De stridbare danskere

Af René Karpantschof

Arbejdernes allerførste internationale 1.-Maj dag blev afholdt i 1890. I København var flere end 2.000 soldater og betjente klar til indsats – for det var forbudt at demonstrere i gaderne!

Uddrag fra bogen ”De stridbare danskere”:

Torsdag den 1. maj 1890 bekendtgjorde Social-Demokraten, at ”i dag finder den første store verdenssammenkomst sted”. Det var jo ikke bare en dansk begivenhed. Det var den internationale arbejderbevægelses fælles aktion, og kampen skulle ikke stoppe, ”før det kapitalistiske system er knust”, lovede socialistavisen. Mere jordnært ønskede man ”brød til de arbejdsløse, beskyttelse for de arbejdendes sundhed og tid til at udvikle os som mennesker”. Men hvordan ville det gå den 1. maj? Ville tilstrækkeligt mange dukke op? Ville det brede sig nok til at bevise proletariatets internationalisme? Eller blev det hele en fiasko, som bare skulle glemmes igen?

Ordensmagten vidste heller ikke rigtigt. Da de københavnske 1. maj-arrangører i marts søgte om demonstrationstilladelse, svarede byens politidirektør, at det ”ikke kan afgøres allerede nu”. Også i provinsen ansøgte socialistarrangører det lokale politi, der adspurgte politidirektøren i København, som den 12. april forhørte sig hos Berlins politipræsident – ”i fortrolighed”, for Berlin var hovedstad i det Prøjsen, som gik for at være Danmarks fjende. Måtte de tyske arbejdere demonstrere, eller hvordan? ”Nicht zu gestatten”, tillades ikke, skrev den prøjsiske von Richthofen den 16. april tilbage til de danske kolleger. Københavns politi lagde sig fast på, at der kunne afholdes møder, men ikke tillades optog i hovedstaden, og den besked gik videre til købstædernes politi, som svarede deres lokale socialister, at marcher var forbudt! Den 1. maj stod militærets dragoner, artilleri og fodfolk så klar til at assistere politiet rundtom i landet.

Københavns politi fordelte 335 ordensbetjente og det beredne politi – nærmest hele byens politistyrke – i poster ved bl.a. Amagerport, på Østerbrogade, på Sankt Hans Torv og ud for arbejderbevægelsens forsamlingsbygning i Rømersgade. Dertil var to gendarmeriafdelinger kaldt til hovedstaden med 101 mand plus officerer. Endelig meddelte Københavns kommandant til politiet, at han af relevant mandskab rådede over 1.920 infanterister (heraf 1.500 rekrutter), 185 gardehusarer og 200 livgardister samt alle flådens folk og, hvis dagen gik helt galt, tre feltartilleriafdelinger. På Amager forberedte man forsvaret af hærens skydeskole og geværfabrik i fald ”en større folkehob måtte nærme sig”, og også Tøjhuset med sit våbenlager bag Christiansborg blev ekstra bevogtet. Politiledelsen var dog fornuftig nok til ikke at postere opsigtsvækkende styrker alle vegne, for at det ikke i sig selv skulle give anledning til opløb.

Der var altså magt bag, da Københavns politi udtrykkeligt bekendtgjorde, at ”det forbydes at drage gennem gaderne” på 1. majdagen. Det havde det Revolutionære Socialistiske Arbejderparti ikke tænkt sig at finde sig i. Partiet var lige blevet dannet i protest mod Socialdemokratiets tilnærmelser til det borgerlige Venstre. Da de Revolutionære den 1. maj 1890 mødtes på Kongens Nytorv, var det Danmarkshistoriens første protestmarch af socialister til venstre for Socialdemokratiet. ”Kan vi ved vores demonstration vise, vi er en magt, da vil de organiserede arbejdere få større tillid til sig selv … og vores modstandere mere respekt”, skrev de Revolutionære i deres blad, Arbejderen. Men da de nåede ud på Nørrebro, blev der hverken brug for artilleri eller livgarden, for politiet kunne uden besvær opløse det overskuelige optog i Korsgade. Kun et par hundreder havde sluttet sig til revolutionens fortrop. Stort set alle byens socialistiske arbejdere var taget til Nørre Fælled, hvor socialdemokraterne pænt overholdt politiforbuddet mod at demonstrere i gaderne.

Kl. 15.30 var 50.000 samlet ifølge arrangørerne, en politiobservatør mente det halve. 1.000 fremmødte B & W-arbejdere så stort på værftsledelsens forbud mod at tage fri. Fagforeningslederen maler Jensen besteg først talerstolen. Han slog fast, at arbejdernes fritid, viden og politiske formåen hang sammen. ”Vi må også skaffe os kundskaber, dersom vi vil tænke på at få nogen indflydelse på tingene. Men kundskaber kan vi kun få tid til at erhverve os, når arbejdstiden forkortes”. Herefter talte partiformand Knudsen for ligeløn til kvinder og en ugentlig hviledag for alle. Han opfordrede også til at ”afkaste klasseherredømmet” og svor ikke at tabe det endelige mål af sigte: ”Leve socialismen!”

Om aftenen samledes man i arbejdernes hus i Rømersgade og andre steder, hvor politispioner opsnappede de rødes sanghefter. ”Snart dages det brødre, det lysner i øst, til arbejdet fremad i kor! / Man håner den fattiges eneste trøst: Vor ret til at leve på jord. / Man deler vor frihed, beskærer vort brød. / Til arbejdet, liv eller død!” sang de forsamlede, indtil det faretruende sidste vers: ”Det knager i samfundets fuger og bånd / lad falde, hvad ikke kan stå!” Da natten atter indhyllede hovedstaden, kunne betjente og soldater dog lægge stave og geværer fra sig uden at have gjort brug af dem.

På nogenlunde samme måde, blot med færre deltagere, var dagen forløbet i Ålborg, Randers, Horsens, Århus, Odense, Næstved, Roskilde, Slagelse og Helsingør. Danmarks første socialistiske 1. maj var overstået i god ro og orden.

Også i Norge, Sverige, England, Tyskland, Østrig, Ungarn, Frankrig, Italien, Spanien osv. havde hundredtusinder været på gaden. Selvsamme 1. maj 1890 sad Friedrich Engels i London og skrev forordet til 4. udgave af Det kommunistiske manifest. Lettet over dagens udfald afsluttede han med: ”I dag er virkelig proletarerne i alle lande forenet. Havde Marx blot endnu stået ved min side, så kunne han have set dette med egne øjne!”

Køb bogen her.