ER KRYDSTOGTSKIBET ET SYMBOL PÅ VORES CIVILISATION?

Af Carsten Jensen

I dag cyklede jeg ud i området bag Københavns Nordhavn, hvor nye etageejendomme, kontorbygninger og lagerhaller skyder op mellem hinanden i et virvar af afspærringer og omkørsler, der lige nu forekommer kaotisk. En dag skal der være plads til 3000 beboelser og 6-7000 arbejdspladser. Ydre Nordhavn ligger derimod øde og endnu ubebygget hen med lange snorlige vejstrækninger, hvor udsynet rækker flere kilometer frem. Og så når man til enden af vejen, som også ligner verdens ende. Ligner det også enden på den tid, vi lever i? Er meget af det, vi bygger i færd med at blive et monument over en tid, hvis dage er talte?

Her på Oceankaj ligger der tre krydstogsterminaler og en fjerde er på vej. Hvert år ankommer der 800.000 passagerer om bord på krydstogtskibe, der kan være op til 340 meter lange, 10-12 etager høje og med plads til 4.000 passagerer. De sejlende byer er nu sejlende dødsfælder, mobile epicentre for spredning af corona-smitte, en flåde af Titanic´er, der ikke behøver at grundstøde på et isbjerg for at slå passagererne ihjel. De grundstøder i stedet på en usynlig virus, der flår bunden op på både dem og den civilisation, de præsenterer.

Kunne vi se krydstogtskibene som et sindbillede på den civilisation, vi har skabt, og som nu er truet?

Vi lever på et aldrende kontinent, der demografisk er ude at stand til at reproducere sig selv og derfor i fremtiden kommer til at skrige på indvandret arbejdskraft. Men mange ældre flokkes om populistiske partier, der modsætter sig enhver indvandring. Heller ikke i det truende skær fra den globale opvarmning ønsker de ældre vælgere at lave om på noget, som om verden slutter med dem. En decimeret ungdom, der fylder stadig mindre i beslutningsprocesserne ser først måbende, så protesterende til, mens klokkerne ringer for pensionist-kontinentet.

Krydstogtskibene er også pensionistskibe. På de øverste etager hengiver ældre mennesker sig til lediggangen, mens de tre gange om dagen forspiser sig ved opulente buffeter, hvor maden serveres af et filippinsk service-personale, der sammenstuvet i trange, vinduesløse kahytter i skibets bund med en arbejdsuge på op til 80 timer ingen fridage har, heller ikke i weekenderne. Besætningens vilkår er akkurat som industriarbejdere i det 19. århundrede, før fagforeningerne tilkæmpede mere menneskelige vilkår. De er et nyt, usynligt service-proletariat.

Er det ikke sådan vores klode og arbejdsfordelingen mellem kontinenterne er indrettet? Lediggængerne foroven med udsigt til verden, der glider forbi, mens de nederste etager er fyldt med de u-privilegerede, der døgnet rundt slider sig op for at gøre livet behageligt for os andre?

I fremtiden kommer Ocean Kaj med dens tre krydstogtsterminaler sandsynligvis til at ligge øde hen. Hvem tør længere stige om bord på et krydstogtskib, når vi ved, hvor let de bliver sejlende smittecentrer, og hvor stor risikoen er for at blive bragt i land på en båre?

Med den nye forsigtighed, vi midt i Corona-pandemien udviser over for livet, melder sig også eftertanke. Vi følte os så trygge med alle vores privilegier. Nu indser vi, hvor udsatte vi er, også på verdens øverste etager.

Skal vi virkelig fortsætte med at leve, som om vores fælles klode ikke var andet end et krydstogtskib med kurs mod undergangen?