I ANLEDNING AF ET KARAKTERMORD

Af Peter Tudvad på Facebook

Forleden var min gode ven Poya Pakzad i studiet på P-et-eller-andet sammen med en flok vist nok borgerlige debattører. Jeg hørte en smule af det bagefter på nettet, men orkede ikke at høre mere end et minut, da den slags debatter ofte – og tilsyneladende også i dette tilfælde – er en gang støj, hvor ingen for alvor synes at ville lytte til hinanden, da de allerede mener at vide, hvad de andre vil sige. Man har sine fordomme, og under dem subsumeres det sagte uden hensyn til, hvad der faktisk bliver sagt. Sådan gik det også Poya, kan jeg forstå, fordi han ikke var beredt til at honorere det populære krav om at tage ubetinget afstand fra vold som politisk virkemiddel.

Uha, var han ikke det? Nej! Jamen, så er han da ubetinget et dumt svin, en fanatiker, en voldssympatisør, en revolutionsromantiker og meget andet ondt, ikke sandt? Nej! For Gu’ vil vi da ikke tage afstand fra enhver form for vold, ikke en eneste af os, med mindre vi for alvor har slået os på Gandhis ikke-voldelige vej. Det har vi ikke, men accepterer, at politiet har til daglig har et voldsmonopol, og at vores forsvar også sendes om på den anden side af kloden for at forsvare diffuse interesser, som de færreste kan gennemskue. Dér, omme på den anden side af kloden eller halvvejs dertil, falder bomberne lidt lemfældigt, og så dør en enkelt eller syv eller hundrede i ny og næ. Ærgerligt, men alt sammen gør vi jo for at forsvare noget vigtigere. Sådan er argumentet – og det er Poyas faktisk også:

“Hvis det rent faktisk bevirkede, at man fik kæmpet racismen tilbage … så mener jeg, at det at kaste en sten gennem en rude falder langt under bagatelgrænsen”. Stor var opstandelsen over, at han kunne sige sådan. Måske fordi de herrer borgerlige debattører egentlig ikke synes, at racismen er noget større problem, hvorfor bekæmpelsen af den skulle kunne retfærdiggøre stenkast e.l. Der var ellers en racisme engang i forrige århundrede, som vi alle sammen – på nær de ca. 40.000 danske nazister – kunne enes om at bekæmpe med alt fra knyttede næver i bukselommerne og alsang til likvideringer og bombeangreb.

Poya har ikke retfærdiggjort et eneste konkret stenkast, men principielt holdt fast i, at et onde kan være så stort, at man moralsk set bør være rede til endog at bekæmpe det ved at bringe mindre, langt mindre onder, i anvendelse. Hvad det angår, adskiller han sig ikke fra den tyske teolog, præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, der efter en årrække som pacifist i 1930’erne ved Anden Verdenskrigs udbrud måtte sande, at han ikke længere kunne forsvare en konsekvent og under de givne omstændigheder abstrakt pacifisme. Bevæget af ikke mindst en racisme, der er gået over i historien som dens største folkemord overhovedet, fandt han det moralsk retfærdiggjort ikke bare at kaste sten gennem en rude, men slå et menneske ihjel.

Jeg linker nedenfor til en artikel, som jeg desværre ikke uden abonnement kan læse mere end de første par afsnit samt billedteksten af, men jeg har ladet mig fortælle, at den er et rent karaktermord på Poya, som jeg kender som et af de mest redelige mennesker overhovedet. Derfor vil jeg ikke undlade at ile ham til undsætning med en smule moralsk støtte – hvor uanselig denne end er. Hvordan debatten i Danmark kan være så ussel, som også dette tilfælde vidner om, fatter jeg ikke. Redeligt er det i hvert fald ikke at stille sig an, som var man ikke i stand til at fatte Poyas klare argumentation. Men måske er det evnerne, det kniber med.

* * *

En slags update: Jeg har efterfølgende af en venlig sjæl fået artiklen tilsendt og citerer en enkelt passage fra den:

“Ekstremister mener, at de kæmper for et højere formål, som retfærdiggør deres handlinger. Det er vigtigt, at vi lærer at genkende ekstremismens argumentation. Terrorapologien kan inspirere til nye voldshandlinger, og den kan også være et forvarsel om, at en person selv kan blive terrorist.”

Man må altså, ikke mindst når Poyas kontrafej pryder artiklen, forstå, at vi i det inkriminerede debatprogram har fået et forvarsel om, at akkurat Poya kunne gå hen og blive terrorist. Dette er ikke bare et karaktermord, men på grænsen til det injurierende.

Reklamer

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.