SLYNGEL-KONTINENTET

Af Carsten Jensen

Hvad er vores svar, når nye millioner af syriske flygtninge trygler om vores hjælp, et fristed for bombardementer, et åndehul, hvor de ikke hvert øjeblik skal frygte at miste en mand, en mor, et barn?

Behøver jeg overhovedet at spørge?

Vores svar er at befæste Europas ydre grænser. At nægte flygtninge retten til at søge om asyl. At sende dem tilbage fra den græske grænse frastjålet tøj og penge, ydmygede og med blå mærker på kroppen efter knippelslag og gummikugler.

I 2015 gik verdenshistoriens rigeste kontinent med 500 millioner indbyggere i knæ under byrden af en million flygtninge. Tyrkiet med 80 millioner indbyggere, der ikke tæller blandt historiens rigeste, har fire millioner flygtninge, og nu presser endnu en million på ved landets grænse. Kun pigtråd og geværer holder dem tilbage.

Tyrkiets præsident Erdogan mener med en vis ret, at byrderne kan fordeles bedre, og derfor har han med en kynisk løgn bildt landets flygtninge ind, at Europa har åbnet sine grænser, og de strømmer derfor mod grænsen til Grækenland. Erdogan, der har ry for at være en skruppelløs, autoritær leder, tror naivt, at synet af de nødlidende vil blødgøre Europa.

Men Erdogan kender ikke sine europæere. Vi indgår gerne beskidte handler med ham, når det gælder om at holde flygtninge på afstand. Men når det kommer til at hjælpe de samme flygtninge, er Erdogan i sammenligning med EUs politikere en storslået humanist. Her er, hvad Erdogan ikke har opdaget: Verden har fået et nyt slyngelkontinent. Dets navn er Europa.

Hvad angår den aktive underminering af det humanistiske værdigrundlag, som EU oprindeligt bygger på, har kontintets mørkeste kræfter nu som før en allieret i skiftende danske regeringer og en altid beredvillig fortaler i udlændingeminister Mattias Tesfaye. Tesfaye har allerede tilbudt at stille danske militærfly til rådighed for bevogtningen af EUs grænser, så vi kan være sikre på, at flygtninge på umisforståelig vis prygles tilbage til, hvor de kom fra. Skulle det ikke være nok, truer han med at trække i nødbremsen, uden at han dog over for medierne vil præcisere, hvori nødbremsen består.

Nødbremsen er noget, man trækker i, når et tog er ved at køre af sporet. Men det europæiske tog er allerede kørt af sporet. Det ligger havareret i en muddermark, uden retning, fremdrift eller mål, Og inde i en af de væltede vogne hænger en sprællemand ved navn Tesfaye og trækker i nødbremsen.

Den britiske fotograf Paul Conroy, der har dækket krigen i Syrien, sagde for nyligt, at uanset hvilke grusomheder, han i dag dokumenterede, ville det ikke gøre nogen forskel. Det gør billederne af chikanerede og gennempryglede flygtninge ved den græske grænse selvfølgelig heller ikke.

Men en ting bør vi vide som danskere. Hver gang en flygtning ved EUs ydergrænse bliver slået, sparket, skudt på eller bestjålet, så er det os, der slår, sparker, skyder og stjæler.

Det er os, der med vores demokratiske livsform som alibi mishandler dem, der har i forvejen har mistet alt.