Ode til Det Brune Værtshus

Af Claus Pogel

Det er fandme’ tit, at jeg har ligget hjemme i dynerne med den ondeste tørst tidligt om morgenen og glædet mig til, at jeg kunne komme op og i tøjet og ind på Freddys for at reparere sammen med vennerne.

Så har vi fundet os et bord udenfor eller indenfor og helst så langt væk fra festaberne, som helt tydeligt har været i gang hele natten; dem der helt åbenlyst stadig kører på den dunkende puls inde fra byens diskoteker.

Gu’ fanden skal der også være plads til dem ude fra Rødovre ligesom der skal være plads til dem fra Fyn, Jylland, Sverige, Norge, Grønland og Afrika; det er forskelligheden på Freddys, der gør baren til en oplevelse.

Der er lige præcis tale om et brunt værtshus, hvor vi allesammen er i samme båd, og deler den fælles trang til at få stillet vores ubændige tørst i en hyggelig stue, hvor mareridtsfarven IKEA-hvid – lykkeligvis – er helt fraværende.

Stamkunderne har deres egne pladser, der er markeret med et skilt, som er skruet ned i bordet, og det er ikke sjældent, at jeg har siddet og varmet min røv på Gangsterens stol, og solet mig i lysskæret fra messingskiltet.

Engang, hvor jeg havde siddet og drukket et par flasker vodka med store Kim Nygaard, stod jeg på snotten, og bankede fjæset ned i dørken, og vågnede op i Roskilde uden overtøj, mobil og hævekort.

Havde jeg ikke vidst, at det var sket inde på Freddys, var jeg nok blevet en smule nervøs, men – naturligvis – lå mine ejendele og ventede på mig, og der var ikke en kæft, der havde noget at sige til mit uheld.

Sådan er det inde på baren, hvor alle ved, at vi allesammen kan blive alvorligt ramt af søben og sovesyge; selvfølgelig kan alle dumme sig, og der er også enkelte, der får sat stolen for døren, når de ikke har forstået reglerne.

Der findes helt sikkert andre værtshuse på Vesterbro og rundt om i landet, hvor du stadigvæk kan opleve noget af den samme stemning som inde på Freddys, og derfor er det så vigtigt at støtte op om de brune.

Forsvinder de brune værtshuse, dør der en del af den danske kultur, og det kan godt være, at du synes, at jeg romantiserer dem vel rigeligt, og det må du gerne mene, men så glæd dig til, at dit eneste alternativ er en café.

Skål 🍺