Lys over land

Af Erik Svarre

Jeg er vokset op i en familie i Køge, hvor lys har betydet en hel del. Både naturligt og kunstigt frembragt. Lys, lys, lys…. Jo mere, jo bedre.
Hvert år ved denne tid bliver jeg mindet om det, når dagene bliver længere. Følelsen er særlig stor om morgenen, når man pludselig ved den normale opstigningstid omkring kl. 6:30 bliver mødt af lys, meget lys. Efter det i flere måneder har været buldrende mørkt på den tid.
Lysten til at stå op, til at tage fat, gør noget….går bare op i helt andet gear i det skinnende lysskær. Humøret stiger tilsvarende.
Lysbegejstringen i familien skyldes uden tvivl min farfar, som jeg er opkaldt efter. Han døde desværre meget tidligt. Allerede først i 50’erne. Så jeg nåede aldrig at møde ham. Den omstændighed gør sikkert bare historierne om hans særlige fornemmelse for lys endnu stærkere. En tidlig død er tit det stof, som myter er dannet af.
I min barndom på Skovvænget i Køge var “højfjeldssol” – forløberen for vor tids kræftfremkaldende solarie – en fast del af vintertilværelsen. I sundhedens tjeneste. For på den tid var den varme, kunstige sol en helbredsforanstaltning, som kunne bringe dig sund og rask gennem en ellers sygdomsplaget vinterperiode.
Højfjeldssolen var en reminiscens fra min farfars bopæl i Nørregade, hvor han – meget smart – havde fået Syvende Dags Adventister til at etablere sig med en såkaldt lysbadeanstalt i en afdeling af familiens store byhus. Dermed kunne farfaren starte vinterdagene med kulbuelys hver morgen!
En vinter gjorde han endnu mere for at få lys og varme. Han flyttede simpelthen hele familien til sydligere breddegrader nærmere bestemt Frankrig. Hvilket på den tid var ganske ualmindeligt og kunne medføre, at man i folks omdømme blev betragtet som lidt tosset. Køge havde imidlertid allerede dengang højt til loftet, og min farfars gode renommé led vist ingen skade som følge af rejseudskejelserne.