Den ideelle anmelder

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Jeg har tænkt lidt over, hvilke krav man med rimelighed kan stille til en professionel anmelder, og er foreløbig kommet til, at man må kunne forlange, at han eller hun er uhildet, åben, nærværende og har gehør.

1. Uhildet. Anmelderen bør gå efter bolden, ikke efter manden. Bedømmelsen af en bog skal ikke være afhængig af forfatterens køn, alder, berømmelse eller politiske holdning. Anmelderen må ikke tage hensyn til eventuelt venskab eller fjendskab med forfatteren. Anmelderen skal ikke tilgodese venner og meningsfæller og straffe uenighed eller personlig animositet. Hvis en anmelder har så stærke, personlige følelser over for en forfatter, at det ikke er muligt at stræbe efter objektivitet, bør anmelderen erklære sig inhabil til at anmelde den pågældende bog og overlade opgaven til en anden.

2. Åben. Anmelderen skal ikke forlange, at en forfatter retter sig efter modestrømninger. Det bør ikke betyde noget for anmeldelsen, om man uden videre kan putte værket i en kasse og sætte etiket på. Det er muligt at skrive gode bøger på mange forskellige måder. Forfatteren kan vælge gamle former – som haiku eller sonet – eller bane nye veje. Originalitet er ikke i sig selv bevis på kvalitet. For at parafrasere Tom Kristensen opstår der hele tiden nye bølger inden for litteraturen, men anmelderen må surfe over bølgerne og uden besvær bevæge sig fra den ene bølge til den anden. Anmelderen bør være åben over for både det overrumplende nye og aldrig før sete og for den vellykkede udbygning af kendte og eksisterende former.

3. Nærværende. Anmelderen bør kunne koncentrere sig om den bog, der faktisk foreligger, og vurdere værket ud fra dets egne præmisser og ikke beskæftige sig med, hvordan hun selv ville have skrevet bogen, hvis ellers hun kunne skrive. Anmelderen skal ikke anmelde det, der ikke står i bogen. Anmelderen skal hverken digte til eller skære fra, men se på bogen som en helhed og bedømme den som sådan. Anmelderen bør se på, om bogens indhold og form enten støtter hinanden eller bevidst skurrer mod hinanden. Anmelderen bør se på de intentioner, der ligger i bogen, og se om de er indfriet.

4. Gehør. Anmelderen skal have sprogligt gehør. Ligesom selv den bedste sangtekst ikke er tilstrækkelig, hvis sangeren synger falsk, kan selv den bedste og mest spændende handling ikke redde en bog, hvis den er fortalt i et klumpedumpe-sprog. I så fald kan bogen muligvis fungere som underholdning for tonedøve, men litteratur bliver den ikke. Anmelderen skal have øre for sprogets musik og kunne høre det, Søren Kierkegaard kalder ”stemningens småsnakken og overgangenes nynnen og bøjningens inderlighed og den dulgte velværens forborgne frodighed”.