Ginger Baker er død

Af Lars Movin på Facebook

GINGER BAKER (19.8. 1939 – 6.10. 2019)

Alle ved, hvordan en plade med Cream ser ud, så her er tre af de solo-albums, som Ginger Baker udgav på sine ældre dage – dvs. ikke bare efter Cream, men også efter post-Cream-grupper som Blind Faith, Ginger Baker’s Air Force og Baker Gurvitz Army.

Jeg føler det, som om jeg har haft to liv med Ginger Baker. Det første handlede om Cream, power-trioen med Eric Clapton og Jack Bruce, som udgjorde en væsentlig del af lydsporet til min tidlige ungdom. Det andet tog sin begyndelse i februar 1987, da jeg anskaffede Bakers soloalbum “Horses and Trees”, hans første på New York-selskabet Celluloid, som jeg fulgte tæt i de år. Celluloid var ikke mindst hjem for bassisten og produceren Bill Laswell og hans talrige projekter. Og “Horses and Trees” var da også produceret af lige netop Laswell, som til lejligheden havde samlet et hold med mange af de mest interessante musikere fra dén tid og dén scene: Bernie Worrell, Daniel Ponce, Shankar, Nicky Skopelitis, Robert Musso, Foday Musa Suso, Aïyb Dieng og Nana Vasconcelos.

Da jeg et halvt år senere var på min første rejse til New York, det var i efteråret ’87, opsøgte jeg chefen for Celluloid, Jean Karakos, som til min overraskelse tilbød mig et interview med Ginger Baker. Som jeg havde forstået det, havde Baker trukket stikket til musikbranchen og gemt sig et eller andet hemmeligt sted. Men Karakos informerede mig om, at Baker drev en olivenfarm i Italien – og at han havde hans telefonnummer. Nå, det interview kunne så alligevel ikke lade sig gøre, og i stedet fik jeg fat i guitaristen Nicky Skopelitis, som kort forinden havde været på turné med Baker. Direkte adspurgt om oplevelsen af at spille sammen med den legendariske Cream-trommeslager sagde han:

“Han er meget rytmisk. Og så har han sin helt egen stil, hvilket påvirker mit spil. Jeg opfatter ham mere som en ‘etnisk’ trommeslager end en rocktrommeslager. I mine ører er han og Ronald Shannon Jackson de mest interessante trommeslagere for tiden. De spiller ikke bare et beat – de spiller rytmer. De har deres egen sound, og man kan fornemme melodier, når de spiller. Og så tvinger de andre musikere til VIRKELIG at oppe sig – man kan ikke bare lire noget middelmådigt af.”

Det er vel selve adelsmærket for originale musikere: at deres kolleger bliver bedre af at spille sammen med dem. Og siden har jeg fulgt Ginger Bakers solokarriere, som den blandt andet er kommet til udtryk på de to plader, der kan ses ovenfor (under for- og bagsiden til “Horses and Trees”). Det drejer sig om “Middle Passage” fra 1990, igen produceret af Bill Laswell og med mere eller mindre den samme besætning som “Horses and Trees”, dog tilføjet Jah Wobble på bas. Og “Going Back Home” fra 1994, som trækker i retning af et mere konventionelt triojazz-format med Bill Frisell på guitar og Charlie Haden på bas – men hele vejen igennem farvet af Ginger Bakers unikke trommespil. Som Nicky Skopelitis var inde på: Han spiller ikke bare et beat, han spiller RYTMER og MELODIER.

Reklamer

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.