Af Roger Courage
Lad os ikke afvikle det momentum vi lige nu oplever i 50 stater i USA og indtil videre 18 lande verden over, hvor den nødvendige samtale om racisme får kæmpe opbakning. Jeg er enig i flere af de kritiske kommentarer som BLM Danmark og måske i særdeleshed Bwalya Sørensen får i forhold til at varetage rollen som samlende og forenende imod brutaliteten mod de sorte i USA og ikke mindst mod den strukturelle diskrimination og racisme i Danmark. Når jeg nu nuancerer, så er det ikke et forsvar, for jeg er dybt uenig i måden Bwalya angriber rollen på, men det er alligevel vigtigt at vi 1) forstår hvor det kommer fra og 2) holder fokus på sagen.
Til første punkt: Jeg kan godt forstå Bwalyas intention når hun beder de sorte og brune mennesker gå forrest til demonstrationerne. Og hvis hun inkluderende og i øjenhøjde havde forklaret hendes motivation, så tror jeg fint det var blevet modtaget med klapsalver og opbakning.
For når det drejer som om sorte og brune mennesker i Danmark såvel som Europa, er vi underrepræsenterede på tværs af brancher, som politiske stemmer, i mediebilledet, stort set overalt. Således var eksempelvis jeg og Matthias Tesfaye, mig bekendt, de første borgere af afrikansk oprindelse til at blive valgt til Folketinget i 2015 i vores 150 år gamle demokrati. Og tilføjer vi diskriminationen og racismen mod disse mindretal og manglende handling på ovennævnte områder (Og her kan vi jo nævne Tesfaye igen), så har vi at gøre med 12-15 millioner mennesker som i et vist omfang mangler synlighed og repræsentation i Europa.
Derfor lancerede European Network Against Racism (ENAR) i Bruxelles også bogen synlig-usynlig minoritet samtidigt med at FN lancerede vores “årti for mennesker af afrikansk oprindelse.” *
HVIS, Bwalya som talsperson for BLM DK havde forklaret deltagerne til demonstrationen denne usynlighed, tror jeg publikum ville have klappet hende i mål og set det som naturligt, at de bakkede i solidaritet for at gøre deltagerne synlige.
Personligt ville jeg aldrig tage denne beslutning om opdeling til sådan et arrangement. Jeg hylder deltagerne, alle deltagerne, for deres vilje til at dukke op, og jeg anerkender at vi alle er forskellige. Jeg selv er afrodanskere med en sort ghanesisk far og en hvid dansk mor. Mine børn er lysere end jeg. Skulle min hustru og børn så blive tilbage mens jeg gik frem i front? Nej, selvfølgelig ikke. Mit valg ville have været, at vil skulle gå sammen i alle farver – men jeg håber ovenstående forklarer hvor Bwalyas intention kommer fra, og den har jeg sympati for.
Så har hun lavet kampråbet “Lock Tesfaye/Støjberg/Vermund up.” Igen er jeg dybt uenig i dette, men tillad mig igen at perspektivere.
Det sker, i en smilende og jokende fri stemning foran Christiansborg. Jeg stod der selv. Jeg råbte ikke med på lock them up – på nær ved Støjberg, fordi jeg her mener, at vi faktisk bør tage en reel debat om hvordan vi straffer ministre for lovbrud og ulovlig forskelsbehandling. At give en næse er en kæmpe hån mod befolkningen. Vi kan oprette en udemokratisk dobbelt strafzone i Gellerupparken når de kaster med flasker, men vi kan ikke gøre det på Christiansborg når ministre indgår ulovlige krige med tusindvis af civile drab til følge eller når ministre udsteder ulovlige instrukser?
Men igen er det at afspore sagen ved at overfokusere på kampråbet i stedet for på sagen helt i tråd med Martin Luther Kings ord: At den hvide moderate borger er mere hengiven til orden end retfærdighed; som foretrækker en negativ fred som er fraværet af spændinger end en positiv fred med retfærdighed; som konstant siger, jeg er enig i de mål du ønsker, men jeg er ikke enig i dine metoder for handling; som mener du skal bare vente, det skal nok komme af sig selv**…
Jeg synes det var et uhensigtsmæssig og dumt råb i denne samlende kontekst, men hendes råb er jo ubetydelige i realpolitisk kontekst, for sandheden er, at Bwalya INGEN formel magt har i Danmark – en marginaliseret græsrod, som jovist får stablet nogle demonstrationer på benene, men normativt, diskursivt, relationelt og fysisk har hun ingen magt – en sandhed, som politolog og filosof Hannah Arendts belyser har trange kår i en politisk kontekst***.
For det andet – vi er nødt til at holde fokus på bolden:
Og dette er ISÆR rettet til medierne, politikere og debattører i Danmark:
Der er 21.000 borgere i Danmark som dukkede op, på trods af corona-risiko fordi de dybt sympatiserer med sagen om at vi skride til handling over for USA og vi skal italesætte den strukturelle diskrimination og racisme i Danmark. Og at medierne afsporer deres solidaritet og ønsker på grund af tonen til en demonstration er på ingen måde formålstjenstligt. Demonstrationen ville ikke have været der, hvis ikke BLM DK havde arrangeret den.
At de så skal lære at operere mere professionelt er een ting, men mine børns ligeværd og fremtid i DK skal ikke forsinkes på grund af tonen.
Jeg fremlagde for første gang i de politiske partiers historie en hel national antiracistisk handleplan i Folketinget sidste år **** . Den tager en 360 graders blik på hvad vi kan gøre. Handling. Nu. Og det er så vigtigt at vi holder fokus på denne i den offentlige samtale. At vi fortsætter viljen til at handle inkluderende og empatisk. Jeg talte for BLM sagen til demonstrationen i København i forrige uge, og til demonstrationen i Århus i sidste uge. Og jeg mærker behovet for handling og håbet i deltagerne. Og jeg får henvendelser fra så mange andre som bakker op, men på grund af Covid19 eller andre årsager ikke har kunnet været med. Kære DKmedier, lyt til dem. Være med til at samle og skabe handling i stedet for splid og afsporing. Det er nu vi skaber forandring – det er nu den svære samtale om racisme skal fastholdes. Lige nu!
TAK.
Amandla!
Kilder:
** Martin Luther Kings citater og breve
*** En glimrende analyse og gennemgang af magtbegreberne findes i fagbogen “Medier og Magt – en introduktion” af Henrik Merkelsen.
**** Den antiracistiske handleplan
Min tale til Black Lives Matter Demonstrationen
Bongorama.dk 