Berlingske handler mere om at politisere end at oplyse

Af Peer Aagaard

En kritisk presse er essentiel for et demokratisk samfund. På den anden side befinder vi os for tiden i en kritisk situation, hvor det ville være rart, hvis pressen fokuserede på saglig journalistisk og på meget klare udmeldinger fremfor at søge at grave grøfter for enhver pris.

I dagevis har det irriteret mig, at det virker som om, Berlingske konstant leder med lys og lygte efter personer i ind- og udland, som er villige til at så tvivl om den smitte-bekæmpelses-strategi, som de danske myndigheder følger, og som åbenlyst virker.

Det forekommer vigtigere for avisen at betragte Corona som et politisk spørgsmål end et videnskabeligt anliggende, og da den nuværende regering ikke behager avisens ledelse, angriber man konstant de officielle udmeldinger.

Ikke overraskende efterlades avisens læsere derfor som et stort spørgsmålstegn og vel og mærke et irriteret et af slagsen. Det er ikke en ønskelig situation i en tid, der handler om solidaritet og om at stå sammen.

I dette øjeblik – natten til onsdag – dominerer to store overskrifter avisens internet-forside. Den ene handler om, at den flok-immunitet, som Kåre Mølbak flere gange har omtalt som ønskværdig, er et livsfarligt mål at stræbe efter. “Vi vil få sygdom og død – og intet opnå”, hedder det blandt andet.

Den anden historie, som tilmed er skrevet af samme journalist, citerer svenske Aftonbladet for, at der nu ser ud til at være opnået flokimmunitet i Stockholm, og at smittespredningen derfor forventes at være under kontrol i den svenske hovedstad i midten af maj.

En tredje af Berlingskes historier bærer overskriften “Eksperter frygter disse tre vaccine-scenarier: Ingen af dem er gode”. Artiklen har tydeligvis til formål at skabe mismod og frygt ud fra det faktum, man har kendt i snart hundrede år: visse vira muterer muterer med stor hast, så den vaccine der virker det ene år, ikke er særlig effektiv det næste.

Der går en tydelig trend gennem avisens spalter, som mere handler om at politisere end at oplyse. Den foreløbige pris i den henseende tager en kronik af Mads Brügger, som Berlingske bragte forleden. Her forudså skribenten demokratiets og ytringsfrihedens snarlige afskaffelse med Mette Frederiksen som bødlen. “Fascismen er her allerede, men den venter lidt endnu, før den træder helt i karakter. Eller som man siger det i computerspillets verden: Den er ved at spawne”.

Brüggers kronik lagde sig i slipstrømmen af lignende kommentarer fra blandt andet en afdanket, fladpandet olding, som ynder at kalde sig erhvervsmand i mangel af bedre titler. Jeg taler naturligvis om Asger Aamund, som i sit indlæg mente, at “Danmark på fire uger er gået fra demokrati til DDR.”

Berlingskes overordnede rationale står efterhånden lysende klart: I modsætning til resten af befolkningen er borgerlige personer besjælet af en ganske særlig personlig frihedstrang, som må respekteres, koste hvad det vil. Resten af Danmark er derimod nogle ræverøde sataner, som ligefrem stræber efter at lever under diktaturets åg, og som derfor gladeligt retter ind efter regeringens henstillinger.

Således har avisen med sit forsimplede verdenssyn trukket fronterne op. Således ser den situationen: som en af de sædvanlige politiske stridigheder mellem rød og blå og dermed et oplagt mål for spin, manipulationer og fordrejninger.

Sagen er bare, at sådan er virkeligheden ikke. Første lektion i medicinsk forskning handler om, at det er uhyre lidt, man kan udtale sig om med hundrede procents sikkerhed. Derfor fremlægges forskningsresultater af høj kvalitet altid med et væld af forbehold og en omhyggelig afvejning af alle de faktorer (bias), som kan rokke ved forskningens udkomme.

Samtidig er medicinsk forskning en organisk størrelse, hvis mål og resultater ændrer sig i takt med, at vi opnår ny viden. Derfor får du aldrig en seriøs videnskabsmand til at sige, at faren ved en pandemi som COVID-19 er drevet over den tolvte september kl 14:45, selv om det tydeligvis er den form for svar, store dele af det borgerlige Danmark kræver i øjeblikket. Forskerne kan i bedste fald kun tale om tendenser og om, hvordan det ser ud for øjeblikket, og deres resultater vil altid være baseret på de data, der foreligger her og nu. De udtaler sig velvidende, at vi i morgen måske har andre data, som peger i en anden retning og prøver at få simple hjerner som Berlingskes redaktørers til at forstå det.

Med COVID-19 betræder vi et territorium, som kun er delvist kendt. I modsætning til mere almindelige infektionssygdomme har vi ikke en virksom vaccine mod den, og vi befinder os stadig i en læringsproces, hvad angår spredningsmønstre og hastigheden, hvormed sygdommen spredes.

Det er ikke det samme som, at vi er på gyngende grund eller bar bund i bekæmpelsen af sygdommen. Dødbringende epidemier har før ramt vores klode. De har givet os en mængde redskaber, som vi ved kan benyttes i en sådan situation. Det er et udtryk for rettidig omhu at tage en række af disse redskaber i brug lige nu, velvidende at nogle af dem måske virker; andre gør det måske ikke. Man gør det naturligvis ud fra et forsigtighedsprincip: det vil være en dødssynd at undlade at træffe foranstaltninger, som måske kan redde tusinder af menneskers liv.

Evidensbaseret medicinsk forskning og bekæmpelsen af nye sygdomme kræver et nuanceret verdenssyn og en omstillingsparathed hos såvel forskerne som i befolkningen. Det er med andre ord svært stof, som ikke kan proppes ind i kasser, som enten er sorte eller hvide. Og det er slet, slet ikke stof, hvor politiske holdninger og refleks-reaktioner er relevante.

Det er altså ikke underligt, at mange politikere og såkaldte meningsdannere føler sig impotente for tiden. De føler, at de pinedød skal have en holdning til COVID-19 og måden, danske myndigheder søger at bekæmpe den på. Og hvis man er borgerlig, ligger det lige til højrebenet at så tvivl om den gældende strategi, alene fordi man er i opposition til regeringen på stort set alle andre områder.

Det er ikke en prisværdig opførsel. Det er snarere et udtryk for en primitivitet eller ligefrem dumhed, der er dybt kontra-produktiv i forhold til vores fælles mål om at få bugt med den alvorlige epidemi.

Det er fint og relevant at stille kritiske spørgsmål i denne tid. Bevidst grøftegraveri og kolportering af konspirationsteorier er det ikke. I den henseende lever Berlingske og flere andre medier ikke op til deres forbandede forpligtelse som samfundsoplysende organer. Selv under disse alvorlige forhold er click-bait og sensations-journalistik åbenbart vigtigere end det højere formål at agere som seriøse formidlere af viden.