Lou Rawls var benådet med en af alletiders fedeste barytonstemmer

Af Lars Kjær

Han var egentlig opgivet som død før han ankom til hospitalet, men efter 5 dage i koma vågnede han uden hukommelse. Den skulle først vende gradvist tilbage måneder senere.

Minder vendte tilbage om en opvækst hos sin bedstemor i lejekasernerne på Chicagos berygtede South Side, men også musikken og sangen og hans jævnaldrende kammerater Sam Cooke og Curtis Mayfield. Cooke sang han kortvarigt sammen med i gospel gruppen – ja, jeg ved det godt, igen kirkesang – The Teenage Kings Of Harmony og han erstattede ham i The Highway QC’s efter at Cooke var gået med The Soul Stirrers og hoppet på vejen mod stjernestatus. Han synger forøvrigt også ukrediteret med på Cookes store hit ‘Bring It On Home To Me’ fra 1962

Og det var Cooke han turnerede med som del af The Pilgrim Travelers, da bilen kørte galt og næsten tog livet af den 25 år gamle Louis Allen Rawls.

Hans vej til stjernestatus skulle dog blive noget længere og mere kringlet end Sam Cookes – eller Curtis Mayfields, for den sags skyld.

Lou var benådet med en af alletiders fedeste barytonstemmer. Han kunne have sunget telefonbogen og have fået de små hår til at rejse sig. En stemme der lød som et stykke sandpapir godt indsmurt i honning – eller som den også er blevet beskrevet: ‘Mørk som mahogni, dyb som den virvlende flod’.

Og at han blev en stjerne viser statistikkerne: Over 70 album udgivet med flere end 40 millioner solgte eksemplarer – heraf 1 platinalbum og 5 guldalbum – 3 Grammyer for bedste mandlige r&b sanger, 13 nomineringer, flere nummer et hits – og Gud hjælpe mig sange til Garfield tegneserien!

Han var også skuespiller med en lang række mindre roller i tv-serier lige fra ‘Mannix’ til ‘Bay Watch’ og så var han først og fremmest live entertainer. Det var på scenen han trak vejret allerdybest og der han virkelig viste sit format, hvorfor han til pladeindspilninger altid foretrak at synge live til bandet, fuldstændig som en Frank Sinatra, der hyldede Lou med denne udtalelse: ‘The classiest singing and silkiest chops in the singing game.’ Han var i sine optrædender kendt for at holde monologer der ledte op til sange, en ting han havde udviklet gennem mange års turneren på ‘the chitlin circuit’s’ små røgfyldte, proppede og meget støjende natklubber. Alt var støjende undtagen underholdningen, som han sagde, så for at etablere kontakt til publikum, begyndte han at fortælle historier der ville fange folks opmærksomhed, som optakt til selve sangen.

Og Lou var svær at proppe ned i en kasse – eller jo, men på den stod der bare ‘sanger’ – for gennem sin karriere gik han fra gospel, over, blues og jazz til r&b, pop og easy listening. Selv sagde han: ‘Musikken kender ingen grænser, så hvorfor skulle jeg begrænse mig selv?’

Debuten på Capitol var straight up jazz i selskab med pianisten Les McCanns trio, men det var hans live album fra 1966, der gav ham den første guld plade.

På trods af det pæne salg var Capitol lige på nippet til at droppe ham, da han manglede ‘hittet’. 5 lp’er inde i kontrakten var det stadig udeblevet, men med den legendariske producer David Axelrod lykkedes det. Og det skete, da han slog ind på r&b-vejen. ‘Love Is A Hurtin’ Thing’ er første single – og hans første nummer et – fra albummet ‘Soulin’.

Men de store hits kom først år senere, efter afstikkere til andre pladeselskaber, som et enkelt album på Bell Records netop som en vis Clive Davis overtog det og omdøbte mærket til Arista.

Nej, paradoksalt nok skulle manden fra Chicago, bosat i mange år i Los Angeles blive en af de store eksponenter for the sound of Philadelphia.

Han kom i kontakt med Kenny Gamle og Leon Huff gennem The O’Jays, som Rawls havde turneret med tilbage i tiden og da producer og sangkriverparret havde produceret jazzsangerinden Nancy Wilson i 60’erne. Gamble og Huff havde læst på lektien og studeret Rawls tidligere arbejde og hans stemmes spændvidde, så sangene var perfekt skræddersyet til lige nøjagtigt ham, hvilket også høres af overskuddet og den synlige glæde på Philly-indspilningerne.

‘You’ll Never Find Another Love Like Mine’ blev Rawls anden nummer et og trak albummet ‘All Things In Time’ over en million solgte eksemplarer. Lou Rawls fandt aldrig ud af om sangen var skrevet på personlige erfaringer, men kunne blot konstatere, at Kenneth Gamble på det tidspunkt gennemgik en skilsmisse fra sangerinden Dee Dee Sharp.

Sangen blev naturligvis indspillet live i studiet til orkestret, hvor man kan trække energi af hinanden.

Det blev til flere Philly-hits frem til sidst i firserne, hvor han sidste gang var på hitlisten.

Men selv uden flere hits, så forsatte hans karriere ufortrødent – live, naturligvis.

Lou Rawls døde af kræft i 2006, 72 år gammel.