Et liv på Jyllands-Posten

Flemming Chr. Nielsen skriver på Facebook:

Nedenstående vil nok ikke interessere ret mange, men I kan jo bare scrolle videre.

Af og til får jeg en mail fra en FB-bruger, der synes, at jeg som skriverkarl og journalist agerer komplet anderledes i dag end dengang, jeg var ansat på JP. Tit er der tale om rene tilsviningsmail, men i dag fik jeg en, som er god og civiliseret:

”Jeg husker dig og dine hyppige artikler i 70’ernes JP, som mine forældre holdt. Du var der sammen med Knud Leif Thomsen, præsterne m. fl. Som regel en fornøjelse at læse jer allesammen. Men så skete der noget, som jeg aldrig har forstået. Du behøver ikke at svare, men hvorfor blev du pludselig sengekammerat med venstrefløjen og den afskyelige religion, islam?”

Her er mit svar:

Kære xx – og velkommen som min FB-ven. Dit spørgsmål har jeg fået mange gange, men sjældent så præcist formuleret som fra dig. Misforståelsen skyldes efter min bedste mening, at jeg var meget kritisk over for Sovjetkommunismen og i både journalistiske og meningsformulerede artikler forsøgte at dokumentere dens gift og dens forførelse af alt for mange, som var mine jævnaldrende. I forhold til Sovjet-marxismen har jeg ikke ændret holdning, men i dag er det stort set kun venstrefløjen, der forsvarer vore menneskerettigheder og vores individualitet mod de såkaldt borgerlige partiers kontrol, ensretning og overvågning. Så i den henseende kan du såmænd godt opfatte mig som en allieret med venstrefløjen.

Hvad angår præsterne, skrev jeg min første kritiske artikel om Søren Krarup i årsskriftet ”Dansk Kirkeliv” så tidligt som i 1972, og siden blev jeg med jævne mellemrum nedvurderet af Søren Krarup i JP.

Vedrørende islam (og kristendom og andre religioner) har jeg altid opfattet troen på det guddommelige som vi svage og hjælpeløse menneskers sidste trøst i nød og elendighed – også når vi må flygte fra vort hjem og møder en mur af vrangvilje og politisk motiveret modstand.

Jeg nævner det kun, fordi jeg trods præsternes surhed og mit forsøg på at forsvare de forfulgte aldrig var udsat for nogen modvilje fra JPs chefredaktion. Tværtimod. Jeg befandt mig glimrende på avisen. I 1992 kunne jeg sågar skrive den eneste antiracistiske leder, der nogensinde har stået i JP.

Men i 1993 fik avisen en ny chefredaktør, og så var det slut med frisindet. Nu blev jeg af ledelsen mistænkeliggjort, beordret hjem fra reportagerejser og kritiseret for det, jeg skrev. Den dag i dag forstår jeg ikke helt, hvorfor jeg ikke sagde op, men skidt nu med det. Jeg havde fortsat gode kolleger og en god løn, så jeg blev på avisen i endnu fem-seks år.

Derefter blev jeg min egen herre, hvad jeg heller ikke har fortrudt. Så mange eller så få var ordene.

De bedste hilsener fra Flemming.