ER LAGKAGEHUSET FRELSENS HÆR?

Af Carsten Jensen

Hvis en embedsmand i skatteministeriet er særligt dygtig, får han et tilbud, han ikke kan modstå fra et privat revisionsfirma. Han har to store fordele, når han skifter fra det offentlige til det private: Han kender ikke bare lovgivningen som sin egen bukselomme, men også sine kollegaer i skatteministeriet, deres tankegang, rutiner og svagheder. Han kan med andre udmanøvrere dem, og derfor kan han blive et stort aktiv for sin nye arbejdsgiver.

Inden for journalistik gør noget lignende sig gældende. Store firmaer har PR-afdelinger, hvor højt betalte, såkaldte kommunikationsrådgivere, ofte med journalistisk ballast og erfaring, fabrikerer solskinshistorier om deres arbejdsgivere. Det er ikke primitiv propaganda, men velskrevne artikler med gode, trykkeklare indfaldsvinkler. Og trykt bliver de ofte, uden de store ændringer, i en økonomisk trængt presse med faldende oplagstal og færre og færre medarbejdere.

Så hvad sker der, hvis et stort firma får dårlig omtale?

Tag nu sagen om Lagkagehuset. I en velresearchet artikel påviser to journalister fra TV 2 Nyheder, Emil Ellesøe Ditzel og Niels Lykke Møller, hvordan det samme Lagkagehus, der søger om hjælp under coronakrisen, har skattely i Luxemburg og på kanaløen Jersey. Lagkagehuset er opdelt i forskellige selskaber, der gensidigt låner hinanden penge til skyhøje renter. Renteudgiften skaber et underskud, og derfor slipper Lagkagehuset for at betale skat i 2018. Kunderne reagerer på afsløringen med forargelse og boykotter i stort tal Lagkagehuset.

Jeg skriver også om sagen her på min Facebook-side, og da min revisor hændervridende kan bevidne, at jeg ikke er regnskabskyndig, lægger jeg linket til TV 2 Nyheder ud, så alle kan se, hvor jeg har mine oplysninger fra.

Lagkagehusets PR-folk går i offensiven. Lagkagehuset har underskud, fordi de har så store lønomkostninger, hævder de. Det er deres velgørenhed over for medarbejderne, der skaber underskud, ikke skattely i udlandet. Man må forstå, at Lagkagehuset er bagerbranchens svar på Frelsens hær, Læger uden Grænser og Amnesty International på én gang, en idealistisk NGO, der ofrer alt for at skaffe arbejde og brød til den danske befolkning.

DRs Detektor køber Lagkagehusets historie om bagerbranchens stakkels lille Rødhætte, der bliver spist af journalistikkens store, stygge ulv. Hvor er det synd for Rødhætte, siger de. Vi må gøre noget. Sandheden om de uretfærdigt forfulgte lagkage-idealister må frem.

Men gå i krig med kollegaerne på TV 2 gør Detektor ikke. Kollegaernes research er jo i orden, og de har en tung institution i ryggen. Lad os hellere finde et eller andet nemt offer på Facebook, vi kan hænge ud.

Jeg får en henvendelse fra Detektor, hvor jeg i formanende toner får at vide, at jeg ikke har læst side 11 i Lagkagehusets årsregnskab fra 2018. Nej, det har jeg ikke. Men det har journalisterne fra TV 2, og de har korrekt vurderet, at udgifterne til løn er irrelevante, eftersom det ikke er dem, der har skabt Lagkagehusets underskud. Det er i stedet de skyhøje, og i lyset af tidens lave renteniveau, absurde renter, Lagkagehuset betaler for lån, de har optaget hos et af deres egne selskaber. Det er sagens kerne, og den taler ikke bare Lagkagehuset, men også Detektor uden om.

Jeg vælger ikke at svare på Detektors henvendelse, da jeg mærker hensigten og allerede har fremlagt kilderne til min kommentar i linket til TV 2. Detektor lægger forudsigeligt deres egen vinkel i munden på en juraprofessor, der ikke har lyst til at rode sig ud i alt det ømtålelige stof med skattely, så han kan i overskrifter bekræfte, at jeg taler rent sludder. Men i så fald er også TV 2-journalisternes grundige research rent sludder.

Jeg bruger ordet “mystisk” om Lagkagehusets årsregnskab, men det er sandelig ironisk. Lagkagehusets manipulationer er fuldt lovlige, og det er det, der gør sagen både sørgelig og forargelig. Men når Lagkagehuset ansøger om støtte fra staten under coronakrisen, ja, så tillader jeg mig at bruge ordene umoralsk og usselt, for det er det, det er.

Så jeg giver ikke hånden til undskyldning til hverken Detektor eller Lagkagehuset. Jeg giver dem derimod gerne en anden del af min personlige anatomi.

Og det er fingeren.

%d bloggers like this: