Hej, matematik

Flemming Chr. Nielsen skriver på Facebook

Hvis jeg på FB ville skrive et indlæg, hver gang det afsløres, at masser af journalister og politikere kan lige så lidt matematik som de her omtalte CBS-studerende, kunne jeg ikke bestille spor andet.

Man ville mere end korse sig, hvis man vidste, hvor skidt det vitterligt står til med folks evne til bare at gange og dividere, men da uvidenheden er så kolossal, er der næsten ingen til at gøre vrøvl. Derfor laller vi videre i et matematisk tusmørke.

Spørg bare dig selv, om du kender forskel på procent og procentpoint? Kan du gennemskue de meningsmålinger, der ser bort fra de simpleste statistiske grundregler? Skraldgriner du over såkaldt videnskabelige undersøgelser, der ikke aner, hvad et signfikansniveau er for noget? Ryster du på hovedet, når du ser en hjælpeløs graf i en avis? Kan du trække momsen fra en pris på 100 kr.?

Ja, ja, hån mig bare, hvis du synes, jeg optræder storsnudet og bedrevidende. Men jeg blev dog i min ungdom uddannet som cand. scient. i matematik. Jeg har godt nok ikke undervist i faget i mere end 35 år, men tro mig: når man én gang har fattet, at matematik er logikkens sindrige arkitektur, glemmer man det aldrig.

Matematik er det eneste, som er uafhængigt af tidsånden, af politiske strømninger, af metoo-bevægelser, af religion, af politiske psykopater og folkeforførende brandtalere.

I matematik er det kun argumentet, der tæller. Du kan ikke fedte og charmere dig til succes. Du kan ikke albue dig frem eller købe dig til beundring og respekt.

Og måske det smukkeste af alt: I matematik er der ingen mulighed for manipulation. Hvis argumentet er svagt, nytter det dig ikke at hæve stemmen.

På bagvendt vis er det derfor opmuntrende, at matematiklærerne på CBS lader 2.000 studerende dumpe i helt grundlæggende matematik.

De kan ikke engang klage, for der er ikke noget at klage over. Udenomssnak og retoriske indvendinger nytter dem ikke. Der er ingen appelmulighed i matematik.

NB: Hvis du af en eller anden mærkværdig grund skulle have lyst til at vide, hvorfor jeg er så dybt forelsket i matematik, følger her et link til bibliotekernes e-bogsudgave af den erindringsbog, hvori jeg fortæller om min kærlighed. Du skal hen til kapitel 3: “Giv mig beviset for Dinis sætning:”