Af Sønne Kristoffersen

Arne Herløvs seneste bog er blevet anmeldt i Politiken.

Det er hverken en god eller dårlig anmeldelse, lunken må vist være ordet, og selvom det selvfølgelig står anmeldere frit for at anmelde, som de lyster, synes jeg dog, at anmeldelsen selv fortjener at blive anmeldt eller i det mindste kommenteret:

Personligt er Klinte én af de bedste danske bøger, jeg har nået at læse i år, og på trods af, jeg ligesom Politiken-anmelderen er dansklærer (cand.mag), endda med forkærlighed for ekspressionisme, ser jeg ingenlunde nogen problemer med Arnes projekt, tværtimod – ja, det er en mærkelig størrelse, hans bog, collage-roman er måske den bedst dækkende genrebetegnelse, og den er rigtig nok hverken eller – hverken roman, historie eller litteraturhistorie – men både og, som de bedste værker ofte er det. Jeg glædede mig over ved læsningen at blive taget håndfast ved hånden og ført ind i 1920’ernes tumultariske virkelighed, komme tættere på forfattere, jeg elsker og beundrer, også når nærheden gør ondt – især det tættere bekendtskab med William Waagner gjorde ondt, for han er en digter, jeg længe har elsket – både for hans digte og hans vildskab – men jeg må jo så også med smerte erkende sandheden, at Waagner som menneske var en skidt karl, hvor ondt det end måtte gøre.
Jeg kunne vælge at fornægte sandheden, som Politiken-anmelderen gør, men jeg ved dog også, at om nogen er Arne forfatternes bibliotekar, han har brugt oceaner af tid i Rigsarkivet bl.a., gennemtrawlet alle relevante dokumenter, så selv en professor i dansk burde spærre øjnene op. Bogen er et supplement til litteraturhistorien, det er sandt, men den er også rigtig meget andet end det. Først og fremmest er den en nydelse at læse fra start til slut, ikke mindst fordi Arne har ladet sig farve af tidens ekspressionistiske vitalitet, og formen på bogen er en følge af denne farvning.

Jeg vil anbefale bogen, som får topkarakter i MIN indre skole.