Af Carsten Jensen

Det er første maj i dag, en første maj uden optog i gaderne, bannere og røde faner. Corona-virussen har gjort, hvad en diktator kun kan drømme om og forbudt folkets vilje. Folkets vilje har ganske vist i forvejen fundet andre kanaler, sådan som det også skal være i et demokrati, fra stemmeboks til offentlige debatter, organisationer og foreninger, der kun sjældent finder anledning til at demonstrere.

1. maj i Fælledparken er for længst forvandlet til en øl-festival, hvor bunden af flasken har erstattet socialismen som folkets endemål, og de tomme plæner rammer nok Carlsbergs aktionærer hårdere, end de rammer demokratiet.

ILO, International Labour Organisation forudsiger ifølge BBC, at den økonomiske krise, som virussen har udløst, kan ende med at gøre halvanden milliard mennesker arbejdsløse. De fordømte her på jorden, er ikke længere sultens slavehær, men smittens.

Stærke kræfter i erhvervslivet mener, at det ikke er virussen, der er problemet, men nedlukningen. Vi skulle aldrig have lukket ned, så kunne vi i solidarisk fællesskab lide af åndedrætsbesvær og eventuelt udånde midt i en blomstrende økonomi, og det er da bedre, end det modsatte, ikke sandt, at være sund og rask og arbejdsløs?

En ting kan vi være nogen lunde sikker på. Den halvanden milliard, som ILO bekymret taler om, har hverken arbejdsløsheds- eller sygesikring eller fagforeninger til at kæmpe for deres rettigheder. De er ikke sultens slavehær, men nøjsomhedens og retsløshedens slavehær, som må leve fra hånden til munden, og når hånden bliver ledig, bliver munden også tom.

Nej, disse elendige lever ikke i noget politisk diktatur. De lever blot under ubarmhjertige arbejdsgiveres diktatur. Verdens grundvold sig forrykker, står der i Internationales kampsang “Rejs jer, Fordømte her på Jorden”, der også indeholder det smukke løfte om revolutionen, der skal bringe oprejsning: “Fra Intet da I bliver Alt.” Fra intet I bliver endnu mindre, er perspektivet i den økonomiske krise, der nu rammer, ikke os, men verdens fattige, som stadig, som for 150 år siden, lever underkastet fattigdommens grundlov: Du skal arbejde dobbelt så hårdt som alle andre for ikke miste det lidt, du har.

Vi kan tage så godt som hvert eneste af arbejdersangens løfter og se, at de nu 150 år senere aldrig er blevet indfriet, heller ikke i de lande, der kalder sig kommunistiske. Hvor er den folkeret, der synges om? Hvornår blev de tyveknægte knust, der stjæler frugten af andres arbejde, denne bande, som ved vores slid og plage til en mægtig rigdom kom? Færre og færre ejer mere og mere, en grotesk, menneskeforagtende rigdom hober sig op i hænderne på nogle få. Verdens otte rigeste mennesker ejede i 2018 lige så meget som halvdelen af menneskeheden til sammen.

Arbejdere, i stad og på landet, hvornår blev verden nogen sinde jeres, hvornår blev dovne snyltere forbandet jaget fra den rige jord, hvor blev massemytteriet af i de hære, der stadig indkaldes til blodige krige, hvor er de soldater, der sagde nej til helteæren og skød krigens general?

Internationale er ikke nogen museums-sang. Hver eneste linje i den er så aktuel som nogen sinde, blot vi et øjeblik flytter blikket væk fra vores egen verdensdel. Corona-virussen har desuden en marxistists blik for sociale forskelle. Den rammer hårdest på dem, der befinder sig i samfundets bund og blandt etniske minoriteter, simpelthen fordi de i forvejen er uden sociale sikkerhedsnet.

Det gælder også afviste asylansøgere herhjemme, der lever sammenstuvede under fængselslignende forhold på steder som Kærshovedgaard og Ellebæk, eller uregistrerede, hjemløse migranter, der ikke end ikke tør melde sig med symptomer på corona, fordi de ved, at der, når lægen er færdig med dem, venter en udvisning.

Der er mere grund end nogen sinde til den 1. maj at synge med på Rejs jer, Fordømte her på Jorden.