Den journalistiske frihed er væk

Af Flemming Chr. Nielsen

Det følgende er kun for nogenlunde jævnaldrende, der trofast læste Jyllands-Posten fra først i 1970erne og til sidst i 1990erne, for jeg får tit stukket i næsen (senest via Messenger i aften), at jeg har skiftet politisk holdning fra dengang og til i dag.

Næsten alle andre end gamle JP-læsere kan jo være ligeglade med, hvad jeg har ment og mener, men lad mig alligevel forklare hine enkelte, hvordan den misforståelse kan opstå.

Jeg var afsindigt anti-marxistisk (lidt storsnudet udtrykt kom det sig af, at jeg som meget ung havde tyret Karl Popper: “The Open Society and Its Enemies”). Antimarxist ville jeg også have været i dag, hvis der fandtes en så totalitær marxisme som dengang, og desværre troede jeg indtil Murens fald på, at folk, der også før den begivenhed kaldte sig liberale, fortsat ville opfatte enhver totalitarisme som Fandens værk.

Det gjorde de ikke. Da de ikke længere kunne pleje deres påstående liberale holdninger i forhold til Sovjetunionen, mistede alt for mange af dem deres fernis af frisind og gav sig i stedet til at snerre over flygtninge, fattigfolk og andre outsidere eller enspændere i vort samfund. Jeg var dybt uenig med dem og mente og mener, at de kun luftede og lufter deres frisind på samme måde som en mand, der går aftentur med sin skødehund.

Alligevel kunne jeg uantastet skrive den eneste anti-racistiske leder, der har stået i JP. Men året efter – i 1993 – fik JP en ny chefredaktør, der fyrede mig som lederskribent. I stedet blev jeg af vores søndagsredaktør ansat til at skrive i søndagsavisen, og det passede mig fint. At chefredaktøren så flere gange beordrede mig hjem fra reportagerejser rundt om i verden, tog jeg mig ikke af, for jeg havde altid søndagsredaktørens opbakning (hvor lagde han dog ryg til mange klager over mig fra chefredaktør Jørgen Ejbøl). Derfor og fordi jeg havde gode kolleger og en fortrinlig hyre og sågar i en periode var tillidsmand, holdt jeg ud, indtil jeg sagde op i 1999.

Selvfølgelig har jeg også i alle de år af og til skrevet åndssvagheder i JP. Skulle en gammel avis dukke op i en kartoffelkælder og én sætte sig til at læse for hoverende at kunne vifte mig om næsen med mine dumheder, så tilstår jeg gerne. Skamfuldt rødmende kan enhver journalist og meningsproducent jo kigge efter i sin egen produktion, om ikke han eller hun lige som mig nu og da har ophøjet politiske ugerningsmænd til helte og hånet redelighed som naivisme og været tavs, når humanisme blev nedgjort.

Naturligvis har vi det. Vi – og jeg – var jo funktionærer og kunne ikke altid stå og slås for et synspunkt eller en reportage-vinkel. Hverken på en “ytringsfrihedsavis” eller i et supermarked er det anbefalelsesværdigt altid at modsige chefen. Alt for tit makker alt for mange derfor ret.

Men jeg er mig ikke på nogen måde bevidst, at jeg har ændret holdning. I dag har jeg min fulde frihed til at skrive og sige, hvad pokker der passer mig. På JP havde jeg indtil 1993 ca. 95 % af min ytringsfrihed. Derefter NUL %.