Det lød som en god ide

Af Søren Kjær Jensen, direktør, Center for Rummelighed

Peter Gabriel havde fået en god ide. Det var bare en skam, at det ikke lød særlig godt.

Lillejuleaften 1997 kæmpede jeg med at perfektionere bassen på “Fejigno (Beware)”, det allersidste, stort anlagte nummer på Maryam Mursal’s ‘The Journey’. Alle, undtagen teknikeren og jeg, havde forladt de legendariske Real World studier i den gamle vandmølle i Box, for at holde Jul. Troede jeg. Men så listede en mand stille ind og lyttede til min kamp med den seks-strengede Mørch bas. “Ahh, nu forstår jeg endelig det nummer” sagde Peter blidt, da jeg holdt en pause. “Det er faktisk bassen som definerer både harmonierne og forbindelsen til Weather Report og Afrobeat, ikke sandt?” Jo, netop. PG er kendt for mange ting, men først da jeg arbejdede med ham, forstod jeg hans dybe forståelse for musikalsk historie, arkitektur og strategi. Jeg havde designet ‘Fejigno’ som en episk og bevidst bastardiseret kulturel rejse gennem ørkenen, frem mod et bryllup. Jeg ville slutte et album om død og flugt af med en fejring af kærligheden og menneskers fællesskab. Maryams oprindelige dur-treklang, som jeg havde hørte hende nynne i en pause, var nu vokset til en monstrøs montage af Somaliske call-and-response mønstre, country violin, arabisk Oud, med The Kick Horns og The Electra Strings smut oven på. Men der manglede noget. Det var et gadekryds uden trafik. Bas-linjerne forankrede det hele, men der manglede noget.

“Må jeg synge lidt?” spurgte ‘PG’. Jeg havde i ugevis prøvet at få ham med, af mange grunde: hans penge finansierede vore albums og turnéer, hans fans ville lytte til tracks med hans stemme på, og pressen ville måske give os et par sekunders ekstra opmærksomhed. Men først og fremmest var han min helt, og jeg ville bare have hans stemme med. Som dreng oplevede jeg min verden vokse fra en smalfilm med forstads-skyklapper på, i sort-hvid og mono, til at blive Cinemascope med farver og surround-lyd, på grund af det episke og sanseudvidende album ‘The Lamb Lies Down on Broadway’, som banede vejen for Peter Gabriels exit fra Genesis, og kaldte mig ind i musikken. “Okay da”, svarede jeg.

Stemmen i kortbølgeradioen

Jeg anede ikke hvad jeg der ramte mig, da jeg første gang hørte hendes stemme. Faktisk var den til besvær. Jeg var som fotograf i Somalia i vinteren 1986-87 sammen med tre gode venner for at skildre livet i de enorme flygtningelejre som Somaliske nomader fra Ogaden ørkenen var fanget i, på tiende år. Krigen om Ogaden ørkenen, mellem Etiopien og Somalia, havde parkeret nomaderne på international bistandshjælp i enorme teltlejre uden fremtid. Vi havde skrumplet 1200 kilometer gennem ørkenen oven på sække med majsmel fra USAID. Om natten, når jeg vågnede nede i lastbilens lad og så stjernehimmelen indrammet af ladets sorte passepartout, kunne jeg se milliarder af klare stjerner dukke op til venstre og andre forsvinde ud af rammen til højre. Jeg kunne føle Jorden rotere, og selv om min verden i de år drejede sig om at fotografere, var jeg ved at vågne op til mere, end at se verden på afstand, gennem en telelinse.

Næste dag, under et audio interview med en lokal Sheik, nærmest eksploderede kortbølgeradioen ved hans side med overvældende sang. En tjener bemærkede min irritation over at få afbrudt interviewet, men så ramte sangerens stemme mig. “Bare lad sangen køre færdig” sagde jeg og optog den insisterende og forvrængede sang. “Ja hun er fantastisk” svarede Sheiken med et smil. Først da jeg i 1996 gennemgik mine gamle location kassettebånd for at finde montage-egnede lydstumper til ‘The Journey’ gik det op for mig, at stemmen tilhørte ‘Somalias Vera Lynn’, Maryam Mursal, dronningen af Afrikas Horn.

“Jeg sang for at gøre min mor glad” fortæller Maryam. Livet var ikke altid nemt for Maryam’s mor, og datteren fandt en måde at gøre sangen til helende kraft. Hun sang konstant, og blev hurtigt optaget i ‘Somalias Nationale Ensemble’, Waaberi, da hun vandt en national konkurrence. Men musik er politik i mange lande. Efter mange års succes tillod Maryam Mursal sig at kritisere præsident Mohammed Siad Barre, blev smidt ud af nationalensemblet og ernærede sig ved at køre taxa om dagen og lastbil om natten. Hendes fans gav hende ekstra drikkepenge og hun overlevede sit ‘berufsverbot’ med om muligt endnu større kærlighed fra sit publikum. Det blev ikke det eneste tilbageslag for Maryam og for Somalia. Landet har lidt under komplekse politisk-religiøse stridigheder, som i 2009 eskalerede til en borgerkrig som ikke er afsluttet endnu.

Maryam Mursal flygtede fra kampene med sine børn, til fods, på æsel, i biler og lastbiler. Deres Exodus bragte dem til Kenya, hvor døtrene blev truet med voldtægt, som led i pengeafpresning fra lejrens vagter. De måtte haste tilbage gennem Somalia og Etiopien til Djibouti, hvor UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommisariat, formidlede at familien blev kvoteflygtninge i Danmark. Maryam skrev under de mange måneder konstant på “Quax (The Flight)”, et langt epos om at flygte fra de brutale oplevelser, hvor hun så sin far blive skudt ned med maskinpistol, for så at dø i hendes arme. “Nu sidder jeg i vintermørket i Silkeborg mens sneen daler og folk spiser pølse” lyder en linje.

Exodus og Diaspora

Jeg så Maryam Mursal første gang, da hun sang ved en fest for nyligt ankomne flygtninge i Aarhus i 1991. Min ven Jan Thøgersen og jeg tilbød hende omgående at lave en gratis musikvideo, for at støtte Somaliernes Diaspora. Jeg anede ikke, hvad jeg havde sagt ja til. Maryam gav mig tre krøllede kassettebånd med fragmenter af et 12 minutter langt og komplekst stykke musik i skiftende taktarter. Min gode ven Søren Svensson hjælp mig med at arrangere det hele i computeren og Jan Thøgersen skød en video for Dansk Flygtningehjælp, efter Maryam var blevet Årets Flygtningekunstner. Og så begyndte journalister at spørge “Hvornår kommer albummet?”. Det var overhovedet ikke planen, men tak for ideen! Jeg sendte en CD til Peter Gabriel og glemte alt om det. Tre måneder senere blev vi inviteret til at spille en koncert på WOMAD festivalen i Morecambe Bay, blot et par uger senere. “OK, vi ses”, sagde jeg. Men vi havde ikke noget band. Maryam og jeg bad eksil-somalier fra Finland, Tyskland og England om at møde os i Morecambe, og jeg supplerede med mine yndlingsmusikere fra Danmark. Vi havde aldrig set hinanden før. Efter en times øvning i et øvelokale, og en times “tør-øvning” uden instrumenter på et hotelværelse, lykkedes det os at halte os gennem et usikkert sæt. World Music publikummet var meget åbent over for den meget sjældne lyd fra Somalia, blandet med vestlige musikere. Men grunden til at vi blev ‘signet’ var, at Maryam’s stemme og tilstedeværelse er magisk. De store performere kan løfte det middelmådige til noget stort, fordi de kombinerer erfaringen fra lusede natklubber og elendige scener med den særlige ild, som ikke kan holdes nede. Vi fik en international pladekontakt, og nu var det op til mig at få musikken til at lyde som andet end et trafikuheld i slow motion.

Svinger det en meter?

“Må jeg prøve et gammelt trick?” spurgte Peter Gabriel? Så lad gå, da. Vi havde da allerede indspillet hans opløftende korsang på flere numre og en ordløs ‘Gabriel-esque’ solo på “Kufilaw”, en C.V. Jørgensen-inspireret rocker. Og så ville Peter lige lægge lidt ekstra oven i. Han brugte lang tid på at speede båndoptageren op og ned, mens han lagde lag på lag af “Ho-wee” kor på. Ideen var at skabe en særlig sound af mange karakterer, et trick han tidligere havde elsket. Drengen fra Brabrand var benovet. Sikke en gave fra mesteren selv. Men da jeg hørte resultatet, var der fravær af gåsehud. Jeg takkede pænt for indsatsen, men vidste med det samme, at Peter Gabriels sidste time foran mikrofonen var spildt. “Nice video, shame about the song”: det lød, som om han jodlede hen over en assorteret bund af velmenende hippier. Jeg vidste, at det ikke holdt en meter, men mine co-producere Simon Emmerson og Martin Russell fra The Afrocelt Sound System håner mig stadig for at være “The Man Who Buried Peter Gabriel in the Mix”.

Hvis der er noget, jeg har lært af store kunstnere som Peter Gabriel, så er det, at enten så holder det, eller også holder det ikke. Måske er det en af grundene til at Peter siden har fortalt, at mit arrangement af “Kufilaw” er et af hans ti favoritnumre1.

På den igen

Maryam Mursal og jeg turnerede med vores orkester i en række år, og havde gode tider i USA, Canada og Europa, med fine anmeldelser. Til sidst blev turne-livet dog for hårdt for os. Maryam har nu en kombineret karriere af musik og forretningsdrift i London, hvor de fleste af hendes børn bor. Jeg har været siden været fotograf, dokumentarist, forskningsleder og non-profit direktør med fokus på børns trivsel. Men nu har jeg børstet instrumenter og mixerpult fri for støv. Musikken kalder igen, om ikke andet i kombination med mine egne film. Det takker jeg Peter Gabriel for. Det er aldrig for sent at få en fattig ungdom.

Videre læsning:

Website om ‘The Journey’ med baggrund, interviews, video og credits: https://realworldrecords.com/releases/the-journey/

Website om Maryam Mursal: https://realworldrecords.com/artists/maryam-mursal/

BBC video med Maryam Mursal: https://realworldrecords.com/videos/somali-udiida-ceb-somalia-dont-shame-yourself/

Wikipedia om Maryam Mursal: https://en.wikipedia.org/wiki/Maryam_Mursal

Website om ‘Waaberi’, et traditionelt, akustisk album som blev indspillet samtidig med ‘The Journey’: https://realworldrecords.com/releases/new-dawn/

Liner notes om sangene på ‘Waaberi: https://realworldrecords.com/features/blogs/new-dawn-track-by-track/


1 Peter Gabriel modtog en MIDEM pris for sit virke i Cannes i 2007 og fik fløjet Maryam Mursal ind for at synge ‘Kufilaw’ med ham.

Fotos: Jan Thøgersen og Søren Kjær Jensen.