Orkanen Dennis gjorde det til noget af en udfordring af lande med fly

Peer Aagaard skriver på Facebook:

Orkanen Dennis, som ramte England i week-enden, gjorde det til noget af en udfordring af lande med fly i London’s Heathrow Lufthavn, som kun har to start/landingsbaner, som tilmed er parallelle. Dennis havde den frækhed at blæse næsten på tværs af disse landingsbaner, så landende fly måtte drejes skråt mod vinden.

Mange fly blev nødt til at foretage en såkaldt go-around, hvor flyet næsten lander, men hvor piloten opgiver forehavendet i sidste øjeblik, gasser op og foretager et nyt forsøg. Andre blev omdirigeret til andre lufthavne. Og så var der den særdeles dygtige pilot på denne gigantiske Airbus A380 fra Etihad Airlines, som satte sin enorme maskine på jorden i første forsøg efter at have drejet flyet 45 grader i forhold til landingsbanen.

I Etihad’s udgave har 380’eren plads til 498 passagerer, hvilket er lidt mindre end hos konkurrenterne, hvilket skyldes, at Etihad har valgt at give passagerer, der rejser på såkaldt Residence Class – niveauet over 1. klasse – mulighed for at gå i bad under flyvningen i et stort bekvemt badeværelse. De samme passagerer har også deres egen personlige butler.

Det er lidt med prisen på disse billetter som med prisen på en Rolls-Royce: Hvis du har brug for at spørge, hører du ikke til målgruppen, men regn med omkring 31.000 amerikanske dollars (214.000 kroner), hvis “lejligheden” i flyet beboes af en enkelt-passager, og turen går fra Abu Dhabi til New York eller omvendt. Flytter to ind, stiger prisen til 283.000,-. Så kan du til gengæld også vælte dig i den dyreste champagne og kaviar før og under flyvningen, og desuden bevilges man adgang til en hemmelig lounge i JFK-lufthavnen i New York. Den pågældende lounge gemmer sig bag en umærket dør, som ingen bemærker, men bag den skulle angiveligt befinde sig nærmest palæ-agtige omgivelser og et stort antal tjenende ånder. Der forlyder dog intet om, hvorvidt loungen ligefrem byder på et harem til lystne, mandlige rejsende

I stærk kontrast til al den overflod, er det angiveligt ikke noget særligt at befinde sig på økonomi-klasse hos Etihad. Mange af deres konkurrenter gør det betydeligt bedre.