ORD OM YAHYA HASSAN

Af Carsten Jensen

Yahya Hassan var i sit alt for korte liv en enestående figur i dansk litteratur og samfundsdebat. Vild, øm, rå, brutal, både inspirationskilde for mange og menneskeforbruger. Hans indre var som et brølende flammehav. Det kunne være gået så mange veje med ham, men han endte i selvdestruktionen, vold, narko, bandekrig, fængsel, psykose. Først og sidst var han sig selv, som digter, som politisk stemme, som skarpsindig analytisk begavelse med en forbløffende viden.
Alle ville bruge og misbruge ham, men han vogtede over sin integritet og forblev en uforudseelig, uafhængig stemme, med unikke indsigter, ikke kun i et ghettoiseret indvandrerliv, brutale faderskikkelser og klaustrofobisk familieliv, men også i alle de tumultagtige dilemmaer, der følger med at være hjerteskærende ung, på samme tid marginaliseret og ombejlet.
Han undveg alle, både de, der ville misbruge ham, og de, der ville ham det godt. Han var ensom som kun de største, mest anarkistiske begavelser kan være det. Han nåede at give så meget, og han kunne have givet uendeligt meget mere, men livet gav ham ikke lov. Et menneskes indre er som et helt bibliotek fyldt med uerstattelige bøger, og når det menneske dør, er det som at se et bibliotek brænde ned. Det er sådan, jeg har det ved meddelelsen om Yahya Hassans død. Du var uerstattelig, Yahya.