Mit hjerte hamrede afsted hele dagen, som om jeg hele tiden var til eksamen

Af Thomas Søie Hansen

Det er en særlig dag i dag. Det skyldes ikke alene, at det allerede fra tidlig morgen har været en smuk og varm dag.


For præcis et år siden blev Europa-Parlamentsvalget skudt igang. For mig var det kulminationen på et godt to år langt, strategisk arbejdstræk frem imod denne dag.


Når man er vant til at arbejde med nyheder og deadlines døgnet rundt, kræver den slags arbejde noget helt, helt andet. Politik er langt, sejt træk, hvis man vil flytte noget. Politik er marathon, ikke en sprint.


Det var fantastisk lærerigt og et privilegium at sætte, justere og fastholde kursen sammen med Ann-Sophie Lemvigh, Nicolai Bech Kofoed og senere hele det Radikale Venstre Landsforbund, sekretariatet på Christiansborg, kandidatfeltet og selvfølgelig spidskandidaten Morten Helveg Petersen.


Arbejdsmæssigt har jeg aldrig været så spændt som den 26. maj 2019. Mit hjerte hamrede afsted hele dagen, som om jeg hele tiden var til eksamen. De fleste husker nok fornemmelsen. Jeg kikkede på mit ur konstant. Gennemsvedte t-shirts som var hele dagen en fysisk udladning.


Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne på nettet for at vinde de sidste tvivlere over og for i det hele taget at trække folk i valglokalerne. Jeg ved ikke om det hjalp, men hold kæft hvor jeg krigede og dirigerede på Facebook.


Da kl. var 20.00, kunne vi ikke gøre mere. Kun vente. Den første exit poll så godt ud. Der var en klar fremgang fra sidste valg. Men det var svært at tro på.


Først da den sidste stemme var talt op timer senere og de to streger sat under: 10,1 pct. og 2 mandater, kom forløsningen. Roen og skuldrene sænkede sig.


Det bedste EP-resultat nogensinde for partiet, før første gang ikke et men to mandater. Ud over Morten vandt også Karen Melchior et sæde i Europa-Parlamentet. Helt fantastisk.
Det var det bedste valgresultat for partiet siden Hilmar Baunsgaards FT-valg i 1971.


Og der var gratis øl.


Sikke en dag.