VI DØDE IKKE DENNE GANG

Af Carsten Jensen

Vi er her endnu. De fleste hospitalssenge reserveret til Corona-patienter står tomme. Selv Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut, der alvorligt mente, at vi skulle gennem en stor smitte, før der var skabt flok-immunitet, og det hele var overstået, tror nu, at vi klarer os frelst igennem. Berlingske Tidende kan i en artikel konstatere, at de få corona-dødstal ikke engang slår ud i statistikken. Der dør flere under en influenza-epidemi. Alt er ved det gode gamle. Altså bortset fra hysteriet. Var det Danmarkshistoriens dyreste overreaktion? bliver der spurgt i en af avisens overskrifter.

Vi kan da sagtens udvide perspektivet og spørge, om det var verdenshistoriens dyreste overreaktion? Hele verden har jo reageret som Danmark. Alle lande har med Brasilien som en af de få markante undtagelser lukket ned. Selv diktaturstater og autoritære regimer er fulgt med. Skyldes det, at også diktatorer har en samvittighed? Eller skyldes det, at også de er bange for deres egne befolkninger og frygtede et oprør, hvis deres menneskeforagt blev for åbenlys? Er fællesskabsfølelse og omsorg blevet så rodfæstet i verdens befolkninger, at selv en autoritær leder ikke tør sidde den overhørig?

Statistikere og økonomer vil mene, at vi har overreageret. Statistikerne vil nøgternt konstatere, at selv hvis virussen får lov at rase allervildest og lægge millioner i graven, vil det knap nok kunne registreres i statistikken over årets dødsfald på en planet med over syv milliarder indbyggere.

Økonomer vil også erklære sig enige i, at vi har overreageret. Nedlukningen af de vestlige industri- og servicesamfund vil formodentlig udløse en depression, der overgår 1930´ernes. Selv i Kina er væksten for første gang i næsten et halvt århundrede gået i stå. Enhver cost-benefit-analyse vil vise, at det havde været klogere blot at lade pandemien følge sin egen lovmæssighed og skabe en flok-immunitet, der kunne hjælpe os næste gang.

Men et hensyn kom i vejen.

Ja, et hensyn kom i vejen. Pludselig stod vi ved en korsvej. Økonomiens overlevelse eller vores?

Kollektiv dødsangst skal man ikke tage let på, for den har sin rod i en pludseligt opdukket individuel dødsangst, der aldrig kun næres på egne vegne, men også de nærmestes. Vi blev ikke kun hjemme for vores egen skyld. Vi blev også hjemme for de andres. Vi opdagede på en måde, som vi aldrig har oplevet det før, at vi er et samfund, og det har ikke noget at gøre med at stænge sig inde i et lille fællesskab. Det har alt at gøre med at åbne sig i et stort fællesskab. Vi nægtede at ofre hinanden. Derfor blev vi hjemme i selv-isolationen. Det er den store, afgørende erfaring af et nyt fællesskab, vi tager med os.

Du kan møde en fremmed på gaden, og ved synet af hende tænke: Jeg gjorde det for hende. Og du ved, at hun gjorde det samme for dig. I behøver ikke at mødes i en stor, hjertelig omfavnelse den dag, det offentlige berøringsforbud igen ophæves, for I har allerede mødt hinanden i gensidig taknemmelighed.

Der er ingen overreaktion i den måde, verden i frygt for pandemien har lukket ned. Overreaktion hedder det kun, hvis man sætter cost-benefit-analyser højere end menneskeliv, og det er den tankegang, vi er i krig med, for den fanatiske fiksering på vækst er akkurat lige så dødbringende som virussen. Det kan lade sig gøre at opbygge et samfund omkring omsorg. Velfærdsstaten beviser det, og i de kommende årtier skal velfærden udvides til også at omfatte natur og planet.

Vi døde ikke denne gang, og derfor skylder vi os selv at planlægge fremtiden frem for hovedløst at haste videre ad nedtrådte, minerede stier.