Spørg bare Lizette

Af Carsten Jensen

Corona-krisen fortsætter uden for Danmarks beskyttede grænser. Antallet af smittede er over seks millioner på verdensplan med næsten 400.000 døde, mere end en fjerdedel af dem i USA alene.

Men mennesker er ikke de eneste, der dør i stort tal i USA. Svin gør også. Og det er ikke, fordi de bliver slagtet og ender på de sultnes tallerkner. Det er, fordi de ikke blive slagtet og ikke ender på nogens tallerkner.

Coronavirussen har bredt sig med eksplosiv kraft blandt Amerikas slagteriabejdere. Slagterier har været tvunget til at arbejde for nedsat kraft. Der er også problemer med distributionen. Amerikanske slagterier har med andre ord både en produktions- og afsætningskrise med hundredtusinder af svin, de hverken kan få slagtet eller solgt. Svinene er ikke bare overflødige, men noget endnu værre i en kapitalistisk markedsøkonomi: De er urentable.

Så hvad gør en ordentlig svineproducent, der tænker på sit årsregnskab?

I Iowa, hvor en fjerdedel af alle amerikanske svin produceres har Iowa Select Farm fundet en effektiv, prisbillig måde at skaffe sig af med de urentable dyr. I lukkede svinestalde pumpes skoldhed damp ind gennem ventilationssystemet, og tusinder af forsvarsløse dyr omkommer i en timelang, smertefuld dødskamp.

Sådan fungerer markedsøkonomien, når den er værst, og det er den ofte. Men jeg kan heller ikke lade være med at se svinefarmene i Iowa som et symbol på den globale opvarmning, hvor stigende temperaturer gør planeten ubeboelig.

Nu kan både du og jeg allerede høre klimaminister Dan Jørgensens bekymrede stemme. Nej, han er ikke klimaminister i Iowa, men hvis han var, ville han, når jeg brugte den slags drastiske sammenligninger, tale om arbejdspladser, der ikke måtte nedlægges. Han ville tale om det trængte erhvervsliv. Han ville sige, at nu må vi hellere ikke blive for ivrige, når det gælder den grønne omstilling.

Og så lyder der pludselig en anden stemme, som siger, at det her kan bare ikke blive ved med at gå. Vi skal ikke forvandle planeten til en svinestald i Iowa, hvor vi alle sammen bliver skoldet ihjel.

Det sidste siger Lizette Risgaard ikke. Men det er det, hun mener. Forkvinden for Fagbevægelsens Hovedorganisation siger alt det, der er blevet tabu under den nuværende regering. Vi skal flyve mindre, mener hun. Vi skal have afgifter på CO2. “Den grønne omstilling kommer til at koste noget for os alle sammen… De, der vil blive ved med at svine, skal betale for det.”

Risgaard er også helt nøgtern, når det kommer til tabet af arbejdspladser. Selvfølgelig vil den grønne omstilling koste arbejdspladser. Men den vil også skabe nye. Og så skal udhulingen af dagpengesystemet stoppes. Klimapolitik og social retfærdighed er Lizette Risgaards to nøglebegreber. I hendes øjne er der ingen modsætning imellem dem. Tværtimod.

Det har i de senere år været socialdemokratisk dogmatik, at partiets kernevælgere, ufaglærte ældre arbejdere fra provinsen, alle sammen sidder fast i populismens dogmer. Er de ikke klimabenægtere, hvis horisont kun rækker til stegt flæsk med persillesovs, så er de i hvert fald tæt på. Lizette Risgaard ved, at det nedladende syn på arbejderklassen, som trives på Christiansborg er rent sludder. Klimapolitik står også på arbejdernes dagsorden.

Mette Frederiksen førte os med sikker hånd igennem corona-krisen. Når det kommer til klimakrisen, er hendes hånd ikke nær så sikker. Så har vi til gengæld Lizette Risgaard. Med et folkeligt alibi, som slår enhver populist af banen, kan hun i spidsen for fagbevægelsen blive den, der viser vejen frem.

Nej, kære socialdemokrater, der er ikke noget elitært over at snakke klima. Spørg bare Lizette.