Hey-hey-hey-hey!

Af Lars Kjær

Hey-hey-hey-hey!

Ingen hvide??? – Joh, hvis de er funky nok.

Men ligegyldig hvor funky man er, så var det knageme intet mindre end umuligt at skubbe The Beatles og deres ‘Yesterday’ fra førstepladsen dengang tilbage i 1965. Men en amerikansk andenplads er jo heller ikke så ringe og en eviggrøn partysjasker, der er lavet i et utal af fortolkninger gennem årene.

Og så var sangen ‘Treat Her Right’ hamrende aktuel igen sidste år, da den altid musikkyndige instruktør Quentin Tarantino ikke alene benyttede nummeret smurt godt ud over filmens trailer, men også til at slå tonen an – fuldstændig som Dick Dales ‘Misirlou’ slog tonen an i ‘Pulp Fiction’ – da Brad Pitt og DiCaprio cruiser rundt i Los Angeles’ gader i åbningsscenerne til ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

Hey-hey-hey-hey!

Den slags kræver noget gedigen Texas grit – og ganske fleksible ben, som det vil fremgå af videoen, fleksible nok til at blive sammenlignet med James Browns, Elvis’ og The Nicholas Brothers!

Begge dele tilhører Roy Head, der var uskreget til at blive en kæmpe stjerne, men som egentlig kun virkelig flyttede noget med ‘Treat Her Right’.

Nummeret skrev han med bassisten og guitaristen Gene Kurtz, da de lærte hinanden at kende hjemme i San Antonio.

Hey-hey-hey-hey!

Tilsvarende Roy Head i Texas, havde England også en lovende soulfuld sanger. Han blev født John Henry Dighton, men er klart bedre kendt som Chris Farlowe.

Han havde faktisk held til at ramme førstepladsen hjemme i England med sn klassiker ‘Out Of Time’ – skrevet af Mick Jagger og Keith Richards (det eneste levende menneske, der ikke behøver at frygte Coronaen… ).

Farlowe havde dog allerede haft fat i ‘Treat Her Right’ – godt nok som b-side til en tidlig single og godt nok med titlen ‘Treat Her Good’, så han, keine-hexerei, selv kunne stå som sangskriver…

Hey-hey-hey-hey!

Både Farlowe og Head eksploderede på scenen der midt i tresserne, men blev nok overhalet af the Summer of Love. Begge hang dog i og forsøgte sig med mere psykedeliske og rockede lydbilleder, Farlowe i grupperne Colosseum og Atomic Rooster, men altså uden igen at komme så højt op at flyve. Begge nyder dog stadig stor respekt og er stadig igang derude.

Hey-hey-hey-hey!

Indrøm nu bare, at du har alderen til at huske den irske musikfilm ‘The Commitments’ – og jo, de lavede skam også ‘Treat Her Right’…