Børn beder om hjælp til at dø

Peer Aagaard skriver på Facebook:

En BBC-journalist har besøgt flygtningelejren Moira på den græske ø Lesbos, og det er der kommet en hjerteskærende reportage ud af.

Lejren er beregnet til 2.000 personer, men rummer nu ca. 20.000, som lever under kummerlige forhold, som går værst ud over børnene, hvoraf mange allerede var dybt traumatiserede af krigens rædsler, før de nåede frem til Grækenland.

Psykologer og læger på stedet beretter, hvordan børn helt ned til 7-års alderen beder dem om hjælp til at dø. Andre hamrer deres hoved ind i væggen; andre igen er passive og stirrer ud i luften.

Dette er altså, hvad det rige Europa formår, stillet overfor en af historiens største humanitære kriser: Vi overlader problemet til de sydlige lande, som i forvejen kæmper med en stigende nationalisme og fremmedfjendskhed, eller vi bestikker os til fred for de ubehagelige billeder af de lidende ved at betale Tyrkiet til at tage imod dem, hvorefter vi gør alt for at glemme dem.

I denne søde juletid hænger vi hjerter på træet, mens julehandlen igen slår alle rekorder. Og endnu en gang lader vi os bilde ind, at vi ikke har de nødvendige ressurser til at yde en aktiv indsats: De stakler er jo alt for “kulturfremmede” til at vise sig her, og vi skal jo også have råd til de ældre, skolerne og de syge, ikke sandt?

Det er så brækfremkaldende dobbeltmoralsk, men heldigvis har vi også politikere til at dække den vinkel: spørg en hvilken som helst såkaldt national-kristen, og hun vil belære dig om, at det kristne næstekærlighedsbud kun omfatter din nærmeste familie. Det er skam ikke bare vores ret, men vores pligt at vende det blinde øje til al den elendighed, der foregår i vores forgård.

Jeg bliver så flintrende vred, når jeg hører den slags. Vi er mennesker, ikke dyr, og noget af det, der adskiller os fra dyrene, er vores evne til at vise medfølelse og empati. Den evne kaster mange hånligt på møddingen, mens de roser sig af at gå ind for en stram udlændingepolitik. Stram som i afstumpet, hadsk – ligeglad.

Jeg ønsker sådan, at 2020 må blive året, hvor humanismen og medmenneskeligheden i højere grad vinder frem såvel blandt politikerne som blandt folket. Det er på tide, at bede kynikerne holde kæft for en stund. Vi har hørt på dem i tyve år, og nu kan vi ikke rumme mere glorificeret afstumpethed. Lad os træde i karakter som nation og som et europæisk folk, der med åbent sind ser problemerne i øjnene og medvirker til at løse dem.