Jeg glæder mig i ledige stunder til mere Alexander Kielland

Flemming Chr. Nielsen skriver på Facebook

Indtil forleden havde jeg aldrig læst en linie af den norske forfatter Alexander Kielland (jo, måske for mange år siden hans roman Garman & Worse eller den fortsættelse, der hedder Skipper Worse).

Men sjovt nok. I de 15-16 år, jeg boede i Brabrand, tænkte jeg på Alexander Kielland, hver gang jeg gik en tur. Så det var nærmest dagligt.

Det skyldes, at jeg altid kom forbi et gammelt bondehus, hvor der engang havde boet en maler, som hed Jens Hansen. Han var uddannet på Kunstakademiet, opfattedes som meget lovende, men så rejste han til Paris og blev dybt forelsket i Alexander Kiellands søster Kitty. Hun vllle ikke have ham, og det slog Jens Hansen i stykker. Han flyttede ret hurtigt hjem til sine forældre i bondehuset, og da de døde, levede han som eneboer. Mus og rotter gnavede i hans lærreder. Naboer, der ville hjælpe ham, jog han væk. Men han blev ved med at male. Sigurd Swane har skrevet en stor bog om ham. Og han har malet altertavlen i Brabrand kirke.

De færreste kender ham i dag (han døde i 1928), men du kan google ham som Jens Hansen Aarslev.

Ad så akavet en omvej nåede jeg i går frem til omsider at låne Alexander Kiellands samlede værker på biblioteket. Jeg er begyndt på den roman, der hedder Arbeidsfolk. Litterater sætter den ikke ret højt, men jeg synes, den jager en djævelsk og sarkastisk syl lige ned i alskens politisk snobberi, selvfedme, ondskab og blindhed.

Så jeg glæder mig i ledige stunder til mere Alexander Kielland. Takket være en gammel og næsten glemt optagethed af Jens Hansen, der aldrig fik sin Kitty Kielland.