Den dag, jeg lærte mest i hele min folkeskoletid

Af Danni Travn

Jeg kaldte engang Mustafa for perker. Vi gik vel i sjette klasse, og jeg havde en eller anden ting kørende med nogle af pigerne; det havde jeg ofte. Han prøvede at blande sig, men forstyrrede os. Han prøvede igen og forstyrrede os igen. Og der sagde jeg til en af pigerne, at nu måtte den perker snart stoppe.

Mustafa kiggede op på mig med store øjne. Det er et af de mest rystede og skuffede blikke noget menneske, nogensinde har sendt mig. Han sagde ikke noget. For havde han åbnet munden, havde han grædt. I stedet styrtede han ud af klassen og trampede mod skolens port.

Jeg mente jo jeg bare idiot. Det var en irriteret refleks, og der var ikke noget fjendskab mellem Mustafa og mig. Vi spillede på hold sammen ovre i KFUM. Tonen var grov og direkte i vores kvarter. Vi var fodboldsønner af fodboldfædre. Fra lejligheder og rækkehuse. Vi ku’ godt ta’ det. Og altså, jeg mente jo bare idiot.

Men jeg sagde ikke idiot. Jeg sagde perker. Og havde Dennis, Kenneth eller Brian fra klassen pisset mig af, havde jeg aldrig kunnet sige perker. Det havde aldrig før tænkt på, men det der blik, han havde sendt mig, forklarede alting. At han bare gerne ville være med, og at jeg ikke kun havde holdt ham udenfor i situationen; jeg havde sagt, at han per definition var udenfor.

Jeg løb efter Mustafa og indhentede ham halvvejs mod porten. Han gik videre uden at værdige mig et blik, mens jeg undskyldte og sagde, at det ikke var sådan ment og alt det der. Han rystede på hovedet som for at vise, at alle mine beklagelser prellede af på ham.

Porten kom nærmere, og det var en kæmpe overtrædelse af reglementet at gå hjem i skoletiden.
”Hvis du går hjem, så går jeg med,” sagde jeg.

Han stoppede, vendte sig om, og så klappede han mig to gange på skulderen, inden vi gik tilbage til klassen. Og lige så tydeligt, som jeg husker hans blik, husker jeg de to klap på skulderen. Jeg vil aldrig virkelig kunne forstå, hvad det vil sige at vokse op i Danmark med synlige aner fra en anden kultur. Men jeg fik en fornemmelse for, hvad det betød for ham, at jeg fattede, at det ord ramte en frygt dybt inde i ham, og at jeg sagde undskyld.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg sagde det dér til Mustafa. Men det var muligvis den dag, jeg lærte mest i hele min folkeskoletid.