Kina har fået bugt med en epidemi

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Selvfølgelig er Kina et autoritært land. Ikke kommunistisk, som nogle af gammel vane hævder, men kapitalistisk med statsstyring til fordel for oligarkerne. Regeringen forfølger dissidenter og mindretal. Der er ikke nogen sikring af menneskerettighederne.
Men det ændrer ikke, at Kina har fået bugt med en epidemi, vi andre står famlende overfor, og det kan vi lære af. Om der så er døde ti gange så mange i Kina, som landet har oplyst – om der så stadig er udbrud, vi ikke får noget at vide om – så er det meget vanskeligt at bortforklare, at man lukkede landet helt ned og fik gode resultater og nu gradvis og langsomt lukker op igen, men omhyggeligt screener alle ved ind- og udrejse.
At landet er autoritært forhindrer ikke, at vi kan lære noget af det. Hvis Nazityskland fandt frem til en vejbelægning, der var bedre end den, man havde kendt før, kunne man lære af det uden på nogen måde at bifalde diktaturets barbari.
Vi skal også være klar over, at CIA alene og gennem agenter i Kina har ført en meget ihærdig propagandakampagne mod Kina de sidste måneder. Det er ikke nogen hemmelighed. De siger det selv. De kalder det deres forsøg på at finde frem til de reelle tal, deres reelle tal.
Men, OK, hvis ens antikommunisme går så langt, at den også omfatter lande, der for mere end fyrre år siden var kommunisiske, og hvis den er spædet op med sinofobi og almindelig racisme, så kan man jo se bort fra Kinas resultater.
Det gør ikke så meget, hvis man i stedet vil lære af de lande, der har lært af og efterligner Kina: Sydkorea, Singapore, Taiwan, Japan.
Og læren er meget klar: Karantæne. Inddæmning, I stedet for at vente på en flokimmunitet, der vil være meget dyrt betalt og måske aldrig kommer.
Man skulle måske også høre på WHO i stedet for rituelt at fordømme organisationen, fordi den ikke deltager i den almindelige Kina-bashing.