Minderne fra Aids-krisen vælder op i mig

Af Peer Aagaard

I dag vågnede briterne til den chokerende nyhed, at halvdelen af landets 41.000 døde af corona-virus havde overlevet, hvis Boris Johnson og hans regering havde taget sygdommen alvorligt på et tidligere tidspunkt. Tilsvarende eller værre beskyldninger kan rettes mod Donald Trump og Brasiliens Jair Bolsonaro – alle macho-typer, der fra begyndelsen slog alvorlig sygdom hen, som noget kun tøsedrenge rammes af, og de skulle faneme nok styre deres land sikkert gennem den smule influenza.

Minderne fra Aids-krisen vælder op i mig, når jeg hører den slags. Var du der dengang, og var du bøsse, husker du, hvordan den grufulde epidemi ligeledes blev bagatelliseret af mandlige magthavere, der følte behov for at stive deres maskulinitet af ved åbenlyst at ignorere videnskaben og de bønfaldende røster fra dem, der ramtes af virussen. Dengang fik disse kynikere tilmed en bonus foræret gennem deres afstumpede adfærd: de kunne få slået fast med syvtommersøm, at de ikke var bøsser, for det var jo kun svanser og lignende svagpissere, der ramtes, ikke sandt?

Efter nogle år bankede virkeligheden dog på, men inden da var millioner døde, mens disse sølle magtmennesker med deres mindreværdskomplekser, deres fobier og alt for små nosser skaltede og valtede med folkets helbred og liv og død.

På en dag som i dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fantastisk Danmark lader til at komme igennem Corona-krisen. Sammenlignet med en lang række andre landet, er vi sluppet utroligt billigt. Og dog er medierne fulde af brok fra både højrefløjspolitikere og borgere, der med enestående egoisme har travlt med at mele deres egen kage.

Jeg får lyst til at at skrige dem alle op i hovedet, om de dog ikke for fanden kan holde kæft bare et øjeblik og anerkende, at der faktisk findes folk, der er klogere end dem og vigtigere behov at dække end deres trang til at drikke hjernen ud blandt en tusindtallig skare til en fodfoldkamp eller et spil klumpspil i den lokale Netto i jagten på den næste ledige kasse. Hvis I er så glade for at spille, hvad så med lidt medspil i stedet for modspil?

Sat på spidsen lyder spørgsmålet: Vil du virkelig give dine gamle forældre, dine bedsteforældre eller din ven med den kroniske sygdom i bytte for en fodboldkamp eller en koncert?

Samtidig breder den lille misundelse sig og vokser dag for dag: Hvis X må, hvorfor må jeg så ikke? Misundelsen fremføres ofte under dække af konspirations-tanker: Er nogen simpelthen ude på at ramme beboerne i bestemte områder eller visse brancher? Det er tanker, der får vinger, når myndighederne eller regeringen ind i mellem siger, at nu skal der justeres på retningslinjerne, eller at der måske var ting, de kunne have gjort bedre. En faktor som menneskelig fejlbarlighed i en situation, ingen har oplevet før, er ikke tilladt blandt de småtskårne, ego-centrerede individer.

I disse uger oplever regeringen enorm opbakning. Socialdemokratiets meningsmålinger er positive uden sidestykke i nyere historisk tid. Jeg gætter på, at det ikke kun handler om en anerkendelse af regeringens indsats, men at der nok så meget er tale om, at folk er dødtrætte af alt det brokkeri fra oppositionens side: Vi står faktisk med en kæmpesucces, som vi sammen har skabt. I den situation er brokkehoveder og lyseslukkere det sidste, vi gider høre på.

Jeg er et menneske med et lyst sind og en ukuelig positiv indstilling til livet, som ikke må forveksles med lalleglæde. Det er vigtigt at bevare sin kritiske sans. Men jeg orker simpelthen ikke flere brokkerøve, som knapt kan formulere to sammenhængende sætninger, men som alligevel påstår, at de kunne have gjort det bedre end hele landets medicinsk-videnskabelige beredskab og regeringen til sammen. Ligeledes er jeg træt af journalister, der ikke kan deltage i et corona-pressemøde uden straks at ringe land og rige (inklusive udlandet) rundt for til sidst jublende at ende op med den aldeles ukendte professor Sicko fra Northwest Worthington University of Prats, som mener noget andet end det, de netop har erfaret. SÅ kan historien bringes.

I årevis har visse politiker-grupperinger yndet at tale om “danskerne”, når de talte om deres eget slæng af racister. Corona-pandemien tilbyder os en kærkommen anledning til at vise dem, at de tog fejl: Dette lands befolkning er i bund og grund en samling empatiske, solidariske mennesker. Vi tænker ikke altid først på os selv, og vi har omtanke for folk, der er værre stillet end os. Dén grundlæggende værdi har reddet os igennem coronaens værste dage. Lad os holde fast i den. Den er guld værd.