmaer samtidig i al stilhed donerer det sparede beløb til leje og dekoration af store lastvogne til de mange LGBT-formål, der i den grad skranter økonomisk.

Det er som om, disse virksomheder og personerne bag dem glemmer, at den parade faktisk ikke handler om dem, eller hvor meget eksponering de kan opnå ved at snylte på den gode sag. Der er vigtigere ting på spil.

Personligt gør jeg mit bedste for at lære, læse og forstå, hvordan mennesker med mørk hud eller muslimer eller transkønnede har det, men nogle gange er det svært, fordi alting efterhånden gøres til en debat, hvor du enten er for eller imod. I de situationer har jeg ikke svært ved at finde mit ståsted og tilkendegive min urokkelige støtte, men i processen mister jeg (og mange andre tilsyneladende) ofte evnen til at lytte respektfuldt.

Mit sommer-forsæt til mennesker med en anden hudfarve eller tro end min og til alle transkønnede lyder derfor:

Jeg lover, at blive bedre til at lytte og prøve at forstå.

Jeg lover at være en allieret, der hjælper så godt han kan, men fra en ydmyg position i vished om, at scenen ikke er min og aldrig bliver det.

Jeg lover en respektfuld tone, og at jeg ikke vil tøve med at undskylde, hvis jeg uagtsomt overskrider grænser.

Jeg lover aldrig at udtale mig på vegne af en gruppe, jeg ikke selv er en del af.

Tak for forståelsen.