Af Peter Wivel på Facebook

Min kone, Henriette Harris, søgte i fjor på vegne af Snublestensgruppen i Danmark Odense Kommune om tilladelse til at lægge en snublesten for Axel Mogens Metz, der omkom i den tyske koncentrationslejr Theresienstadt under besættelsen af Danmark. På Henriettes Facebook-side kan du læse om sagens forløb. Herunder kommenterer jeg selv kommunens forbehold over for snublesten i det offentlige fortov.

Odense Kommune har spændt ben for sig selv, hvis landets tredjestørste by vil gøre det muligt for borgerne at mindes ofrene for nazismen og den tyske besættelse af Danmark – og dermed bidrage til oplysning og samfundsdebat om dette afgørende emne i danmarkshistorien.

Benspændet kom, da et flertal i kommunens By- og Kulturudvalg 12. maj gav tilladelse til nedsættelse af snublesten i kommunen. Tilladelsen hvilede dog på to betingelser:

For det første skulle nuværende grundejere og beboere ud for det offentlige fortov, snublestenen skulle nedlægges i, give ikke blot deres samtykke, men regelret tilladelse. For det andet kunne senere grundejere bede om at få stenen fjernet.

Kun ét medlem af udvalget, Søren Freiesleben fra Enhedslisten, stemte nej til disse to betingelser.

Begge betingelser er uacceptable for kunstneren Gunter Demnig, der har skabt stenene og foreløbig lagt 80.000 af dem ned i fortove i Europa. Demnig bestemmer selv, om han vil lægge sine små sten med inskriptioner på ned i fortovet.

På Gunter Demnigs hjemmeside for snublesten står der under punktet Ansøgning, at ”ansøgere først skal søge den pågældende kommunes eller bys borgmester eller byråd om tilladelse til nedlæggelse af snublesten i det offentlige rum”.

Senere under dette punkt læser vi følgende: ”I nogle kommuner bliver beboerne i huse, foran hvilke snublestenene nedlægges, informeret. Det er ganske vist ikke tvingende nødvendigt, da fortovet tilhører byen, men det kan bidrage til at undgå stridigheder”.

Det er svært at forestille sig, at de embedsmænd, der har haft til opgave at forberede mødet i Odenses By- og Kulturudvalg har orienteret udvalget om den betingelse, Gunter Demnig, her opstiller for, at det overhovedet kan komme på tale at nedsætte en snublesten. Teksten kan læses både på tysk og engelsk.

Hvis udvalget havde vidst, hvad det gjorde, inden det traf sin beslutning, har Odense-politikerne nemlig formelt og for god ordens skyld ganske vist sagt ja til snublesten, men derpå fuldt bevidst gjort dets realisering umulig. De søforklaringer, de nu giver Fyens Stiftstidende, tyder på, at de ikke kendte forbeholdet.

Det fremhæves bl.a. af partiet Venstres udvalgsmedlem Claus Houdens udtalelse, at ”for os handler det om at beskytte privatlivet for folk, der måske ikke synes, det er så behageligt pludselig at få et mindesmærke lige foran døren”. Den slags kan man sige uden at ulejlige storhjernen.

Ud over, at beslutningen er instinktløs, så kan man imidlertid også diskutere Venstre-parolen ud fra en demokratisk synsvinkel.
Det offentlige rum i Danmark er offentligt ejet, offentligt tilgængeligt og i det hele taget offentligt i den forstand, at borgerne i dette offentlige rum frit kan gøre sig bekendt med, hvad de måtte se og høre, og gøre det til genstand for offentlig debat.

Det offentlige rum er også et forum for vores debat om samfundets indretning og forbedring. Det er her, tingene bevæger sig.

I det offentlige rum bringer vi vigtige indskrifter på murene, vi mindes berømte bysbørn, i Odense f.eks. H.C. Andersen, vi beundrer bestemte bygningers pragt og udsmykning, f.eks. Sonnes berømte frise på Thorvaldsens Museum i København. Vi bruger det offentlige rum til demonstrationer og taler – eller i det hele taget til at sætte snublesten for mennesker, der blev ofre for nazismen.

I det offenlige rum kan vi møde det gode, vi strides om, fordi der ikke er et fælles gode for alle, og det onde, vi næsten alle for enhver pris vil hindre i at gentage sig.

Det er indlysende, at en bys politikere, altså borgernes folkevalgte repræsentanter, kan stryge mindesmærker. Men det er på ingen måde indlysende, at tilfældige grundejere skal kunne fjerne mindesmærker på et offentligt fortov og dermed individuelt og egenrådigt lemlæste den offentlige debat og ytringsfrihed, vi ellers værner så nidkært om.

Odense består af store strøg med ejendomme til mange familier, og af villaveje, hvor enkelte grundejere bor. Det er mest sandsynligt, at det vil være i sidstnævnte kvarterer, at trangen til at fjerne de små mindesmærker for deporterede, myrdede og henrettede vil være størst, og at det er grundejere som disse, Venstre er bekymrede for.

Er det rimeligt, at mere velstående bysbørn skal nægte mindre velstående bysbørn den oplevelse, det er at møde og læse en snublesten? Har corona-krisen ikke lært os, at vi borgere når ikke så lidt længere med samvirke end ved egoisme?

Og hvad forstår Houden egentlig ved ”ikke så behageligt” i forbindelse med snublesten? Det ville man gerne vide mere om. Skal mindesmærker være behagelige? I så fald kan vi stryge Mindelunden i Hellerup og dens henrettelsespæle. Bliver vi klogere af det?

Og endelig: Kan en lille, messingforgyldt snublesten med navn og årstal på et offentligt fortov være mere ubehagelig, end det crap, vi på alle døgnets timer og inden for vores hjems fire vægge, lader vores privatliv oversvømme af på sociale medier og diverse radio- og tv-kanaler?

Så er vi mere sarte, end jeg havde forestillet mig.