Er der nogen der husker Samuelle?

Af Lars Kjær

Er der nogen der husker Samuelle?

Nej, tvivlsomt. Der er nok langt flere der husker Emmanuelle, men det er jo en helt anden sag.

Alligevel har du nok hørt ham, for som medlem af gruppen Club Nouveau, sang han i 1986 for på en swingebeat udgave af Bill Withers-evergreenen ‘Lean On Me’, der tilbragte tre uger som nummer to på den amerikanske R&B-liste.

Club Nouveau var et projekt fra nogle af tidens varmeste producere – Denzil Foster og Thomas McElroy.

De to havde et par år før været sammen i gruppen Timex Social Club, som hittede med debutsinglen ‘Rumors’, men så gik i opløsning i de sædvanlige stridigheder om penge.

Nu havde de så deres egen produktionsaftale og skrev kontrakt med stort set hele holdet, der havde sunget på parrets 1989 album ‘FM2’ – heriblandt 4 piger der dengang bare kaldte sig Vogue, men siden gik til tops med singlen ‘Hold On’ som En Vogue, altsammen for 30 år siden i disse dage.

Samuelle Prater kendte Denzil Foster fra deres fælles high school i det nordlige Californien og selv om der var tre årgange mellem dem, huskede Foster den talentfulde sanger og fik ham altså først med i Club Nouveau.

Men Foster og McElroy vidste ikke rigtig hvad de skulle stille op med Samuelle som solokunstner. Albummet ‘Living In Black Paradise’ var stort set indspillet, pænt og balladefyldt – også efter Samuelles egen mening – men alle frygtede at det var for anonymt i en tid med mange andre mandlige sangere.

En dag overhørte Samuelle så, at Foster & McElroy arbejdede på et spor der egentlig var tiltænkt rapperen MC Lyte, men det lykkedes for Samuelle at få dem overbevist om, at det skulle være hans.

Resten – som de siger – er historie. En enlig svale af en R&B nummer et til solo-Samuelle, for de fik fuldstændig ret i, at albummet ikke havde andet at byde på.

Videoen udmærker sig ved supermodellen Tyra Banks deltagelse og bemærk i øvrigt godt 2 minutter inde i nummeret – på videoen er der nogle kortskørtede og stramtlædte piger der spiller horn, som man siger…

Der finder man en sample af gode, gamle King Floyd.

King FLoyd havde i 1970 et rigtigt stort hit med singlen ‘Groove Me’. Floyd var et tidligere postbud fra New Orleans, der drømte om en karriere indenfor musik. Den troede han, han ville finde i Californien, men efter en stribe mislykkede singleudgivelser for forskellige selskaber, endte han igen hjemme i New Orleans – og fandt så endelig succes, som en af de tidligt indspillende i det legendariske Malaco-studie.

Men hos Samuelle er det ikke ‘Groove Me’, begyndelsen fra King Floyds 1974 single, ‘I Feel Like Dynamite’. der bliver brugt.