McCoy Tyner er død

Af Eddie Michel Azoulay

… billedet blev taget i år 2000 og ikk’ alene er det tydeligt, jeg ligner en decideret glad julegris, men jeg ser jo nærmest forelsket ud. Det er ikk’ fordi, jeg havde hår på hovedet, men fordi, jeg fik muligheden for at komme helt tæt på den noble herre til højre: McCoy Tyner. Jeg har fundet det frem fordi jeg lige nu ikke er det mindste i nærheden af at være en euforisk julegris. Men fordi jeg er berørt af, at The New York Times skriver, at han – min store klaverhelt – er død, 81 år gammel. Jeg har også fundet billedet frem fordi det minder mig om at det euforiske ikke var, at jeg ku’ komme så tæt på, at jeg ku’ lægge armen omkring ham. Det var dét, at jeg lige forinden mit fjogede grin blev foreviget, havde været så heldig at få lov til at sidde overfor ham i hele tre kvarter – og som den store overivrige Spørge Jørgen bare spørge ind til den lange række af forunderlige mysterier han indtil da havde beruset mine sanser med. I særdeleshed de kunstværker han var med til at skabe, som en del af The John Coltrane Quartet (af jazzhistorien døbt, The Classic Quartet fordi den formentlig er den største kvartet i hele jazzens historie).

Jeg mødte ham i ly af det års Copenhagen Jazz Festival, hvor han dagen efter skulle spille i Cirkusbygningen med bassisten Charnett Moffet og trommeafguden Al Foster. Og jeg var HUNDEnervøs. Fordi talent evig og altid får mig til at falde på røven, og bare kaste mig i støvet. Så uoverstigeligt stort et talent, at selv profeten John Coltrane måtte ud med det: »For det første er der McCoys melodiske opfindsomhed, hvortil skal lægges klarheden i hans idéer. Han kan frembringe en meget personlig lyd fra sit instrument og han har en utrolig veludviklet sans for form, både som solist og akkompagnatør. For at sige det kort: Han er altid på udkig efter den mest personlige måde at udtrykke sig selv på. Han glider aldrig ind i konventionelle riller. Og endelig har han god smag. Han kan tage hvad som helst, uanset hvor underligt det er, og få det til at lyde smukt.«
Selv når han fortolkede andres kompositioner, for eksempel Duke Ellingtons på pladen ”McCoy Tyner Plays Ellington” fra 1964, viste han på én og samme tid både sin dybe forankring i jazzens traditioner, men også en original stil. Hans klaverudtryk emmede altid af en udforskende improvisatorisk friskhed, der rummede alle facetter: Lethed, ynde, optimisme i samklang med det magtfulde, majestætiske, passionerede, melankolske og massivt hårdtslående. Alt med stor dybde.

Da McCoy Tyner trådte ind af døren i det værelse på Hotel Kong Arthur, hvor vores rendezvous fandt sted, kom han mig smilende i møde, gav mig hånden og trykkede den fast med de verdensberømte magiske fingre.
»Hvordan er det man siger “tak” på dansk«, spurgte han efter jeg fortalte, at jeg repræsenterede Europas største jazzmagasin og at interviewet skulle ende som en langstrakt artikel.
»Gu … gut … guten tag?«.
»Uha, nej for pokker – det er tysk og betyder “goddag”!«, svarede jeg, »Danskerne er ikk’ så meget for at blive forvekslet med tyskere … man siger bare “mange tak”.«
»Nå, ja. For på svensk hedder det jo ’tack så mycka’«, sagde han og slog et stort og højt grin op. Ikke kun grinet var stort. Hans højde var stor. Hans hænder var store. Hans skuldre var brede. Hans udstråling endnu større og hans beskedenhed og venlighed viste sig at være den allerstørste. På alle måder var han en gigant. Jeg lod ham naturligvis vide, hvor STOR en musikalsk gigant jeg mente han var, hvilket afstedkom et nærmest bly øjekast i gulvet og et lavmælt »Thank you so much« (hvad skulle han ellers ha’ svaret til en tosset fan). Da jeg febrilsk fik samlet tavsheden op med et spørgsmål om han, som en af de sidste giganter, følte et ansvar for at holde jazzmusikken i live hævede han langsomt sit blik. Han lagde sin mørkebrune pande i et halvt dusin folder og antog en seriøs alvorsmine.
»Absolut«, lød det nærmest selvfølgelige svar, der blev ytret i et dybt toneleje, »Faktisk ser jeg på det som et STORT ansvar! Som noget jeg har arvet, men bestemt også arbejdet for. I mine teenageår, arbejdede jeg hårdt hver evig eneste dag med at øve og øve og øve og studere musik. Senere mødte jeg ældre musikere, som lærte mig mange ting og tog mig under deres vinger. Og, at jeg senere kom til at arbejde med John [Coltrane] ser jeg tilbage på som en stor ære. Dertil kommer, at jeg senere har haft mine egne orkestre, så igennem årene har jeg gjort det bedste jeg kunne for at holde musikken, OG kvaliteten, i live«

I foråret 1960 forlod Coltrane Miles Davis, hvorefter den på det tidspunkt kun 22-årige Tyner hurtigt meldte sig hos Coltrane, der ifølge McCoy var »den eneste jeg ville spille med dengang«. De havde mødt hinanden nogle år tidligere og Coltrane var, som skrevet ovenfor, begejstret for hele hans særegne tilgang til klaveret. Da Tyner kom med, var Coltranes gruppe kun to uger gammel, men den gode kemi mellem Tyner, Coltrane, trommeslageren Elvin Jones og senere bassisten Jimmy Garrison var sitrende energisk, men samtidig også dybt alvorstung.
»Det var ikke bare Johns altid søgende måde at spille på, men det faktum, at han opmuntrede os til at spille hvad vi følte, der gjorde ham så særlig for mig. Han gav os aldrig eksplicitte instruktioner. Det var forventet af os, at vi skulle tænke selv. I begyndelsen var det den ultimative træning for mig«, forklarede McCoy Tyner med uforandret tung vægt på ordene.
Han indrømmede, at han godt kunne blive lidt sentimental ved at tænke tilbage på 1960’erne.
»Den periode var en stor og vigtig del af mit liv. Det var i den periode Coltrane-kvartetten nåede sit højdepunkt. Musikken var meget betimelig og John var ikke den, der hvilede på laurbærrene. Han var altid på udkig efter noget anderledes, og det var med til at gøre 1960’erne spændende for mig. Jeg vågnede hver morgen, ivrig efter at komme i gang med at arbejde og se, hvad dagen nu ville bringe. Alt hvad jeg har oplevet, bliver ligesom sluttet i en ring som én ting, i stedet for at være en del af noget. Jeg er taknemmelig over, at jeg gennemlevede den periode, så jeg lærte det jeg ved i dag. Jeg savner ikke noget frem for noget andet.«
»Er det irriterende altid at blive spurgt ind til tiden med Coltrane?«, spurgte jeg.
»Nej. Det gør mig ikke noget. Som tiden er gået, har folk indset, at jeg har min egen berettigelse. Det vidste de også dengang, men de tænkte mere på os som et hold, fordi gruppen havde så stor betydning. Det er formentlig derfor, jeg bliver spurgt om det?«.
»Det bliver ikke trættende?«
»Ikke mere. Tiden med John var jo en del af mit liv – en stor del, og jeg er glad for den tid. Men … det har til tider været trættende. Dizzy Gillespie havde det på samme måde. Han blev også hele tiden spurgt til årene med Charlie Parker. Det er jo klart, for de to blev også opfattet som en helhed fordi de sammen skabte så meget banebrydende musik.«

Som følge af en tiltagende religiøsitet omkring 1964-65, havde ’Trane’s musik antaget en spirituel karakter. Hans musik bevægede sig over i en freeform-retning, med elementer af afrikansk og indisk musik. Som barn af beboppen oplevede McCoy, at Coltranes musik var nået derud hvor han ikke længere følte sig på bølgelængde med sin mentor. I december 1965 sagde han op.
»Det var der flere grunde til. Jeg følte, det var på tide at komme videre og danne mit eget band, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om at vokse musikalsk. Det var ikke nemt, men jeg var nødt til det. Perioden var også svær. Elektrisk fusion kom ind i musikken og akustisk jazz blev sjældent spillet i radioerne. John eksperimenterede også med to trommeslagere. Rashied Ali sad i den ene side af scenen og Elvin Jones i den anden. Det swingede ikke ordentligt, og en aften kunne jeg ikke høre pianoet … det var væk. Norman Simmons, der spillede med Carmen McRae, havde set os og sagde bagefter: ”Den dér Fmaj13 du spillede … den virkede da ikk’?”. ”Fmaj13 … hvad snakker han om?”, tænkte jeg. Men jeg havde simpelthen ikke kunnet høre, hvad jeg selv spillede på grund af de to trommesæt. Det er et eksperiment, der kan fungere, men det kræver, at trommespillerne følges ad og er lige kvalificerede musikalsk. Det var de to ikke. Det virkede, da Elvin spillede sammen med Frank Butler i Los Angeles. Men de var også personlige venner, og det spillede måske ind?«.
»Hvordan reagerede Coltrane på dit brud med gruppen?«
»Jeg tror, at Alice stod i kulissen og ventede«, vurderede McCoy om bassisten Ernie Farrows søster, Alice, som Coltrane havde giftet sig med i 1964. Som pianist havde hun haft sin egen trio i bilbyen Detroit.
»Jeg tror, at tidspunktet for min sortie var velvagt. Hun blev jo min efterfølger, så noget tydede på, at det hele tiden havde været meningen, at jeg skulle ud … «.
McCoy lavede et ophold i sin nu sagte strøm af ord og kiggede ned i gulvet, mens han foldede sine senede hænder.
»Hvad ka’ man sige?«, lød det retorisk fra ham efter nogle sekunders pause. Så kiggede han igen op, mens et lidt anstrengt grin afslørede noget, der mindede om skuffelse.
»Men hun gjorde da et udmærket stykke arbejde«, bemærkede han med diplomatisk savoir-faire og lod den hænge lidt, mens han smilende løftede øjenbrynene et par gange.
»Musisk bevægede de sig med Alice i en HELT anden retning. Med harper og sådant … «. McCoy fuldførte ikke sætningen, men løftede igen øjenbrynene.

Det var McCoy Tyners egen fortjeneste, at hans karriere efter John Coltrane ikke endte i et antiklimaks. Men de første år som leder af egne grupper var ikke nådige. Hans musikalske anstrengelser mødte ikke megen kommerciel succes, trods hans enorme talent. Alligevel indspillede han en række glansfulde plader på Blue Note. Der var langt mellem spillejobs for ham i den sidste halvdel af 60erne. Jazzen undergik en økonomisk privatisering, mens rock gik hen og blev en stadigt lukrativ forretning. Tyner måtte kæmpe for at leve af sin musik.
»På et tidspunkt overvejede jeg at køre taxa for at forsørge min familie«, afslørede han. Men skiftet kom da han i en periode trak sig som band-boss og i stedet igen blev sideman – bl.a. hos Art Blakey & The Jazz Messengers. Et stykke inde i 1970erne vendte han tilbage som leder for egne bands og nød stor succes resten af sit liv – også som komponist og arrangør.
»Jeg har været velsignet med et talent og jeg har været heldig at havne blandt dygtige musikere og spille med dem allerede fra jeg var teenager. Jeg havde gode lærere. Jeg øvede og studerede musik MEGET seriøst allerede som ung. Alt er gået som det skulle. Jeg ville ikke ha’ kunnet orkestrere noget andet bedre, end den måde mit liv har udviklet sig på. Jeg er en overvejende lykkelig mand. Med det mener jeg, at jeg har fundet forskellige former for lykke i mit liv. Godt nok er jeg ikke gift lige nu, men jeg har sørget for min familie og opfostret mine børn. Jeg nyder min musik mere og mere, jeg har kun gode ting at sige om min fortid og jeg glæder mig til fremtiden. Mine drømme er opfyldt. Jeg kan ikke tillade mig at klage. Uden trængsler og prøvelser lærer vi ingenting. Det er ikke altid den slags lektioner som man har lyst til at lære, men man lærer både fra modgang og medgang. Det er aldrig godt når alt bare kører i én retning.«

Inden vi skiltes, ville McCoy Tyner (naturligvis) som sådan ikke fremhæve enkelte plader frem for andre fra sin allerede dengang lange karriere.
»Alt er en del af det hele. Derfor er jeg stolt af HELE min karriere. Tilfredsstillelsen med succes er at nå et punkt. Derfra vil man videre til det næste. Vi håber forhåbentlig alle på at udvikle os og vokse. Det er hvad livet går ud på. Vi søger alle efter det samme: Lykke. Men vi skal alle igennem stormen for at kunne nyde solskinnet«, sagde han med varme i stemmen … og holdt igen en lille pause, »Men hvad angår tiden med John, så vil jeg dog karakterisere pladerne “My Favourite Things”, “A Love Supreme”, “Ballads” og “John Coltrane with Johnny Hartman” som værende meget vigtige.«
I timerne inden jeg skulle møde McCoy Tyner havde jeg lyttet til en af hans gamle plader, ”Nights of Ballads & Blues”, fra 1967. Den lød – som i dag – funklende frisk. Jeg spurgte ham, hvad forklaringen mon var på, at så meget jazz fra 1950- og 60-erne ikke synes at forældes?
»Det er ærligheden og integriteten i den måde der spilles på. Hvis du træder ind i pladestudiet og virkelig vil udtrykke, hvem du er, og hvad du er, og dermed vil give alt hvad du har i dig, så opnår du en mindeværdig indspilning. Det samme gør sig gældende foran et publikum. Det er først når du er ærlig, at du VIRKELIG kan få alle de kvaliteter frem du besidder. Ellers går det hen og bliver en eksercits. Elementerne i min musik er aldrig tilsigtede, de er der bare. Det hele drejer sig om måden du går til det på. Hvis du spiller noget, og det går hen og bliver en gentagelse, eller hvis du prøver at springe over hvor gæret er lavest, så lægger folk mærke til det – med det samme. Al musik er sjælens rejse ind i et nyt, endnu ikke kortlagt univers … «

McCoy Tyners musiske sjæl er nu draget ud på alle rejsers moder, ind i det alt andet end kortlagte uendelige univers. Gid han her må finde vej, og begå sig ligeså smukt og poetisk som han gjorde mens han var iblandt os …