Af Klaus Riskær Pedersen

‘Genåbningen af Danmark’ giver ingen mening. Fint man strammede op i starten og det har haft folkelig opbakning. Men regeringen synes at være fanget af den misopfattelse, at alt dette går godt fordi de foreslår det. Og angiver løsninger. Det er imidlertid ikke virkeligheden: Alt går godt fordi befolkningen har været enig og delt opfattelsen af tilbageholdenhed. Til gengæld er det en tillid der hurtigt kan sættes over styr. Vi er ikke en børnehave. Vi ønsker ikke at blive masse indoktrineret i socialdemokratiske kerneværdier: magtfuldkommenhed, centralisme og ‘der er masser af penge’. Og det giver absolut og ingen som helst mening, at man åbner vuggestuer og børnehaver der er den mest effektive fordeler af smitte i kongeriget (det ved alle os med små børn !), og så at frisøren ikke kan få åbnet sin forretning. At tandlægen ikke kan starte sine behandlinger. At restaurationer ikke kan holde åbent igen (baseret på en rimelig indfasning). At vi åbner vort samfund ud fra afbalancerede risikovurderinger og ikke baseret på at minimere den politiske risiko. Vi har ikke råd til at betale for at Mette F og hendes gruppe minimerer den politiske risiko.

Den politiske ledelse består af folk der ingen begreb har om hvad der sættes over styr forretningsmæssigt. Katastrofen med 100.000 nye arbejdsløse (vent og se). Usikkerhed på renten (vent og se). Destruktion af værdier (likviditet i landets virksomheder – store som små). Og aller værst: At man fastholder befolkningen i en frygt for at intet bliver som før/ At det hele vil tage årevis/ At det hele tales ned og alle gøres frygtsomme.

Jeg vil ikke finde mig i at der styres på frygt. Jeg vil heller ikke finde mig i, at samfundsuddannede toppolitikere omlægger hele vort samfund til en slags socialdemokratisk studiekreds. Det er slut med alt det her med at Mette bare gør det fantastisk. Noget er gjort godt, men det svære er jo at rulle det tilbage. Og her viser det der er lagt ud, at man er kold overfor de mange små forbedringer der havde kunnet genskabe håb og optimisme og så småt sat et par hjul på vognen igen. Så længe at befolkningen kan hæve alle mulige understøttelser i nødhjælpspakker så føler man politisk at der gribes ind. Men de enorme skader der efterlades ved at man tilgår åbning af vort samfund som en akademisk øvelse vil blive klar for enhver som tiden den går. Det der nu kommer til at ske er at den folkelige opbakning bag nedlukningen langsomt svækkes, og så tabes mere på gulve, end hvis man havde forstået, at landet kan ikke styres af teoretiske simulationsmodeller. Det er vanvittigt at man har fortsat nedlukning til midt Maj.

Jeg orker ikke at høre mere på en statsminister der taler det hele ned.