BILL LASWELL: AGAINST EMPIRE

Af Lars Movin

Der var en lang periode fra sådan cirka 1980 og adskillige år frem, hvor bassisten, komponisten, produceren og projektmageren Bill Laswell (f. 1955) var en rød tråd igennem rigtig mange af mine musikalske interesser. Debutalbummet “Baselines” (1983) er stadig en topfavorit. Projektgruppen Material VAR bare lyden af den mere dansante del af New York-avantgarden. Samarbejdet med William S. Burroughs omkring albummet “Seven Souls” (1989) er noget af det mest vellykkede, der kan opstøves inden for Spoken Word-kategorien. Den støjende free jazz-gruppe Last Exit havde i mine ører mere brutal energi og nerve end noget heavy rock-band. Trioen Massacre med guitaristen Fred Frith og trommeslageren Fred Maher … oh la la! Laswells fortolkning af Miles Davis på remix-albummet “Panthalassa” (1998) … jamen, jamen! Plus selvfølgelig hans altid bundsolide groove som bassist. Hans musikalske nysgerrighed, der førte ham ud i alle kroge af tonernes verden. Hans ekstreme produktivitet som både musiker og producer, der kan høres på – bogstavelig talt – hundredvis af pladeudgivelser. Og så videre – og tro mig, jeg har kun nævnt en brøkdel af denne musikalske blækspruttes absurd mange aktiviteter. Så kom der nogle år, hvor jeg kun fulgte halvt eller kvart med, fordi der jo også sker så meget andet, og fordi mængden af udgivelser ganske enkelt var for overvældende.

Sådan var det indtil for ikke så mange år siden, hvor der pludselig blev atypisk stille omkring Bill Laswell. Man undrede sig … indtil Laswell selv i et interview fortalte, at han havde været igennem en svær periode med sygdom (angiveligt en slags meningitis). Heldigvis kom han igennem det, og sidste år kunne vi i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival opleve ham i Den Sorte Diamant som gæst hos den danske gruppe Kalaha. Det var ikke den mest fantastiske konstellation nogensinde, men der var mange gode momenter, og først og fremmest var det naturligvis dejligt at se Laswell på scenen igen. Og nu har Laswell så udsendt albummet “Against Empire”, der er et opmuntrende vidnesbyrd om en kunstner på vej tilbage mod fordums storhed. Albummet består af fire langstrakte musikalske landskaber, båret boblende frem af Laswells spændstigt ulmende bas – hvis man skulle give et forsigtigt fingerpeg om, hvor vi er henne rent stilistisk, ville det nok ikke være helt forkert at tænke på den elektriske Miles Davis et eller andet sted omkring “In a Silent Way” (1969), men naturligvis med en mere moderne lyd. Og besætningen borger i dén grad også for kvaliteten – foruden kapelmesteren selv kan høres: saxofonisten Pharoah Sanders (gennemgående stemme), Herbie Hancock, Peter Apfelbaum, Jerry Marotta, Chad Smith, Hideo Yamaki, Satoyasu Shomura og Adam Rudolph.

På alle tænkelige måder: Velkommen tilbage, Bill Laswell!