Den nye antisemitisme-definition

Poya Pakzad skriver på Facebook

{Advarsel: Langt opslag}

Hej alle

Dette opslag udtrykker mine private holdninger som borger. Opslaget er ikke udtryk for et fremtidigt Facebook-engagement fra min side. Så snart det er lagt op, logger jeg af igen, og der bliver ingen debat efterfølgende for mit vedkommende. Jeg håber dog, at I vil debattere sagen videre. Måske vil jeg lave teksten om til en artikel, hvis jeg får tid.

Det drejer sig om den nye antisemitisme-definition, som regeringen v. Mette Frederiksen har udtalt, at Danmark skal vedtage. Jeg mener, at denne definition, og den eksempelliste, der ledsager den, er dybt problematisk, åbner ladeporten for misbrug, og – på trods af indbyggede forbehold – risikerer at undergrave ytringsfriheden i Danmark, som den allerede har gjort det i flere af de lande, hvor den er vedtaget.

Jeg er ikke alene om min kritik, som jeg vil demonstrere i dette opslag. Den pågældende definition stammer fra International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA).

IHRA’s skrivelse rummer en arbejdsdefinition og en eksempelliste. Det er særligt eksempellisten, der indeholder flere problematiske elementer. Men lad os starte med selve definitionen.

Selve definitionen er det man kan kalde en tom betegner, der indleder med sætningen: “antisemitisme er EN BESTEMT opfattelse af jøder, som KAN udtrykkes som had mod jøder”. Der er som sådan intet odiøst i denne arbejdsdefinition, eller den citerede indledning. Problemet er i første omgang, at den er enormt vag.

Af samme grund har den britiske advokat, tidligere dommer og nuværende professor i jura ved Oxford universitet, Lord Justice Sir Stephen Sedley, der bl.a. beskæftiger sig juridisk med racediskrimination i England, sagt om arbejdsdefinitionen: ‘[it] fails the first test of any definition: it is indefinite’. Jeg deler Sedleys vurdering. I kampen mod antisemitismen er denne definition til sammenligning med andre, eksisterende definitioner alt for vag og ubestemt.

Sammenlign f.eks. IHRA’s definition med den definition, som bl.a. Anti Defamation League (ADL) arbejder med: “The belief or behavior hostile toward Jews just because they are Jewish. It may take the form of religious teachings that proclaim the inferiority of Jews, for instance, or political efforts to isolate, oppress, or otherwise injure them. It may also include prejudiced or stereotyped views about Jews.”

Der er ingen tvivl, om at det er svært, og noget nær umuligt, at sætte antisemitisme på formel, da antisemitismen, som enhver anden form for racisme, ikke er frosset i tid og sted, men i stedet udvikler sig i takt med, at verden forandrer sig. Ikke desto mindre mener jeg, at ADL’s definition er IHRA’s overlegen, og som sådan bedre egnet til at identificere og bekæmpe antisemitismen i samfundet.

IHRA’s arbejdsdefinition har været genstand for en del kritik, netop fordi definitionen er vag og ubestemt. IHRA lavede derfor en følgeskrivelse med en eksempelsamling, som vi vender tilbage til straks. I øjeblikket er IHRA-definitionen kun vedtaget af 9 ud af 33 medlemmer af IHRA. Og FN har som bekendt 193 medlemsstater. Det er altså ikke en definition, der er alment accepteret, selvom tilhængerne af definitionen gerne præsenterer den som en guldstandard. Med undtagelse af Frankrig, som allerede har vedtaget, at anti-zionisme er antisemitisme i separate love, har ingen af de lande, som har vedtaget definitionen, nøjedes med alene at vedtage arbejdsdefinitionen. De har alle helt eller delvist optaget eksempelsamlingen. Kun Frankrig har, som sagt, undladt at vedtage hele pakken.

Eksempellisten indeholder dybt kritisable elementer, efter min mening. Følgeskrivelsen rummer 11 eksempler på antisemitisme, hvoraf hele 7 ud af disse 11 eksempler omhandler forskellige former for kritik af Israel. Det, i sig selv, burde give anledning til skepsis. I selve IHRA-definitionen fremgår det imidlertid, at kritik af Israel ikke nødvendigvis er antisemitisk, men de eksempler som de frembringer, er stadig problematiske i netop den retning. I det følgende fremhæver jeg de eksempler, som jeg mener, er mest problematiske:

𝐄𝐤𝐬𝐞𝐦𝐩𝐞𝐥 𝟏. ”𝐃𝐞𝐧𝐲𝐢𝐧𝐠 𝐭𝐡𝐞 𝐉𝐞𝐰𝐢𝐬𝐡 𝐩𝐞𝐨𝐩𝐥𝐞 𝐭𝐡𝐞𝐢𝐫 𝐫𝐢𝐠𝐡𝐭 𝐭𝐨 𝐬𝐞𝐥𝐟-𝐝𝐞𝐭𝐞𝐫𝐦𝐢𝐧𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧, 𝐞.𝐠. 𝐛𝐲 𝐜𝐥𝐚𝐢𝐦𝐢𝐧𝐠 𝐭𝐡𝐚𝐭 𝐭𝐡𝐞 𝐞𝐱𝐢𝐬𝐭𝐞𝐧𝐜𝐞 𝐨𝐟 𝐚 𝐒𝐭𝐚𝐭𝐞 𝐨𝐟 𝐈𝐬𝐫𝐚𝐞𝐥 𝐢𝐬 𝐚 𝐫𝐚𝐜𝐢𝐬𝐭 𝐞𝐧𝐝𝐞𝐚𝐯𝐨𝐫”.

Efter min mening kan man sagtens mene, at jøder ikke bør have ret til national selvbestemmelse uden at være antisemit eller antisemitisk. F.eks. kan man være tilhænger af liberaldemokratiske stater og derfor principiel modstander af etno-religiøse stater. Det betyder ikke, at man er antisemit af den grund. Man kan være tilhænger af jøders ret til national selvbestemmelse, men samtidig være modstander af, at den jødiske stat indfinder sig på bekostning af den arabisk-palæstinensiske befolkning, der boede i området, inden de blev fordrevet. Det bliver man heller ikke antisemit eller antisemitisk af. Jeg mener heller ikke, at det er antisemitisk at mene, at Israel er et racistisk foretagende. Det er en faktuel vurdering, og den kan være mere eller mindre rigtig eller forkert, men det er ikke nødvendigvis et antisemitisk synspunkt.

Den velrenommerede israelske mainstream-historiker Benny Morris, skriver i hans standardværk om den israelsk-palæstinensiske konflikt, ’Righteous Victims’, at ”transfer [som er et andet ord for etnisk udrensning] var uundgåelig for – samt indbygget i – zionismen.” Ligeledes skriver den israelske forfatter, Ari Shavit, som fik strålende anmeldelser i Danmark, i hans seneste bog om konfliktens historie, My Promised Land: ”Hvis zionismen skulle realiseres, så kunne Lydda [en ryddet palæstinensisk by] ikke længere eksistere”.

Sagt med andre ord: Hvis Israels grundlæggelse hvilede på etnisk udrensning af palæstinenserne, så følger det, at man kan kalde realiseringen af jødisk selvbestemmelse i Palæstina for et racistisk forehavende. Det kan man være enig eller uenig med, men det er en faktuel vurdering af situationen. Man kan altså mene, at Israel er en ”racist endeavour” uden af den grund at være antisemit eller antisemitisk.

Palæstinenserne, og mange af de mennesker, der solidariserer med palæstinenserne, betragter stiftelsen af Israel, som et racistisk forehavende, idet stiftelsen fandt sted på ryggen af en etnisk udrensning af de arabiske palæstinensere, der boede i det område, der blev erklæret for Israel. Med en parafrase over Shavit: Hvis der skal være et Israel, kan der ikke samtidig være et Lydda.

Ideen om, at de palæstinensere, der betragter slutproduktet af deres egen fordrivelse og berøvelse, som et racistisk forehavende, er antisemitiske, er en komplet uholdbar skyldiggørelse af ofrene for etableringen af Israel. Men det er ikke desto mindre en mulig konsekvens af dette eksempel i IHRA’s eksempelliste.

𝐄𝐤𝐬𝐞𝐦𝐩𝐞𝐥 𝟐: ”𝐀𝐩𝐩𝐥𝐲𝐢𝐧𝐠 𝐝𝐨𝐮𝐛𝐥𝐞 𝐬𝐭𝐚𝐧𝐝𝐚𝐫𝐝𝐬 𝐛𝐲 𝐫𝐞𝐪𝐮𝐢𝐫𝐢𝐧𝐠 𝐨𝐟 [𝐈𝐬𝐫𝐚𝐞𝐥] 𝐚 𝐛𝐞𝐡𝐚𝐯𝐢𝐨𝐫 𝐧𝐨𝐭 𝐞𝐱𝐩𝐞𝐜𝐭𝐞𝐝 𝐨𝐫 𝐝𝐞𝐦𝐚𝐧𝐝𝐞𝐝 𝐨𝐟 𝐚𝐧𝐲 𝐨𝐭𝐡𝐞𝐫 𝐝𝐞𝐦𝐨𝐜𝐫𝐚𝐭𝐢𝐜 𝐧𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧.”

Ideen om, at man er antisemit, fordi man stiller Israel over for en ”dobbelt standard”, er usaglig. Man kan (med rette) mene, at det er urimeligt og hyklerisk, at Israel bedes rette sig efter en højere standard end andre stater, men det betyder ikke automatisk, at de, der gør dette, er antisemitter. Nok er de galt afmarcheret, men at de ligefrem er motiveret af had, modvilje eller ringeagt over for jøder, er på ingen måder godtgjort.

Et spørgsmål rejser sig: Bliver Israel af sine kritikere faktisk stillet over for en højere standard end andre stater, der, ligesom Israel, systematisk overtræder Folkeretten og menneskerettighederne?

Efter min mening er dette ikke så udbredt, som det så ofte påstås. Påstanden er i øvrigt blevet efterprøvet flere gange, bl.a. af forskerne Marc Weller & Barbara Metzger ved Cambridge universitet. De konkluderer i en forskningsartikel (“Double Standards”, 2002), at Israel, trods de mange fordømmelser, som landet får, ikke desto mindre nyder en “komplet international immunitet” fra de traditionelle pressionsmidler, der tages i brug over for stater, der systematisk eller jævnligt overtræder menneskerettighederne; begår “alvorlige overtrædelser af forbuddet mod at bruge magt”; eller forhindrer et “folks ret til selvbestemmelse.” Problemet er altså ikke, at Israel udsættes for en dobbelt-standard, men at landet, på trods af en lang stribe af dokumenterede ulovligheder og overtrædelser, nyder komplet immunitet.

Spørgsmålet er også blevet undersøgt af Yoram Dinstein i bogen ’War, Aggression and Self Defense,’ og af David Cortright & George A. Lopez, i bogen ’The Sanctions Decade: Assessing UN Strategies in the 1990s.’ Af disse undersøgelser fremgår det, at lande som overtræder menneskerettighederne og Folkeretten typisk gøres til genstand for diverse sanktioner, våbenembargo, fredsbevarende tropper, osv. Det gjorde sig f.eks. gældende over for Bosnien, Irak, Rwanda, Østtimor, m.v. Hvis der altså findes en ”dobbelt-standard”, så er det, at Israel faktisk er det eneste land, der har ført en halvt århundredes lang militær besættelse fuldstændig omkostningsfrit (ingen af de midler, der traditionelt tages i anvendelse, er blevet taget i anvendelse over for Israel). Dette er den reelle ”dobbelt standard”, efter min mening. At beskytte en specifik stat imod bestemte former for kritik er i øvrigt også en slags ”dobbelt standard”.

Hvorom alting er, så kan man sagtens være særligt optaget af Israel, og derfor komme for skade at stille Israel over for en højere standard. Det bliver man ikke antisemit eller antisemitisk af. Hvis man elsker Israel, kan man også stille strengere krav til landet, end man gør over for andre lande, som man ikke har samme kærlighed til. Hvis man har varme relationer og handelsforbindelser til Israel, kan man ligeledes stille strengere krav til dem. Der er intet i en sådan disposition, der automatisk gør, at man er antisemit eller antisemitisk.

𝐄𝐤𝐬𝐞𝐦𝐩𝐞𝐥 𝟑: ”𝐃𝐫𝐚𝐰𝐢𝐧𝐠 𝐜𝐨𝐦𝐩𝐚𝐫𝐢𝐬𝐨𝐧𝐬 𝐨𝐟 𝐜𝐨𝐧𝐭𝐞𝐦𝐩𝐨𝐫𝐚𝐫𝐲 𝐈𝐬𝐫𝐚𝐞𝐥𝐢 𝐩𝐨𝐥𝐢𝐜𝐲 𝐭𝐨 𝐭𝐡𝐚𝐭 𝐨𝐟 𝐭𝐡𝐞 𝐍𝐚𝐳𝐢𝐬”

Det kan være forkert, ufølsomt og usagligt at sammenligne israelske politikker med Nazitysklands politikker, men det er altså heller ikke antisemitisk i sig selv. Når f.eks. Holocaust-efterkommeren, professor Sara Roy, fra Harvard Universitet, drager paralleller mellem Israels politikker og Nazityskland, så er hun da ikke af den grund antisemit. Måske er hun galt afmarcheret, urimelig eller noget tredje, men ikke nødvendigvis antisemit. Noget sådan skal demonstreres, ikke dekreteres.

Folk drager nazi-paralleller af mange forskellige grunde. Nogle gør det, fordi de mener, at de har ret i deres sammenligning. Andre gør det for at mobilisere den folkelige afsky over for Nazitysklands forbrydelser i forsøget på at gøre opmærksom på Israels forbrydelser over for palæstinenserne. Måske er det forkert, men hvorfor i alverden skulle det være antisemitisk? Måske kan kultiverede europæere nære afsmag for den slags retoriske overdrivelser, men det er ikke antisemitisk af den grund. Ikke to punkter i historien er identiske. Der er altid forskelle, sommetider ligheder. Fortidens uhyrligheder burde imidlertid sensibilisere os over for brutalitet, uanset hvor den finder sted. Det kan vi ikke, hvis vi per dekret ikke må bruge fortiden som advarsler for nutiden, fordi nogen har bestemt, at det er antisemitisk eller forbudt af andre grunde. At forbyde folk at drage sammenligninger, er samtidig et forbud mod at drage moralske lektioner af historien.

**
Som sagt er jeg ikke alene om min kritik af IHRA’s eksempelliste. I det nedenstående oplister jeg en lang række af instanser og kilder, der har rejst kritik og advaret mod optagelsen af definitionen og eksempellisten:

• En af USA’s førende borgerretspolitiske organisationer, The American Civil Liberties Union (ACLU), skriver: “[It] risks chilling the free speech of students on college campuses, and is unnecessary to enforce federal law’s prohibition on harassment in education. (…) Unfortunately, the proposed bill risks chilling constitutionally protected speech by incorrectly equating criticism of Israel with anti-Semitism.” Link: https://www.aclu.org/press-releases/aclu-statement-senate-introduction-anti-semitism-awareness-act

• En af Englands førende borgerretspolitiske organisationer, The AGM of Liberty, skriver: ”the guidance that is attached to the definition conflates criticism of Israel with antisemitism (…) the definition is being interpreted as saying that to describe Israel as a state practising apartheid, or to call for Boycott or Sanctions to be applied in defence of Palestinian rights, is an inherently antisemitic act that should be prohibited (…) the definition is being cited in attempts to deter, obstruct or prevent events that are critical of Israel, or support the legitimate rights of Palestinians (…) by blurring the previously clear understanding of the nature of antisemitism, the IHRA definition risks undermining the defences against it; and that the definition’s conflation of antisemitism with criticism of Israel and legitimate defence of the rights of Palestinians is a threat to freedom of expression”. Link: https://www.libertyhumanrights.org.uk/sites/default/files/resolutions%20passed%202018.pdf

• Et af Englands førende forskere i antisemitisme, Antony Lerman, skriver: ”Not only is there now overwhelming evidence that it’s not fit for purpose, but it also has the effect of making Jews more vulnerable to antisemitism, not less (…) We should no longer be quibbling over the dodgy nature of some of the examples in the counterproductive explanatory text that follows the IHRA definition, in a futile attempt to reconcile adoption of the definition with protecting the last vestiges of freedom of speech about Israel-Palestine. We should rather be telling the unvarnished truth: no definition ever saved a Jew from experiencing antisemitism. It’s time to abandon this tainted and deeply flawed text and instead seek to codify and implement far more widely, commensurate with the danger racism poses today, the tried and tested methods of combatting racism developed by anti-racist groups on the front lines of this struggle.” Link: https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/labour-should-ditch-ihra-working-definition-of-antisemitism-altogether/

• En af de personer, der medvirkede til udarbejdelsen af selve IHRA-defintionen, er selv ret kritisk over for konsekvenserne af definitionen i dag: ”This order is an attack on academic freedom and free speech, and will harm not only pro-Palestinian advocates, but also Jewish students and faculty, and the academy itself.” Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/2019/dec/13/antisemitism-executive-order-trump-chilling-effect

• Professor ved Hebrew University og historiker ved Warsaw Ghetto Museum, Daniel Blatman, kalder definitionen “skandaløs”: ”The most prominent example is the scandalous document IHRA approved in May 2016 on the definition of anti-Semitism. It states that an anti-Semite is anyone who denies the Jewish people’s right to self-determination by claiming that Israel is a racist enterprise; anyone who applies double standards to Israel by asserting that it must act in a way that isn’t demanded of other democracies; or anyone who compares Israel’s current policies to those of the Nazis.” Link: https://www.haaretz.com/opinion/.premium-maybe-when-it-comes-to-anti-semitism-no-different-germany-exists-1.7434793

• Historiker over britisk jødedom, Geoffrey Alderman, oplister en lang lække begrundelser for, hvorfor definitionen er forfejlet. Link: https://jewishtelegraph.com/alderman.html

Jeg kunne fortsætte, men lader det blive ved dette.

Hvis I ønsker at læse om, hvordan denne definition allerede er blevet misbrugt til at lukke munden på kritikere af Israels fremfærd, så anbefaler jeg, at I skimmer denne. Den er bestemt ikke udtømmende, men det er et fint sted at starte: https://philpapers.org/archive/GOULFA.pdf

Jeg håber, at i læser den ovenstående tekst generøst. Mit ærinde er ikke at forpurre kampen mod antisemitismen. Antisemitismen skal bekæmpes, hvor end den manifesterer sig, om det så er på højrefløjen, venstrefløjen, blandt muslimer, kristne, kvinder, mænd, osv. Det er et ansvar, vi alle deler. Det er en kamp, der skal tages uden forbehold, påpasselig tavshed eller selviscenesat omsvøb.

Tak for at læse med. Og del, hvis du er enig.