Af Carsten Jensen, forfatter

I går var en mærkedag for mig. Den 12. marts sad jeg i lufthavnen i Los Angeles og ventede på mit fly til København. Universitetet, hvor jeg forelæste, havde lukket ned to dage før på grund af coronaen, men i Los Angeles´ gader fandt jeg intet tegn på, at USA var ved at forberede sig på en epidemi.

Dengang vidste vi så lidt om den pandemi, der ventede. Hvor ødelæggende ville den blive? Med hvilken hast og kraft ville virussen brede sig? Ville den få konsekvenser for vores eget liv?

Jeg gjorde mig nogle tanker, som jeg i den halvtomme lufthavn skrev ned og senere lagde ud på Facebook. Jeg forestillede mig, at de skandinaviske velfærdsdemokratier ville klare sig nogen lunde igennem, mens USA ville ende i en omfattende social kollaps.

Tre måneder senere er Danmark og Norge og Finland midt i en genåbning, mens det uforberedte USA stadig befinder sig i pandemiens jerngreb. Over 100.000 er døde. Efter fiasko for stort set alle forsøg på at inddæmme eller bare bremse virussen forsøger det hærgede land sig med en kaotisk genåbning, skønt smittetallet fortsat stiger i mange af USA´s delstater.

Arbejdsløsheden har nået astronomiske højder, der ikke er set siden 1930´ernes depression. Præsident Trump har endelig fået den mur, han altid drømte om, dog ikke langs grænsen til Mexico, men rundt om Det Hvide Hus, hvor han er belejret af oprørte demonstranter.

Jeg antog dengang fejlagtigt, at en virus ikke skelnede mellem mennesker. Coronaen var ikke racist og gjorde heller ikke forskel på sociale klasser, men ramte med demokratisk generøsitet såvel høj som lav uden hensyn til status eller hudfarve, tænkte jeg. Men virussen afslørede sig snart som et socialt og politisk røntgenapparat. Klasse- og raceskel blev endnu tydeligere end nogen sinde før. Tilhørte du en etnisk minoritet, er dine chancer for at dø af smitten langt større. Det har ikke noget med dine gener at gøre. Det har derimod alt at gøre med det sociale immunforsvar, der udgøres af formue, status og adgang til sundhedsfaciliteter. Coronaen samler ikke USA, men splitter landet værre end nogen sinde før.

Så kom det brutale politidrab på George Floyd, og ikke bare USA, men også lande som Frankrig og Storbritannien eksploderede i protester. Statuer af sydstatsgeneraler blev fjernet i USA, statuer af slavehandlere i Storbritannien væltet, Winston Churchill og Belgiens Kong Leopold II måtte se deres imposante mindesmærker skamferet. I Danmark gik 15.000 i demonstration. Black Lives Matter vækker universel genklang. En i forvejen presset befolkning har fået nok. Det er en protest mod racisme. Men det er også en protest mod social ulighed.

Hvordan vil eftertiden se på disse dramatiske måneder i foråret 2020? Er pandemien et forspil til en omfattende kollaps? Eller er den omvendt et forspil til en ny, håbefuld begyndelse?

I USA distancerer nuværende og tidligere forsvarsministre sig fra Donald Trump. Også generaler undsiger ham. De vil ikke lade sig misbruge til at blive sat ind mod befolkningen, sådan som en desperat præsident truer med. En racistisk politistyrke er på retræte, og det står mere og mere klart, hvem der er USA´s egentlige uromagere, ikke fredelige demonstranter, men det politi, som er hæmningsløs i sin voldanvendelse.

Sympatien er ikke længere på politiets side. I Minneapolis og Seattle er borgere begyndt at beskytte deres egne bydele. De tager ikke loven i deres egen hånd. De gør derimod hensigten med loven, som er at forsvare borgerne mod overgreb, til virkelighed.

Det var også i går, tre måneder efter min hjemkomst fra USA, at jeg modtog en e-mail fra en af mine studerende, Andrea, en tidligere marinesoldat, som var en af de mest engagerede i klassen. Jeg så altid frem til de essays, hun skrev som reaktion på undervisningen, tænksomme og personlige. Men som de øvrige studerende var hun, der selv kom fra en fattig baggrund, dybt desillusioneret, når det kom til den amerikanske drøm. Derfor er Andreas e-mail, skrevet midt i den værste krise for hendes land, sådan en glædelig overraskelse for mig.

I stedet for at hengive sig til dystre undergangsfantasier er hun fuld af håb. De sidste ugers protester har fået hende til at gentænke sine privilegier som hvid kvinde, skriver hun. “Der har været tidspunkter, hvor jeg har overvejet helt at forlade USA, men på andre tidspunkter tænker jeg, at jeg og andre er nødt til at handle for at forandre dette nedbrudte system. Vi har nu en chance for at arbejde for en mere retfærdig fremtid. Tingene så kun ud til at gå fra ondt til værre, men nu er der pludselig en mulighed for forandring.”

2019 blev døbt protesternes år. Alle forudsagde, at pandemien ville tvinge os på tilbagetog ind i en trist, indadvendt holdning. Pandemi og nederlagsstemning syntes at gå hånd i hånd. Nu går det den modsatte vej. Måske vil 2020 ikke blive husket som pandemiens år, men som et nyt globalt forår, ikke åndenødens år, men håbets.

Læs opslaget fra 13. marts 2020
“Afsked med den verden, vi kender”.