Af Pelle Dragsted

Er der egentlig nogen tilbage der tror på kapitalismen? Altså sådan rigtig ægte kapitalisme, hvor man lader falder hvad ikke kan stå?

Det lyder måske polemisk, men det er oprigtig ment.

Siden finanskrisen har både den europæiske og amerikanske centralbank holdt aktiekurserne kunstigt oppe ved at trykke penge og købe værdipapirer for ufattelige summer. Hver gang de har forsøgt at stoppe opkøbsprogrammerne, har aktiekurserne taget et voldsomt dyk, og de har måttet genoptage opkøbene i endnu større omfang.

Og i de seneste måneder er de skruet op på et hidtil uset niveau. Den amerikanske centralbank køber virksomhedsobligationer op for – hold nu fast – en million dollars i sekundet!

Opkøbsprogramerne har været gode for aktionærerne, fordi det har holdt kurserne kunstigt oppe. Men det har bare meget lidt med kapitalisme at gøre.

Kapitalismens fordele skulle, ifølge dens tilhængere, være at markedskræfterne hele tiden sikrer at de dygtigste og mest innovative virksomheder består, mens de ineffektive forgår.

Men den mekanisme er i de seneste år sat ud af kraft. Det så vi da bankerne blev reddet fra kollaps under finanskrisen. Og det har vi set i årene efter, hvor meget lave renter og centralbankernes opkøbsprogrammer har holdt liv i såkaldte zombie-virksomheder, som uden centralbankernes kunstige åndedræt for længst var gået ned.

Det vi praktiserer i verden lige nu kan altså dårligt kaldes for kapitalisme i ordets egentlige forstand. Det er en slags kapitalisme på kontant statslig finansieret dope.

Så spørgsmålene rejser sig: Er der nogen rigtige kapitalisme-forkæmpere derude, der faktisk tror på rigtig kapitalisme, og mener at centralbankerns opkøbsprogrammer skal stoppes, eller at vi ikke igen skal redde bankerne hvis de kommer i vanskeligheder under den økonomiske krise der venter forude.

Og i modsat fald – hvis der er enighed om at vi er endt med en økonomi, der er afhængig af permanent statslig støtte – bør vi så ikke diskutere om vi ønsker at holde et økonomisk og finansielt system, der fordeler goderne i samfundet så skævt, kunstigt i live.

Eller om staten (dvs i demokratiske lande sige os alle sammen) – når den er garant for at holde økonomien gående – også i højere grad burde sikre at gevinsterne fordeles mere retfærdige mellem alle borgere.

Blot nogle tanker. Hvad tænker I?