Af Carsten Jensen

Det var en sejrherre, der i går kunne holde grundlovstalen som statsminister. For et år siden kom Mette Frederiksen til magten i spidsen for en socialdemokratisk mindretalsregering. Partierne til venstre var sammen med De Radikale gået voldsomt frem, men hendes eget parti var igen stagneret. Hun lignede ikke en vinder, men snarere en skakspiller med få manøvremuligheder.

I dag er det Mette Frederiksens vilje til at centralisere magten omkring sig, medierne fokuserer på. Den borgerlige opposition fremstår som en flok kroniske selvskadere, oppositionen til venstre som lamslået og følgagtig. Hverken højre eller venstre ved i dag, hvem de selv er. Ved Mette Frederiksen det?

Mette Frederiksen er en eminent taktiker. Magt står i centrum for hendes opmærksomhed. Men ved hun også, hvad hun vil med magten, andet end at beholde den og bestandig øge den?

Den socialdemokratiske taktik før valget fokuserede på de ældre arbejdervælgere i provinsen, der var deserteret til Dansk Folkeparti. De skulle vindes tilbage gennem en udlændingepolitik, der i menneskeforagt sagtens kunne konkurrere med populisterne. Så opdagede hun få uger før valget, at landets unge stod på gaderne som del af en global klimabevægelse, der råbte til os, at planeten var truet. I sidste øjeblik råbte hun sammen med dem.

Med det såkaldte forståelsespapirs ambitiøse mål for en reduktion på 70 % af CO2-udslippet frem til 2030 satte Folketingets store flertal med undtagelse af de inderligt ligegyldige virkelighedsfornægtere i Liberal Alliance og Nye Borgerlige Danmark på verdenskortet som global rollemodel i klimakampen.

Så kom pandemien, og Mette Frederiksen blev med rette et nationalt samlingspunkt. På en gang sikker og sårbar, på samme tid indlevet og beslutsom manøvrerede hun i det vanskelige farvand mellem eksperternes råd og hensynet til borgerne. Socialdemokraterne generobrede en plads i dansk politik, som vi troede tabt for altid.

Der blev appelleret til vores omtanke og omsorg for hinanden. Som befolkning viste vi, hvor parate til forandring vi er. Nu kommer næste skridt, som handler om omsorgen for vores børn og deres børn og deres børn igen. Den løbske globale opvarmning er en større trussel mod vores efterkommeres liv, end pandemien nogen sinde kan blive. Vi står ved porten til fremtiden, og hvis vi vil, kan vi enten holde den åben eller lukke den for altid.

Klimapolitikken er en håndfæstning, vi giver til vores efterkommere, en højtidelig ed, vi aflægger med hånden på deres fødselsattester, et løfte om ikke at svigte. Vi flytter foden fra speederen til bremsen, før et samfund, der ikke kender til andet end acceleration, støder frontalt ind i muren.

Erhvervslivets problemer, der nu pludselig ifølge politikerne skal fylde hele vores horisont, er bagateller i forhold til den fare, der truer os. Vil vi have en fremtid? Spørgsmålet lyder absurd, og det er absurd, fordi svaret er så indlysende. Ikke desto mindre styres vi lige nu af en Mette Frederiksen, der, når spørgsmålet stilles, kniber læberne sammen.

Vi kan erkende vores ansvar for de kommende generationer, eller vi kan give afkald på ansvaret. Valget er Mette Frederiksens, og det er nu eller aldrig. Timeglasset er ikke ved at løbe ud. Det er allerede smadret.

Åbn munden, Mette, gå helhjertet ind for den klimaplan, der sikrede dig valgsejren. Brug din opbakning. Vis, at du er bedre end dine forgængere. Kun sådan opfylder du din drøm og forbliver det samlingspunkt for Danmark, du så gerne vil være.

Ellers vil fremtidens generationer ende med at fælde den dom, at du ikke var ambitiøs nok, men blot ophavskvinde til taktiske delsejre, der i retrospektiv fremstår som betydningsløse midt i vort største nederlag.

Jo flere stemmer, du får ved kommende valg, desto hårdere vil dommen lyde, hvis du i disse afgørende år forpasser vores sidste chance.