Aah Gud, hvor Tiden synes svær at komme igennem og hvor alt ser sort ud

Af Arendse Gudmand-Højer

Grønlandsfareren Ejnar Mikkelsen efter over 2 år i isolation i en lille hytte, med sin medhjælper Iver Iversen som eneste selskab.

“6. Maj: Jeg har hele dagen ligget i min Sovepose og brudt min Hjerne for at finde Ord der tilnærmelsesvis kunde udtrykke min Sorg og Harme over det fortvivlende Vejr, uden at være kommet til et tilfredsstillende Resultat.”

“13. September: Jeg har i dag vasket mig, det er noget, man ikke må glemme at notere, da det er sjældent, man gør sig selv den Ære. “

“Aah Gud, hvor Tiden synes svær at komme igennem og hvor alt ser sort ud.”

“De endevendte deres læsestof for gud ved hvilken gang. De diskuterede politik, delte synspunkterne mellem sig og argumenterede for det ene og det andet. Motiverne på en samling postkort gav samtalestof om alt og intet. Især et kort vendte de tilbage til- et kort fra en husholdningsskole. 53 unge piger – hvilken lykke. De kunne fordeles og sorteres, tillægges alle mulige egenskaber, dyder og åttrå. Gennem kikkertglasset blev ansigtstrækkene studeret, den mindste nuance kunne tolkes igen og igen. Når de kom hjem, ville de opsøge pigerne.
En dag digtede Iversen en vise om Mikkelsen og den af pigerne, som han var mest lun på. Det gjorde stemningen i hytten noget trykket en dag eller to.”

I løbet af isolationen blev de to mænd dus.

Citater fra Ejnar Mikkelsens dagbog og “Ejnar Mikkelsen: en biografi” af Kurt L. Frederiksen