OLE “BOGART” MICHELSEN HAR LAGT BORSALINOEN

Af Leif Lønsmann

Ole Michelsen mindes i disse dage som Danmarks ”Mr. Bogart”, kendt fra tv-programmet ”Bogart”, som han med stor personlig elegance beværtede i en årrække, gerne med en Borsalino-hat på hovedet og en pibe i munden, i en simpel dekoration med en stak filmruller og en dåse pibetobak på bordet. Og i en periode sågar et glas rosévin. Ja, det var dengang, man både røg og drak i fjernsynet…

Som så mange gode tv-programmer begyndte også ”Bogart” som et RADIO-program. Og som så mange dygtige tv-værter begyndte Ole Michelsen som en dygtig RADIO-mand.

Da jeg selv startede i Radiohuset i 1978 var Ole Michelsen allerede, trods sine kun 37 år, en erfaren og beundret radiostemme, kendt fra det tidstypiske, timelange samtaleprogram ”Kardinalernes Middag” med skuespilleren og kogebogsskribenten Olaf Ussing, teater- og balletanmelderen Svend Kragh-Jacobsen, journalist og forfatter Ole Vinding og tegneren Hans Bendix. Her var der høj cigarføring, både bogstaveligt og i intellektuel og underholdende forstand.

Inden han skiftede til tv, havde Ole Michelsen lavet hundredvis af radioprogrammer. Han dækkede et bredt felt af emner. Men hvad han end blev sat på af opgaver, endte det alligevel ofte med at handle om et af hans to yndlingsfænomener: Film og Frankrig – og allerhelst de to ting i forening: Fransk Film !

Selvom Ole Michelsen i de første mange år boltrede sig i det billedløse radiomedie, var det billeder, der drev ham. Han droppede sin universitetsuddannelse for at tage til Frankrig for at forfølge sin drøm om at blive filminstruktør. Filminstruktør blev han aldrig, men han opnåede at snuse til miljøet, som instruktørassistent for den franske instruktør Jean-Pierre Melville, bl.a. på filmen ‘Storgangsterens sidste kup’ fra 1966.

I år 2000 havde jeg den store ære at overrække Ole Michelsen DRs sprogpris. Under min research til pristalen fandt jeg ud af at Oles interesse for film og skuespil rakte endnu længere tilbage, til gymnasietiden sidst i 1950’erne, hvor den unge Michelsen spillede rollen som stationsforstander Saul Hodgkins i en skoleopførelse af ”Spøgelsestoget”, iklædt sin farfars briller. Senere har man kunnet skimte Michelsen på filmlærredet, i bl.a. Henrik Stangerups debutfilm ”Giv Gud en Chance om Søndagen” fra 1970 og i den første filmatisering af Anders Bodelsen-thrilleren ”Skytten” fra 1977.

I forbindelse med prisoverrækkelsen spurgte jeg Ole hvorfra han havde det udtryk, alle danskere tog til sig, ”Film skal ses i Biografen”. Og han betroede mig, at det havde han lært af sin morfar, som var biografdirektør. Jo, kærligheden til film lå i blodet, og fulgte ham hele livet.

Ole forlod radioen til fordel for tv i 1985, men blev ved med at stille op når vi kaldte på hans ekspertise som ”hele Danmarks Bogart”. Her levede han op til et af sine mange mottoer: ”Do it first, do it yourself, and keep on doing it”. Og blev så kendt og folkekær, at der i en periode ligefrem eksisterede en fan-gruppe, Club Michelsen, på Internettet. Adressen var http://www.club-michelsen.subnet.dk, og kan desværre ikke aktiveres i dag. Lad dette være en opfordring til it-nørder om at finde og genåbne den.

Vi, der har mødt Ole, husker både manden og hans gerning. Men endnu flere husker hans gerninger for filmen, formidlingen – og for mange mennesker, der som han selv mødte modgang i form af både sygdom, død og alkoholmisbrug, og som han hjalp videre med trofast støtte og ved generøst og hudløst ærligt at dele af sine egne erfaringer. Jeg har selv nydt godt af hans livskloge råd og gode gerninger.

Et andet af Oles mottoer var, at ”Ingen god gerning forbliver ustraffet”. Livets straf er døden, men i Oles univers er det en tålelig straf. Som han sagde i sit sidste interview til DR: ”Når jeg er død efterlader jeg mig et dejligt varmt og langt liv, som jeg har haft utrolig meget glæde af”.