Af Carsten Jensen

Jeg kan ikke trække vejret! Det var George Floyds sidste ord, før han blev kvalt under vægten af en tungt knælende betjent, der havde anbragt sit knæ på hans luftrør.

Det er de sidste ord i munden på de hundredtusinder, der disse måneder dør under corona-virussens angreb på deres lunger.

Og er det ikke også de ord, der undslipper mange af os i disse dage, når vi ser, hvad der sker i USA? Vi kan ikke få vejret. Afsky, vantro, skræk, griber os om struben og klemmer til. Det Amerika, vi troede, vi kendte, kollapser for øjnene af os.

Racismen har hele tiden været der. Drab på uskyldige, massefængslinger, et racistisk politikorps, tilbagevendende optøjer, hvor hele bydele står i flammer. Otte år med Obama som præsident ændrede ingenting. Racismen er en institution i USA, og hvordan rykker man en institution op med rode?

Obamas regeringsperiode repræsenterer ikke andet end den gode viljes nederlag. Sundhedsreformen var halvhjertet, det samme gjaldt klimapolitikken, der kom alt for sent i gang, evighedskrigene rundt om i verden fortsatte. Jeg tænkte dengang, at de statslige institutioner var ureformerbare, alt for tunge at flytte rundt på, selv for den gode viljes noble repræsentant. Alle de håb, Obama, havde vakt, endte i business as usual.

Da Donald Trump blev valgt, var der ingen ende på latteren. Manden var en monumental nar, der ville gøre en hel generation af satirikere arbejdsløse. Men var han også en livsfarlig nar? De samme statslige institutioner, der havde forhindret Obama i at blive sin nations store reformator, ville også forhindre Trump i at begå fatale dumheder. Han var en præsident i lænker. Et talstærkt embedsmandskorps, love, forordninger og regler ville sætte grænsen for hans magtudfoldelse. Sådan tænkte de fleste.

Der skete det modsatte. Trump brød ikke bare omkostningsfrit alle love, regler og forordninger, der skulle garantere demokratiets kontinuitet. Han udrensede også statsapparatet for de embedsmænd og eksperter, der kunne tænkes at stå i vejen for ham. Og vi blev med at le af manden, vi fejlagtigt antog for idiot.

Processen minder slående om Hitlers vej til magten, som den er beskrevet i den tyske journalist Sebastian Haffners erindringsbog En tyskers historie. Haffner er værd at citere, når han beskriver, hvordan Hitlers modstandere “klamrede sig til de træk af dilettantisme og amatørisme, der i begyndelsen unægteligt klæbede til den nazistiske statskunst. De beviste dagligt over for sig selv og andre, at alt dette umuligt kunne vare ved længe endnu, de indtog en holdning af fornøjet skråsikkerhed, de skånede sig selv for synet af det djævelske ved kun at se det barnlige; at de i virkeligheden var fuldkommen afmægtige og udleverede, skjulte de for sig selv ved at anlægge en overlegent-iagttagende attitude.”

Da Trump mandag aften efter med vold at have fået ryddet gaderne omkring Det Hvide Hus for fredelige demonstranter, besøger en lokal kirke med biblen i hånden, forstummer latteren omsider.

Nu kan enhver se, at det amerikanske demokrati er under afvikling. Landet står i flammer, mens militærhelikoptere svirrer gennem luften. Væbnede højremilitser udstiller deres våben. Over tusind mennesker dør hver dag i en pandemi, som især rammer sorte, og som for længst kunne have været bremset, hvis det ikke var, fordi en uansvarlig præsident i alt for lang tid var pandemifornægter.

Det bliver ikke fascisme, Trump indfører, for han sværger ikke til nogen isme. Det bliver et kaos til gavn for de rige, de stærke, de skruppelløse, de voldelige og løgnagtige, amerikanerne kommer til leve under. Ikke en totalitær stat, men et gangsterregime.

Hvem skal redde USA? Skyggemanden, Joe Biden, der nærmer sig de 80, og hvis hyppige absencer bærer præg af begyndende senilitet? Et demokratisk parti, der ingen planer har for USA´s fremtid, andet end selv at komme til magten?

Eller skal verdens mægtigste nation reddes af manden og kvinden på gaden, hvide og sorte blandt hinanden, der sætter livet på spil, ikke blot fordi politiet skyder, men også fordi corona-virussen trives i store, ubeskyttede forsamlinger?

Der er et håb. At Joe Biden udnævner en kvindelig vicepræsident, og dagen efter sejren trækker sig tilbage.

Lyder det sandsynligt?

Jeg kan ikke trække vejret.