Skip Mahoaney & The Casuals var særligt kendte i hvad man kalder The DMV

Af Lars Kjær

USA er et kæmpe land og ligesom vi har lokale musik scener herhjemme, så har man det sandelig også i De Forenede Stater.

Enhver soulfan er velbekendt med Philly Soul, Chicago stepper scenen, Minneapolis funk, og Washington D.C.’s go-go scene – for at nævne nogle få – ligesom vi nok ved at Memphis og Detroit var særlige smeltedigler for hvad der udkom på henholdsvis Stax og Motown.

Skip Mahoaney & The Casuals var særligt kendte i hvad man kalder The DMV – hovedstadsområdet omkring Washington D.C., Maryland og Virginia – hvor de igennem årtier var elskede, lokale soulhelte med en særdeles loyal gruppe af fans.

Trådene går tilbage til Harrison Hoaney, som fik kælenavnet Skip Mahoaney fra filmfiguren Slip Mahoney, der var med i en serie film som udspillede sig i et lignende usselt område plaget af social nød og kriminalitet, som det Harrison voksede op i, og så naturligvis på grund af sammenfaldet med hans rigtige efternavn.

Tilbage i 1965 går historien at Skip og en flok venner blev smidt ud fra en fest og i stedet forsamledes under en gadelampe. Fra en forbipasserende bil lød tonerne af Billy Stewart’s ‘I Do Love You’, hvilket ansporede 17-årige Skip til at synge a capella og derved afsløre en fabelagtig falset, som han på et øjeblik kunne droppe ned i sin vanlige baryton. De andre var så målløse, at de fluks måtte istemme.

Fødslen af The Casuals var således ganske smertefri, selvom det hele var ved at gå i vasken, da Skip Mahoaney blev indkaldt til hæren. Efter nogle måneder med stroppeture og benhård eksercits, blev han nu smidt hjem igen grundet platfodethed.

Gruppen kunne nu koncentrere sig om pladeindspilninger og om at skrive sange, hvilket primært blev varetaget af Skip, som skrev teksterne, og den delvist blinde multi-instrumentalist James Purdie, der skrev melodierne.

Deres første store sang var nu ellers inspireret af gruppens roadie Sonny Jones. Han var en for det meste ret tvær mand, der på et tidspunkt konstant beklagede sig over en kærestes ‘funny moods’. ‘Your Funny Moods’ blev til et singleudslip i 1973 med en meget beskeden topplacering som nummer 113 på den nationale Billboard liste, mens b-siden, ‘I Need Your Love’, blev et stort lokalt hit i Washington og Baltimore grundet solid støtte fra de lokale radioer.

Netop det der med de regionale forskelle, understreges af at gruppens debut lp solgte over 100.000 eksemplarer i deres hjemstavn, mens man dårligt kunne forære den bort noget som helst andetsteds – Krediteringen ‘Skip Mahoaney & The Casuals’ fik for øvrigt tre af medlemmerne til at smække med døren i vrede over at han blev fremhævet, men Skip fik dem hurtigt erstattet med nye.

Det blev til et album mere, ‘Land Of Love’, hvor titlen jo nærmest fortæller det hele. Dette er sovekammersoul stærkt inspireret af de stort orkestrerede Philly soul plader, men et af numrene, ‘Wherever You Go’, er blevet noget af en klassisker i Boston-området, hvor den populære radiovært Arthur Rempton i over 10 år afsluttede sit søndags radioprogram, ‘For Lovers Only’, med netop det nummer. (Tjek endelig liveoptagelsen jeg linker til her med pink suits og synkrondans).

Men national – for slet ikke at tale om international succes – udeblev for gruppen. Deres lod blev lokale triumfer, hårdt benarbejde og evindelig turnering på The Chitlin Circuit, (de steder sorte kunne optræde), i området omkring Washington og Baltimore, indtil synthezisere holdt deres indtog sidst i 70’erne og hvor koncerter blev erstattet med diskoteker og klubber, hvor gruppen så gik i opløsning.

Skip Mohoaney arbejdede i en årrække som lærer på en teknisk skole, indtil han stille og roligt atter kom ind i musikken og gruppen gendannedes først i 90’erne. I 1999 udsendtes pladen ‘Now, Then’, indeholdende det mindre hit ‘Janice’, et nummer Skip oprindelig havde indspillet som solokunstner for Salsoul Records i 1980 – produceret af hans makker James Purdie.

For en måneds tid siden blev det så meddelt, at Skip Mahoaney var gået bort.

Hvil i fred.