Herbie Hancock var faktisk på røven

Af Lars Kjær

Herbie Hancock var faktisk noget på røven karrieremæssigt først i firserne. Som mange andre havde han også forsøgt sig ud i disco de år det var den altdominerende genre, men det havde kun kastet et par mindre hits af sig i England med ‘I Thought It Was You’ og ‘You Bet Your Love’. Selv et album med musik og produktion af så store popsnedkere som Jay Graydon, David Foster, Narada Michael Walden og ikke mindst Rod Tempterton, der i disse år rev det ene kæmpehit efter det andet ud af ærmet til Michael Jackson, kunne gøre situationen bedre.

Der var et album tilbage på kontrakten med det store Columbia records og han skyldte dem en formue i produktionsomkostninger, grundet det udeblevne salg.

Herbie var altså klar til at prøve noget nyt og det var han vant til. Selvom han er klassisk trænet og var lidt af et vidunderbarn hjemme i Chicago – han spillede en Mozart klaverkoncert med Chicagos symfoniorkester som 11-årig – så var det i jazzen han blev en kolossal skikkelse, og i jazz skal man klar til at prøve noget nyt, klar til at improvisere.

Tidlige samarbejder var med Donald Byrd og Coleman Hawkins og via Byrd kom han til New York, hvor han snart blev en man holdt øje med.

Debutalbummet ‘Takin’ Off’, for selveste Blue Note Records, lancerede klassiskeren ‘Watermelon Man’, som i en mere radiovenlig udgave blev stort, stort hit for Mongo Santamaria, men også fik en vis Miles Davis til at slå ørerne ud, og det netop som Miles var i gang med at sammensætte et nyt orkester, den såkaldt anden kvintet.

Herbie fik lynende travlt med Miles, med soloudgivelser og også mere kommercielle opgaver, som at skrive musik til tv-reklamer – en af hans bedst kendte kompositioner, ‘Maiden Voyage’, begyndte faktisk som musik til en parfume reklame.

Film musik var ligeledes nyt på paletten. Antonionis ‘Blowup’ var den første, senere fulgte mange andre titler, heriblandt ‘Death Wish’ (En mand ser rødt, på dansk) og ”Round Midnight’, som han vandt en Oscar for.

Herbie Hancock var i overgangen til 70’erne blevet mere og mere fascineret af elektriske keyboard og synthesizers, noget der kom til fuld udfoldelse på ‘Head Hunters’ fra 1983, der blev Hancocks hidtil største kommercielle succes og et pejlemærke af de store indenfor fusion og jazzrock og en udgivelse der har kastet enorme skygger af indflydelse.

Men der omkring 1982 så det hele altså noget sortere ud for Hancocks karriere, der syntes at være løbet helt tør for idéer.

Men en ny manager – en knægt på blot 25 år der havde fingeren på den nye musikalske puls – introducerede Hancock for avant-garde bandet Material, hvis grundstamme var bassisten Bill Laswell og keyboardspilelren Michael Beinhorn. De blev introduceret for hinanden og mødtes på The Roxy i Manhattans Chelsea område – et tidligere rulleskøjte discotek, hvor man nu, som et af de første steder udenfor The Bronx, afholdte hip hop fester.

Den aften var det Afrika Bambaataa, D.ST, Jazzy Jay, Afrika Islam og Red Alert der betjente grammofonerne. Herbie fattede ikke meget af hvad der skete og sagde at det ser ud som om der er et oprør i gang – og det havde han jo sjovt nok ret i.

At det skulle være ham der gjorde dette oprør fra undergrunden klart for resten af verden, vidste han ikke den aften. Og som sagt: Der skulle ske noget nyt.

Material folkene gik i gang med grundsporene og programmerede et rytmespor på den dengang helt nye Oberheim DMX trommemaskine, den kun anden trommemaskine efter Linns LM-1. Pecussionisten Daniel Ponce blev sat til at supplere på Batá trommer og Laswell havde tanken om at der skulle være det der nymodens scratch på nummeret.

Bambaataa havde anbefalet Whiz Kid, men han var forhindret, da han var i hæren og så var næste forslag DJ Cheese, et navn Laswell bare ikke kunne tage seriøst… Derfor gik han med en han kendte, nemlig Grandmaster D.ST., der var en af de første DJ’s på The Roxy.

I studiet fandt DS.T. en plade Material havde lavet med Fab Five Freddy, maxi-singlen ‘Change The Beat’. Den kombinerede han i sin scratch med den gammelkendte traver, Chics ‘Good Times’, der jo også havde dannet grundlag for det første store kommercielle rap hit, ‘Rapper’s Delight’ med The Sugarhill Gang, dengang alle troede det der rap bare var en døgnflue, den seneste modedille, som snart ville forsvinde igen…

Inden Material præsenterede det hele for Hancock, havde de også lige tilføjet en guitar akkord fra Led Zeppelins album ‘Coda’.

Hancock var stadig ikke helt med, og helt sikkert var det, at der manglede en melodi, så Beinhorn, Laswell og Hancock stod i et kvarters tid uden for Hancocks hjemmestudie og fløjtede sig frem til en…

Titlen fandt de inspiration til i teksten til Bambaataas hit ‘Planet Rock’.

Ingen havde før oplevet noget lignende. En plade der på alle måder satte standarder. Scratch og grammofoner anvendt som sologuitar, rytmeboks, synths – Det lød som fremtiden.

Også videoen satte nye standarder. MTV var det nye fænomen og der skulle man på, men de var dengang ikke glade for sorte kunstnere. Videoinstruktørerne, de tidligere medlemmer af pop og rock gruppen 10CC, Lol Creme og Kevin Godley, løste dette ved at placere Hancock på en tv-skærm i videoen. Selve videoen var inspireret af en kunstustilling som Godley havde set få uger før de fik nummeret fra Hancock. Som de selv siger, så lyder ‘Rockit’ som udstillingen så ud…

Og som de musikere de var, så ‘scratchede’ Lol & Creme også med videoen – i takt med scratchningen. Ingen havde nogensinde hørt eller set noget lignende.

Verdenshit det blev, Grammyer og flere MTV-awards – ved den første uddeling af disse – end selv Michael Jackson fik. Men først og fremmest så åbnede ‘Rockit’ hele verdens øjne for Hip Hop.

Og i dag fylder Herbie Hancock så 80 år, still going strong. Hjertelig tillykke.