Af Lars Kjær

Det var ikke engang rigtigt en film – filmkritikerlegenden Roger Ebert gav den 1½ stjerne – det var mere en lang musikvideo, som gav sig ud for at være en film, endskønt redigeringen aldrig rigtig gav seeren lov til at nyde et helt musiknummer, eller bare det der lignede, i modsætning til Saturday Night Fever – der havde haft premiere et halvt år tidligere og hvor folk ofte dansede med til filmens sange i biografernes mellemgange.

Saturday Night Fevers succes var netop nøglen til dette sammenkogte designerprodukt, endda i en sådan grad, at fra at skulle hedde blot ‘Discotheque’, så blev titlen til ‘Thank God It’s Friday’ – altså weekendens anden festdag – fik du den…

På papiret så alt godt ud: Vi følger en række gæster og folk omkring et diskotek i Los Angeles, centreret omkring stedets dansekonkurrence og en håbefuld sangerinde, der filmen igennem forsøger at få disc jockeyen til at spille hendes nummer, og da det endelig lykkes, bliver hun en sensation.

Tilsat en lang række af tidens lovende, unge skuespillernavne – og en række af de bedste disconumre fra pladeselskaberne Motown og Casablanca, der var medproducenter på filmen – var det vel bare at få rystet den cocktail og servere den i diskotekets bar…

Men instruktøren var ny, Robert Klane, der kun har instrueret en film mere, nemlig Weekend med Bernie 2.

Blandt skuespillerne finder man Jeff Goldblum i en sleazy rolle – fra dengang han stadig havde en slående lighed med Eddie – som diskotekets ejer, Debra Winger i sin første større filmrolle, (hun spillede sjovt nok overfor ‘Saturday Night Fever’s John Travolte i ‘Urban Cowboy’ nogle år senere), Valerie Landsburg, som alle senere kom til at føle med i rollen som Doris Schwartz i tv-serien ‘Fame’ og skuespiller og sanger Terri Nunn, som vi vender tilbage til.

Nå ja, så var der jo også Casablanca Records store stjerne, Donna Summer, i sin spillefilmsdebut i rollen som sangerinden Nicole Sims, der gør alt hvad hun kan for at få dj’en til at spille sin sang, mens han er mere optaget af at få bandet The Commodores instrumenter frem, så de kan spille ‘Too Hot To Trot’ live.

Nok havde Donna spillet Europa tyndt som musicaloptrædende – det var trods alt i Østrig hun fik efternavnet Summer, da hun giftede sig med en lokal skuespiller – og nok havde hun spillet en sangerinde i en tysk tv-krimi, men stort skuespil leverer hun altså ikke.

Men sangen hun kæmper sådan for at få spillet, er faktisk skyld i at ‘Thank God It’s Friday’ er hvad filmkritikeren Leonard Maltin kalder den dårligste film der nogensinde har vundet en Oscar. Den modtog ‘The Last Dance’ nemlig, udover en Golden Globe, et par Grammyer og en top-placering som nummer 3 på Billboards Hot 100.

Rygtet vil vide, at sangens komponist Paul Jabara, spærrede Summer inde på et toilet, for at han kunne synge den for hende. Hvad der virkede mest overbevisende, melder historien nu ikke moget om, men efter at Summers faste samarbejdspartner, Giorgio Moroder, blev koblet på som producer med Bob Esty og Jabara, er resten jo, som man siger, historie.

Forøvrigt. Husker du jeg nævnte Terri Nunn længere oppe? Hende kender du udmærket godt. Hun sang nemlig for i gruppen Berlin, som havde giganthittet ‘Take My Breath Away’ fra Tom Cruise filmen ‘Top Gun’.

Og ved du du hvad, den havde musik af og var produceret af Giorgio Moroder – Og den vandt også både en Oscar og en Golden Globe.

Nå men, Thank God It’s Friday… Lidt endnu i alle fald.