Af Jens Sølund

Jørn Elniff*, der opnåede at blive valgt til “Årets Jazzmusiker 1961”, var en på alle måder dynamisk person. Han startede med trommerne allerede som fire-årig, han gik på konservatoriet, han blev som helt ung professionel og spillede op gennem 50’erne mest med Ib Glindemanns orkester.

Han var en strålende begavelse, og snart kom han til at spille med de bedste danske musikere og mange af de store amerikanere, der gæstede Jazzhus Montmarte. Bud Powell, Stan Getz, Oscar Pettiford, Lockjaw Davis, Stuff Smith o.s.v. o.s.v.

Desværre havde han det ikke nemt med helbredet. Han blev misbruger. I perioder var han meget ustabil, og det gik ned ad bakke for ham. Han dukkede flere gange op i Jazzrestaurant Vingaarden og sad ind. Det var altid en oplevelse at spille med ham. Han gav et enormt spark til orkesteret, selv om det nu ikke var Papa Bues stil.

Men han var blevet sølle og nærmest krybende – hvilket han absolut ikke var tidligere – og da han bad mig om at låne penge til en øl og en taxa hjem til Tåstrup, fik han selvfølgelig en øl, og jeg tilbød at køre ham hjem.

Da vi kom til Tåstrup, spurgte han, om jeg ikke ville med ind og have en kop kaffe som tak for ulejligheden. Han havde helt åbenlyst brug for at snakke.

Det var et meget trist besøg. Lejligheden var stort set ribbet for alt bortset fra en seng og nogle gamle træ-ølkasser til bord og stole. Alt var solgt for at skaffe kontanter. Efter et besøg i køkkenet undskyldte han, at der ikke var mere kaffe eller te. Om jeg ikke ville have en kop varmt vand i stedet… Men vi fik en god snak. Jørn var en både vidende og spændende person.

Ovre i hjørnet af den ene vindueskarm fik jeg øje på en jernskulptur af en bassist med kontrabas. Den var s’gu interessant – ikke mindst for en bassist. Da jeg spurgte ham om, hvor den stammede fra, sagde han, at det var en pris, han havde vundet som trommeslager, og at den ville han under ingen omstændigheder skille sig af med. Jeg sagde, at han aldrig bare måtte skille sig af med den for et par bajere, når han var helt på spanden.

“Så ringer du til mig”..

“Ja, men den vil jeg aldrig af med, Det er skulptur, som Robert Jacobsen har lavet”…

Efter en times tid kørte jeg hjem til Amager, og jeg var lige kommet ind ad døren, da telefonen ringede.

“Hej. Jens”. Jeg har tænkt lidt over det, og jeg har akut brug for penge. Jeg kan ikke engang få kredit i kiosken længere. Kom og hent skulpturen”,

“Den har jeg ikke råd til, Jørn.”

“Hvor meget har du?”

“Jeg har kun knap 400 kroner i kontanter.”

“Det er OK, men så skal du komme med det samme…”

Sørgeligt, at han måtte sælge sit klenodie på den måde, men jeg må trøste mig med, at den nok var blevet solgt næste dag for en slik…

Senere så jeg i en bog om Robert Jacobsen i Paris et billede af nogle mindre skulpturer, han havde lavet til sin datter under betegnelsen “Legetøj”. Bassistskulpturen minder da en del om “legetøjet”, som på kunstauktioner er blevet solgt for mellem 80- og 120.000 pr. stk….

Det gør nu ingen forskel for mig, om bassisten er lavet af Robert Jacobsen eller ej. Den bliver ikke solgt….

Men en trist skæbne for en stor trommeslager, der kun blev 53 år.

*Der findes i skrivende stund kun et tysk Wikipedia opslag.