ALLEN GINSBERG I RÆVEN & PINDSVINET!

Af Lars Movin

Sidder du lige nu og spekulerer over, hvad i alverden du skal bruge din lørdag eftermiddag på? Ja, så kunne en mulighed være at tage en tur i den fine lille boghandel Ræven & Pindsvinet (Vesterbrogade 176), hvor jeg klokken 16 holder foredrag om min bog “Allen Ginsberg i Danmark”.

Mens du tygger lidt på det, kan du jo kigge på nedenstående tegning af kunstneren Herman Stilling, som er en af de mange illustrationer i bogen. Sagen er, at Herman Stilling ved et tilfælde kom til at følges med Allen Ginsberg, Peter Orlovsky og Dan Turèll i toget fra København til Aarhus – det var i januar 1983 – og han blev så benovet, at han efterfølgende både skrev en historie om oplevelsen og nedfældede det viste portræt.

Et klip fra Herman Stillings fortælling skal du heller ikke snydes for. Vi springer ind i teksten på det sted, hvor han på Københavns Hovedbanegård har fået øje på Dan Turèll – som han var på venskabelig fod med – og derefter opdager de to personer, som den danske digter er i selskab med:

“(…) jeg er med det samme klar over hvem han er sammen med. For jeg kender den ene af udseende, da hans billede i den sidste tid har været i forskellige blade. / Han er en mand på min egen alder, lidt over 50 år, han er digter og måske en af de bedste nulevende i USA, hvorfra han kommer. Det er Allen Ginsberg. Jeg undrer mig over, hvad en mand af hans format vil her i landet. Han ser pæn ud i tøjet, solidt og borgerligt, som en kontorchef i landbrugsministeriet så ud omkring 1950. / Et par skridt bag Dan Turèll danser en mand rundt på min alder, han er i sin påklædning endnu mærkeligere at se på end Turèll. Er det også en, du er sammen med, spørger jeg Turèll. Ja, – svarer han og tilføjer, det er også en af Amerikas største digtere. Det må være rigtigt, tænkte jeg, for der er en hel del mennesker, som står stille og ser på manden. Måske kan det skyldes hans påklædning. Han er barbenet. Trods det, vi er i januar måned, har han et par blå gymnastikbukser på. På overkroppen har han kun en tynd gul T-shirt. På hovedet en kasket af gråt lærred, for at holde styr på det længste hår, jeg har set på en mand, det nåede ham langt ned på ryggen. Han var i strålende humør, for hver gang der gik et menneske forbi ham, råbte han glad til dem. – Hey.”

Billetter til arrangementet i eftermiddag kan reserveres via dette link, og sædvanen tro vil bogen i forbindelse med arrangementet kunne købes til særpris: