På Michelin restaurant i sommeren 1972

Flemming Chr. Nielsen skriver på Facebook;

En eneste gang i mit liv har jeg spist på en Michelin-restaurant. Det var i Frankrig i sommeren 1972. Restauranten med de tre stjerner hed L’Oustau de Baumanière (jeg gider ikke google, om den findes endnu), og jeg skal forskåne jer for den anmeldelse, jeg skrev i Jyllands-Posten. I får kun sidste afsnit:

“…Men vore trængsler er ikke slut, da maden er spist, for så kommer de med regningen, og der er lagt op til et grusomt klimaks. Bjerge må skælve ved synet, i hvert fald må mennesker blegne, for denne regning bringes i en udhulet bog. De har taget en gammel bog, indbundet i skind og forsynet med smukke kobberstik på titelbladet. De har hulet siderne ud, så bogen er forvandlet til et hul. Deri har de lagt regningen. Det er mere barbarisk, end om de havde brændt bøger i deres grill. Vi vakler fra dette sted, hvor man ikke alene sætter maden højere end bøger, men hvor man tilmed destruerer litteraturen.”

Red.: Restauranten eksisterer stadigvæk.