Berlingske skylder en forklaring

Af Zenia Stampe på Facebook

Hvad bilder han sig ind?
I en klumme I Berlingske antyder professor og borgerlig debattør, Peter Kurrild-Klitgaard, at jeg kunne finde på at kræve korset fjernet fra Dannebrog. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på, og jeg har heller aldrig ment eller sagt noget i den retning.

Jeg har efterhånden vænnet mig til de mest absurde beskyldninger. Jeg plejer at lade dem fare. Men det her vil jeg ikke finde mig i. Især fordi Berlingske har valgt at placere beskyldningen på forsiden af deres avis.

For det første: Klummen handler om de mange symbolpolitiske love, der er vedtaget de seneste år, og som udfordrer borgernes frihed og retssikkerhed. Forklar mig lige, hvorfor netop jeg skal trækkes frem som en mulig trussel mod friheden og retsstaten, når jeg mere konsekvent og tydeligt end de fleste netop har forsvaret friheden og retsstaten i lyset af de seneste års værdiskred.

Jeg var en af burkalovens skarpeste kritikere. Jeg var en af ghettolovens skarpeste kritikere. Jeg var en af håndtrykslovens skarpeste kritikere. Og da Folketinget forleden hastebehandlede loven om administrativ fratagelse af statsborgerskab, så stemte jeg både imod selve loven og at Folketinget måtte hastebehandle den. I spørgsmålet om hastebehandling stemte jeg endda for første – og forhåbentligt sidste – gang nogensinde imod min egen folketingsgruppe. Så vigtigt er det for mig.

For det andet: Jeg har altid forsvaret folks ret til at bære religiøse symboler. For et par år siden skrev jeg endda en klumme i Kristelig Dagblad, der handlede om den religionsforskrækkelse, der har sneget sig ind i vores samfund. Indlægget udløste en rosende mail fra Indre Mission. Der er derfor ikke noget, der kunne ligge mig mere fjernt end at foreslå korset fjernet fra Dannebrog.

For det tredje: Og her bliver det – desværre – personligt: Hvad ved Peter Kurrild-Klitgaard overhovedet om min tro og mit forhold til korset, kirken og kristendommen? Min tro er en privat sag, og derfor burde jeg ikke være tvunget til at gøre rede for mit forhold til den. Men til Peter Kurrild-Klitgaards høflige orientering, så er min mand og jeg viet i en kirke. Vores tre fælles børn er døbt i en kirke. Vores afdøde datter er begravet fra en kirke. Hvad bilder Peter Kurrild-Klitgaard sig overhovedet ind at gøre mig til en slags fjende af folkekirken uden overhovedet at kende noget til mit religiøse ståsted?

Den slags usaglig debatvirksomhed burde hverken være en professor eller borgerlig debattør værdig. Og desværre er det jo netop denne form for skræmmekampagne, der danner grobund for det værdiskred, vi ser – og som Peter Kurrild-Klitgaard selv begræder.

For tro mig: En overskrift, der antyder, at jeg kunne finde på at fjerne korset fra Dannebrog, kommer ikke til at afføde en masse reaktioner til forsvar for retsstaten og de liberale frihedsrettigheder. Tværtimod. Reaktionerne plejer i stedet at indeholde ord som landsforræder og danskerhader, og jeg skal hilse at sige, at det ikke ligefrem er min eller andres frihed og retssikkerhed, der vejer tungest i de reaktioner. Peter Kurrild-Klitgaards indlæg er en del af den generelle forråelse af debatten.

Jeg mener, at Peter Kurrild-Klitgaard skylder en undskyldning. Og jeg synes, at Berlingske skylder en forklaring på, hvorfor de lader den slags absurde beskyldninger stå uimodsagt og uuddybet på forsiden af deres avis.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.